Forskere: Manglende kriterier for prioritering kan skabe ulige adgang til sundhedsvæsenet

Mangel på fælles kriterier for prioritering skaber risiko for, at behandlerens personlige holdninger bliver styrende for den behandling, som den enkelte patient modtager i sundhedsvæsenet, skriver Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen.

Historisk set har politikere været tilbageholdende med at opstille kriterier for prioritering i sundhedsvæsnet.
Dette kan blandt andet skyldes, at der er en forventning i befolkningen om, at alle sundhedsydelser skal være tilgængelige, hvis man får behov, skriver Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen. — Historisk set har politikere været tilbageholdende med at opstille kriterier for prioritering i sundhedsvæsnet. Dette kan blandt andet skyldes, at der er en forventning i befolkningen om, at alle sundhedsydelser skal være tilgængelige, hvis man får behov, skriver Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen

Forskere ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Institut for Sundhedstjeneste forskning, Syddansk Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det står klart for både sundhedsprofessionelle og patienter, at der mangler ressourcer i sundhedsvæsenet. Dette kommer for eksempel til udtryk ved lange ventelister til behandling på sygehusene og problemer med at komme på listen hos en praktiserende læge.

Ressourcemanglen kan blandt andet forklares ved et stigende antal behandlingskrævende patienter, tilgængelighed af ny dyr medicin og udfordringer med både rekruttering og fastholdelse af kvalificeret personale.

Når man som behandler skal vælge at fordele sin tid mellem patienter, hvilken beslutningsregel skal man så følge?
Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen
Forskere, Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Flere analyser peger på, at ressourcemanglen kun vil blive større i fremtiden. Der er således et stigende behov for at prioritere hvilke sundhedsydelser, der tilbydes til forskellige patientgrupper. Spørgsmålet er således ikke om vi skal prioritere, men hvordan vi skal prioritere.

Prioritering er nødvendig

Historisk set har politikere været tilbageholdende med at opstille kriterier for prioritering i sundhedsvæsnet.

Dette kan blandt andet skyldes, at der er en forventning i befolkningen om, at alle sundhedsydelser skal være tilgængelige, hvis man får behov. Det er derfor ikke en politisk vindersag at pege på, hvilke sundhedsydelser og patienter, som bør nedprioriteres.

I den seneste tid er der dog blæst nye politiske vinde, hvilket har ført til oprettelsen af både Medicinrådet og Behandlingsrådet. Disse råd har til formål, ud fra faglige, etiske og økonomiske hensyn – og med armslængde til det politiske niveau – at komme med anbefalinger, som kan sikre en ensartet og økonomisk ansvarlig anvendelse af medicin og teknologier i sundhedsvæsenet.

Af andre initiativer kan eksempelvis nævnes det internationalt inspirerede ”Vælg klogt (Choosing wisely)”, som har til formål at udpege unødvendige behandlinger og procedurer.

Læs også

DI og Medicoindustrien: Et stærkere offentlig-privat samarbejde kan give mere sundhed for de samme hænder

Debat

På trods af disse råd og initiativer er den daglige praksis i høj grad overladt til den enkelte behandler. Dette synes umiddelbart fornuftigt ud fra en betragtning om, at behandleren har den nødvendige faglige ekspertise til at vurdere hvilken behandling, der skal gives til den enkelte patient.

Når tid og ressourcer er knappe, er det dog nødvendigt at foretage prioriteringer på tværs af patienter, og vurderingen bliver derfor ikke kun faglig. Når man som behandler skal vælge at fordele sin tid mellem patienter, hvilken beslutningsregel skal man så følge?

Skal man prioritere de patienter, der har dårligst helbred? Eller skal man prioritere de patienter, der har størst gavn? Eller skal man i stedet sikre, at alle får lige meget behandling? Eller måske gå efter at alle patienter opnår lige stor gavn af behandling?

Der er således mange forskellige prioriteringsprincipper, man som behandler kan vælge at følge i sit daglige virke. Derfor er der, i mangel på fælles kriterier, risiko for, at behandlerens personlige holdninger, fremfor samfundets ønsker, bliver styrende for den behandling, som den enkelte patient modtager.

Kriterier skal sikre ens behandling

Risikoen ved, at det bliver behandlerens personlige holdninger som styrer prioriteringer, synliggøres i en nyligt publiceret artikel.

Artiklen er baseret på data fra danske alment praktiserende læger, hvor lægerne har angivet, hvilket overordnet prioriteringsprincip, de tilslutter sig. Denne information om lægernes holdninger er efterfølgende blevet koblet til data om patienters kontakter i de pågældende lægers praksis.

Artiklens resultater viser, at lægerne har forskellige holdninger til prioritering af sundhedsydelser, og at disse holdninger afspejler sig i deres patienters kontakter i almen praksis. Læger som udtrykker, at de foretrækker at prioritere patienter i den dårligste sundhedstilstand, har flere kontakter med denne type af patienter.

Prioriteringskriterierne skal række længere ud, hvis patienter i fremtidens sundhedsvæsen skal modtage samme behandling uanset hvilken behandler, de møder
Anne Sophie Oxholm og Dorte Gyrd-Hansen
Forskere, Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Ifølge sundhedslovens paragraf to skal patienter have let og lige adgang til behandling i det danske sundhedsvæsen. Hvis lighed i adgang til sundhedsydelser er et samfundsprincip, er det ikke ønskværdigt, at behandleres personlige holdninger til prioritering afspejler sig i deres patienters adgang til behandling.

De nye danske forskningsresultater understreger således vigtigheden af, at der opstilles flere fælles kriterier for prioriteringer. Dette synes særlig vigtigt fremadrettet, hvor behovet for prioritering forventeligt bliver større.

Oprettelsen af Medicinrådet og Behandlingsrådet og initiativer som ”Vælg klogt” er vigtige skridt på vejen til at sikre en ensartet behandling af patienter på tværs af sundhedsvæsenets aktører.

Men prioriteringskriterierne skal række længere ud, hvis patienter i fremtidens sundhedsvæsen skal modtage samme behandling uanset hvilken behandler, de møder i sundhedsvæsenet.

Mere klare kriterier vil samtidig også kunne gøre de daglige beslutninger lettere for den enkelte behandler.

Politik har aldrig været vigtigere