Forsker og Dignity: Traumeramte flygtninge bliver glemt i oplæg til ny psykiatriplan
Sundhedssystemet er slet ikke klædt på til at hjælpe traumatiserede flygtninge. Det skal der rettes op på med ny plan for psykiatrien, men oplægget mangler fokus på patienter med anden etnisk baggrund, skriver professor Morten Sodemann og repræstentanter fra Dignity.
Marie Høgh Thøgersen
Tiltrædende afdelingsleder, Rigshospitalets Afdeling for KrisepsykologiMorten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk UniversitetRasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity, formand, Rådet for MenneskerettighederDet psykiatriske behandlingssystem i Danmark er ikke godt nok klædt på til at håndtere en stor del af den patientgruppe, der har etnisk minoritetsbaggrund.
Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen offentliggjorde i januar det faglige oplæg til en ny ti-årsplan for psykiatrien, og 29. april mødes en række ngo'er med Folketingets Sundhedsudvalg for at komme med input til planen.
Desværre savner vi i oplægget fra januar et fokus på psykiatriske patienter med en anden etnisk baggrund end dansk.
En særlig sårbar gruppe er traumatiserede flygtninge. Krig, flugt og tortur har konsekvenser for et menneske. Blandt disse konsekvenser er alt for ofte andre psykiske lidelser. Alligevel ser vi, at traumatiserede flygtninge er underdiagnosticerede og underbehandlede i dansk psykiatri.
Problemstillingen aktualiseres af prognoserne om over 100.000 ukrainere, der vil søge tilflugt i Danmark – heraf et ukendt antal med alvorlige krigstraumer.
Indgår ikke i planerne
En forklaring er, at de der møder flygtningene i behandlingssystemet ikke er godt nok klædt på til at identificere psykiske lidelser og skelne de varierende måder, fysiske symptomer spiller sammen med psykiske lidelser på. Ikke mindst hos traumatiserede flygtninge.
Hvis vi vil skabe lige adgang til psykiatrisk behandling, er her et område, der virkelig fortjener politikernes opmærksomhed
Morten Sodemann, Rasmus Christensen og Marie Thøgersen
Der er brug for en opkvalificering af læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere, og der er brug for mere forskning.
Psykiske lidelser som PTSD skal opspores tidligt, hvis vi skal øge mulighederne for, at traumatiserede flygtninge får en del af deres funktionsevne tilbage. Samfundsmæssigt er der mange penge og megen lidelse at spare ved tidlig opsporing.
Når patienter fra den hårdt ramte gruppe af traumatiserede flygtninge i dag kommer i berøring med psykiatrien, er tilbuddene ikke tilstrækkelige. Tværkulturel psykiatri indgår ikke i specialeplanen, speciallægernes uddannelsesplan, i psykiatrien, så psykiaterne er ofte ikke godt nok klædt på til at behandle patientgruppen.
Helt basale problemer
Sygehusafdelinger i Danmark har åbenlyse problemer med at diagnosticere flygtninge med begrænsede danskkundskaber og eksempelvis tage stilling til det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en somatisk eller psykisk lidelse. Derfor sendes patienter hjem uden relevant behandling eller frem og tilbage mellem forskellige behandlingstilbud.
Rigtig mange flygtninge har et behandlingsbehov. Når gruppen er underdiagnosticeret og underbehandlet i psykiatrien, skyldes det dels den manglende sproglige og kulturelle forståelse mellem behandlere og patienter – altså manglen på tværkulturelle kompetencer hos behandlerne.
Men det skyldes også noget så banalt som, at patienter ikke har råd til at nå frem til den gratis behandling eller betale for nødvendig medicin.
Hvis patienterne bor i en vis afstand fra behandlingsstedet, kan de høje billetpriser i busser og tog afholde dem fra at komme i behandling. Vi oplever det i stigende grad, og problemet er ikke svært at forstå, hvis man kigger på det månedlige budget hos en familie på integrationsydelse, som også skal have mad og tøj til børnene.
I nogle tilfælde er der mulighed for at søge støtte til medicinudgifter, men det kræver, at patienten i høj grad er selvhjulpen og kender sine rettigheder.
Meget at tabe
Hvis vi vil skabe lige adgang til psykiatrisk behandling for alle i Danmark, er her et område, der virkelig fortjener politikernes opmærksomhed.
Der er meget at vinde ved at hjælpe traumatiserede flygtninge på rette vej gennem en udvikling af psykiatriens tværkulturelle kompetencer.
Desværre er der også meget at tabe ved at lade være. Både for det danske samfund, de traumatiserede flygtninge og ikke mindst deres børn, der vokser op i Danmark og helst skulle gøre det, uden at forældrenes traumer nedarves til dem.