Gigtforeningen: Hvor er helhedssynet i medicindebatten?
DEBAT: Det er samfundsøkonomisk skadeligt, at regionerne nu vil prioritere økonomiske hensyn over den lægefaglige vurdering, når der fremover skal ordineres medicin. Det mener Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Lise-Lotte Skjoldan
FagdebatredaktørDet er forståeligt, at regionerne også skal tage hensyn til pris. Men det er ubegribeligt, at det politiske system, der forvalter sundhedsvæsenet, har så snævert et perspektiv, og at det alene fokuserer på udgifterne til sygehusmedicinen.
Mette Bryde Lind
Administrerende direktør, Gigtforeningen
Send dit indlæg til [email protected]
Af Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen
Vi står ved en skillevej i det danske sundhedsvæsen. Skal økonomiske hensyn stå over den lægefaglige vurdering, når der ordineres medicin? Eller skal patienten have den medicin, som lægen mener, vil have den bedste effekt?
Hvis det står til Danske Regioner, så er det økonomien, der fremover skal styre den lægefaglige behandling. Det bliver slået endelig fast, når regionerne den 7. april vedtager deres eget forslag om et Medicinråd, der fremover skal agere Højesteret, når der skal vælges mellem forskellige præparater.
Det er forståeligt, at regionerne også skal tage hensyn til pris. Men det er ubegribeligt, at det politiske system, der forvalter sundhedsvæsenet, har så snævert et perspektiv, og at det alene fokuserer på udgifterne til sygehusmedicinen.
Skyder samfundsøkonomien i foden
I Gigtforeningen efterlyser vi et helhedssyn, hvor ikke kun udgifterne har betydning. Alternativet til dyr medicin er jo ikke, at alle penge er sparet. Alternativet er store omkostninger andre steder - både for det enkelte menneske og samfundsøkonomisk.
Medicin er investering i bedre liv og dermed også i færre udgifter på en række punkter.
For få år siden ville for eksempel leddegigt for mange have medført forkrøbling og konstante smerter, et liv på overførselsindkomst og kommunal hjælp til en række hverdagsopgaver. I dag kan et menneske med leddegigt, som er i den rette medicinske behandling, leve en næsten normal tilværelse. Det betyder, at han kan fortsætte på arbejdsmarkedet, betale skat, tage sig af egne børn og i øvrigt ikke trække på de offentlige kasser i form af offentlig forsørgelse.
Alt dette bør tælles med i det samlede regnskab, naturligvis sammen med lægens vurdering af den bedste behandling. Det modsatte - at regionspolitikerne ensidigt vil fokusere på udgifterne – svarer til at skyde hele samfundsøkonomien i foden.