Debat

Glem nu ikke debatten om brugerbetaling

DEBAT: Formanden for tandlægeforeningen mener, at brugerbetalingen rammer skævt. Det er urimeligt, at økonomisk dårligt stillede har ikke råd til den rigtige behandling.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Andersen,
formand for Tandlægeforeningen 

Brugerbetaling inden for sundhedsvæsenet blev et af valgkampens store temaer. De konservative og de radikale foreslog at omlægge brugerbetalingen, Liberal Alliance ønskede mere brugerbetaling, mens SF huggede bremserne i og sagde nej til, at danskerne skal betale mere af egen lomme for ydelser på sundhedsområdet.

I Tandlægeforeningen håber vi, at partierne ikke bare bruger de mange ord om brugerbetaling som valgflæsk. Vi sætter vores lid til, at politikerne også nu - efter valget - har mod nok til at tage en åben og fordomsfri diskussion om, hvor meget det er rimeligt, at patienter selv skal betale for sundhedsydelser.

Reducer uligheden i tandsundhed
På tandlægeområdet kan vi se, at brugerbetalingen rammer skævt. På tandklinikkerne har vi patienter, der uforskyldt har så stort et behov for tandbehandling, at de har svært ved at betale regningen. Der er også patienter, der økonomisk er så dårligt stillet, at de ikke har en chance for at betale for en tidssvarende behandling. Som tilskudsmulighederne er nu, ligger der en stor udfordring i at reducere ulighed i tandsundhed.

Foto:

Mange patienter har store tandproblemer, der skyldes sygdomme, som er opstået andre steder end i mundhulen. Der er også patienter, som fra naturens side har få tænder eller dårlige tænder - og som selv må betale for en væsentlig del af behandlingen. Vi mener, at disse patienter har krav på et større offentligt tilskud. Og dette tilskud skal ikke tages fra den store forebyggende indsats på tandklinikkerne.

Rimelighed i brugerbetalingen
Vi har ikke noget imod brugerbetaling som sådan. Det er vores opfattelse, at brugerbetalingen hos tandlægen motiverer til, at man tager et medansvar for sin egen tandsundhed. Desuden giver brugerbetalingen en større gennemsigtighed. Man kan se på regningen, hvad man har fået udført, og hvad man betaler for.

Men det er helt urimeligt, når folk må betale over 100.000 kr. for behandling af tandsygdomme, som skyldes eksempelvis arvelige sygdomme eller handicap. Og det er urimeligt, at økonomisk og socialt dårligt stillede ikke kan få en tidssvarende behandling. Det håber vi, at Christiansborg-politikerne husker, at de er enige med os i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susanne Andersen

Ejer, Tandlægerne i Slotsarkaderne, fhv. formand, Tandlægeforeningen
cand.odont.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024