Her er hovedpersonernes styrker og svagheder i spillet om OK18

Der har været forholdsvis stille om forhandlingerne om overenskomster i de seneste dage.

Kampen om de offentligt ansattes vilkår er nemlig flyttet til Forligsinstitutionen, og her står parterne til bøder, hvis de udtaler sig offentligt om de konkrete forhandlinger.

Forligsmand Mette Christensen har til og med 3. april til at få parterne til at mødes om en aftale. Hvis hun vurderer, at der er mulighed for at nå et resultat, kan hun udskyde den varslede konflikt i to gange to uger.

Ellers står Danmark over for en konflikt, hvor alt fra sygeplejersker og lærere til læger og embedsfolk i ministerier vil strejke eller blive lockoutet.

Få overblik over nøglepersonerne i spillet om overenskomsterne – deres styrker, svagheder og vigtigste opgaver – mens vi venter på aftale eller konflikt.

Mette Christensen, forligsmand
Forligsmand Mette Christensen er kvinden, der skal få de stridende parter til at mødes om et forlig. En svær opgave, som hun dog har stået over for før. Senest under overenskomstforhandlingerne i 2013. Den tidligere vicepræsident i Sø- og Handelsretten er kendt for at stille store krav til de stridende parter, og på trods af sit rolige og dialogsøgende gemyt, er hun heller ikke bleg for at kaste håndklædet i ringen før tid, hvis der ikke er udsigt til, at der kan opnås et forlig.

Styrker: Den 72-årige Mette Christensen beskrives som en rolig, grundig, realistisk, lyttende og kompetent forligsmand, der også kan være hård, når det gælder. Skal bruge sin erfaring som forligsmand siden 1993 til i Forligsinstitutionen at spotte mulige nye åbninger i forhandlingerne mellem parterne, som ikke har været afsøgt før og kan danne grundlag for et forlig.

Svagheder: Hendes tålmodighed fremhæves af kilder som både en styrke og en svaghed. Her spiller hendes realisme ind. Hun er ikke bleg for at afbryde mæglingen mellem parterne, hvis hun kan se, at det ikke er muligt at nå et forlig. Det skete blandt andet under overenskomstforhandlingerne i 2013, hvor hun allerede droppede at mægle mellem parterne to uger inde i mæglingsperioden. Er der fortsat ikke udsigt til, at parterne kan mødes om et forlig, vil det ikke være urealistisk, at forhandlingerne i Forligsinstitutionen stoppes før tid.

Vigtigste mål: Det kan siges meget enkelt: At få de stridende parter til at indgå et forlig. Vejen til det forlig går gennem en forligsskitse, som forelægges parterne. Det er forligsskitsen, der danner grundlag for det endelige mæglingsforslag, der skal godkendes via urafstemninger hos de faglige organisationer og hos arbejdsgiverne.

Læs hele Altingets portræt af forligsmanden her.

Sophie Løhde (V), innovationsminister og statens forhandler
34-årige Sophie Løhde er ny i OK-gamet som forhandlingsleder i egenskab af sin post som minister for offentlig innovation. Forud for forhandlingerne havde hun dog allerede gjort sig upopulær hos Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), der repræsenterer de statsansatte. Det skete, da hun i december 2016 bakkede op om, at statslige arbejdsgivere kan inddrage fridagene 24. og 31. december samt grundlovsdag, hvis de ikke er indskrevet som fridage i overenskomsten.

Styrker: Sophie Løhde bliver betegnet som meget grundig, flittig og dygtig på sit stofområde. Politisk har hun også medvind, da hun står stærkt i regeringen, hvor hun blandt andet har et godt forhold til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og derfor har en tæt forbindelse til regeringstoppen.

Svagheder: En af udfordringerne for Sophie Løhde er, at hun er ufleksibel og derfor ikke er lydhør over for at give de nødvendige indrømmelser og søge kompromiser. Hun tror for meget på, at hun kan få sine egne ting helt igennem. Grundet sin korte tid som minister er hun også urutineret udi forhandlingsprocessen.

Vigtigste mål: Det vigtigste er så absolut, at det lykkes for hende at få landet en aftale og en ny statslig overenskomst, og at det ikke kommer ud af kontrol for hende. Det er vigtigere, at en aftale falder på plads, end at staten giver sig lidt på nogle af knasterne. Det er en svendeprøve for den unge minister, og hvis det ender i storkonflikt, vil det gøre ondt på staten.

Altinget lavede i november et portræt af regeringens stille reformator, Sophie Løhde. Læs med her.

Flemming Vinther, chefforhandler for de statsansatte
Som repræsentant for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) er den garvede 55-årige fagforeningsmand de statsligt ansattes mand ved forhandlingsbordet. Afdæmpede Vinther er tidligere konstabel i hæren og er i dag formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening. Han stillede op mod Lizette Risgaard som kandidat til formandsposten i LO, men tabte stort. Er blevet skarpere i tonen op til disse OK-forhandlinger, end han har været tidligere.

Styrker: Der bliver talt meget om mistillid mellem parterne, men netop Flemming Vinther nyder stor tillid – både fra sit bagland og fra arbejdsgivernes forhandlere. Han er resultatsøgende og venlig. Og mens han kan fremstå nærmest småkedelig sammenlignet med medievante Dennis Kristensen og Anders Bondo, kan det være en styrke for ham i selve forhandlingerne at være kendt for at være pragmatisk og konsensussøgende frem for at søge omtale i pressen.

Der er mere fælles fodslag i CFU om strategien, end der plejer at være, og det styrker ham. Han har bevist, at han kan lande svære aftaler. Indholdet af de tidligere aftaler har ikke været imponerende, men de økonomiske krisetider undskylder det.

Svagheder: Vinther slæber rundt på en gammel aftale, som belaster ham i de aktuelle forhandlinger. Som forhandler skrev han nemlig i 2015 under på en hensigtserklæring om, at løngabet mellem de offentligt og privat ansatte skal lukkes. Det er den aftale, som statens topforhandler, Sophie Løhde, henviser til, når hun fastholder, at de offentligt ansatte ikke skal have så stor en lønstigning, som Vinther & co. kræver. Hans mindre gennemslagskraft i den brede offentlighed kan gøre det sværere for ham at mobilisere folkelig opbakning.

Vigtigste mål: Flemming Vinther skal lande en lønstigning i en størrelse, så han beviser, at han ikke har lagt sig ned for arbejdsgivernes påstand om, at lønstigningerne hidtil har været for høje i forhold til de privatansattes. Og han skal have en eller anden form for sikring af den betalte frokostpause.

Læs hele Altingets portræt af chefforhandleren her.

Michael Ziegler (K), KL's chefforhandler
KL's topforhandler er for de fleste lærere nok symbolet på den ændring af arbejdstidsreglerne, der blev gennemført i 2013. Den konservative borgmester i Høje-Taastrup Kommune kan siges at være udfordret af den manglende offentlige sympati for sin forhandlingsposition og skal balancere sin rolle som forhandler i KL med sin rolle som borgmester i en kommune, der kan blive ramt af en ny lærerkonflikt.

Styrker: Beskrives i både portrætter og af kilder som analytisk stærk, rolig og pragmatisk anlagt. Derudover styrker det hans position, at han er en garvet borgmester, og at han efterhånden er rutineret i selve forhandlingssystemet.

Svagheder: Kilder peger på, at han er udfordret af den manglende folkelige opbakning. Det fremføres i samme moment, at han er udfordret, når han skal argumentere for, hvad han slås for, og at det kan svække evnen til at vinde den offentlige sympati. Andre kilder peger på, at han ved forhandlingsbordet kan være udfordret af modpartens detaljekendskab på skoleområdet og ikke på samme måde er en detaljens mand som Anders Bondo Christensen. Samtidig kan hans råderum for kompromis være begrænset af den hensyntagen, han skal tage til Finansministeriet.

Vigtigste mål: At lande en aftale. Flere kilder peger på, at han skal løse en dobbeltrolle for at opnå det mål, hvor han på den ene side skal være imødekommende, men samtidig ikke give køb på det, KL opnåede under lærerkonflikten i 2013. Samtidig har han i kraft af sin rolle i KL borgmestrene tæt på og skal forsøge at balancere hensynet til, at disse borgmestre ikke har lyst til endnu en lærerkonflikt.

Anders Bondo Christensen, formand for de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingsfællesskab 
59-årige Anders Bondo blev i særdeleshed et kendt ansigt under lærerkonflikten i 2013, men hans erfaring med overenskomstforhandlinger strækker sig meget længere tilbage end det. Han blev i 2002 formand for Danmarks Lærerforening, og siden 2007 har han repræsenteret kommunalt og regionalt ansatte som formand for KTO, der sidenhen blev til Forhandlingsfællesskabet.

Han er kendt for at hellige forhandlingerne al sin tid, hvilket også betød, at han i 2013 kun nåede at deltage i selve vielsen ved sin egen søns bryllup, før han måtte drage til møde i Forligsinstitutionen.

Styrker: Anders Bondo bliver af flere kilder fremhævet som en kompromissøgende forhandlingspartner, der er meget grundig og vidende, ligesom han er fortrolig med, hvad der er vigtigt for de faggrupper, han repræsenterer. En anden af Bondos styrker er, at han har været rigtig dygtig til at skabe alliancer. Det kommer blandt andet til udtryk i form af den såkaldte musketered i fagbevægelsen, hvor alle faggrupperne har lovet hinanden, at ingen bliver efterladt på perronen uden en aftale, ligesom lærerne gjorde i 2013, da alle andre fagområder var faldet på plads.

Ligeledes har han skabt alliancer på Christiansborg, hvor han har fået et godt forhold til Dansk Folkeparti og partiformand Kristian Thulesen Dahl, ligesom han er lykkedes med at få Radikale og SF til at indrømme, at der ikke må ske en gentagelse af lockouten i 2013.

Svagheder: Han får nogen kritik for at gå for meget op i sin fremtoning udadtil. En anden svaghed er, at han er så kendt for konflikten i 2013, hvilket kan spænde ben for ham i forhandlingerne. Det kan give anledning til usikkerhed blandt lønmodtagerne om, hvorvidt han er mest optaget af sine egne medlemmers – lærernes – interesser. Den svaghed er også en af årsagerne til, at han i efteråret tilbød at trække sig som formand for Forhandlingsfællesskabet.

Selvom han er blevet fremhævet som kompromissøgende, er der også flere af Altingets kilder, der peger på, at han har en tendens til at blive for stædig i forhandlinger.

Vigtigste mål: Anders Bondo kæmper for en genoprejsning efter 2013-konflikten, og et af de vigtigste mål er at få lavet en arbejdstidsaftale for lærerne og få arbejdsgiverne til at anerkende, at det skal være en del af overenskomsten. Derudover har han et mål om at sikre en reallønfremgang for de kommunalt og regionalt ansatte, som han repræsenterer.

Læs Altingets store portræt af lærerformanden, der har løbet 36 maratons og stadig kæmper med såret fra 2013.

Anders Kühnau (S), chefforhandler for Danske Regioner
Anders Kühnau er helt ny regionsrådsformand i Region Midtjylland, hvor han i januar tog over efter den erfarne Bent Hansen, der har været formand siden regionernes dannelse efter strukturreformen i 2007.

Men selvom Anders Kühnau er et forholdsvis ubeskrevet blad, er han ikke helt uerfaren. Han landede i september 2017 en overenskomst med de praktiserende læger efter cirka ti måneders forhandlinger, og det er forhandlinger, der betegnes som nogle af de sværeste, der har været i sundhedsvæsenet de seneste år.

Styrker: Han er en meget vidende person, og han har stort kendskab til sit stofområde, trods sin unge alder på 36 år. Han kommer fra en lægefaglig familie, og han har brugt en del tid på at turnere rundt på Region Midtjyllands sygehuse. Uden for forhandlingslokalet er han også kendt for at være et sympatisk og behageligt bekendtskab.

Svagheder: Men inde i forhandlingslokalet viser han også en af sine svagheder. Han er meget temperamentsfuld. Hvis han er uenig med modparten, kan han godt hidse sig op og tale irettesættende til forhandlerne på den anden side af bordet, hvilket ikke altid er særligt befordrende for forhandlingsklimaet.

Vigtigste mål: Målet er naturligvis, at det lykkes at lande en aftale, der passer inden for regionernes økonomiske ramme. Her er dilemmaet, at højere lønninger kan betyde, at regionerne har færre penge til andre ting.

Da regionerne har ventet på, at der skulle falde en aftale på plads på det statslige område, som de kunne lægge sig op ad, har der ikke været voldsomt meget gang i forhandlingerne, inden de endte i Forligsinstitutionen.

Dansk Sygeplejeråd oplyser, at regionerne ikke nåede at uddybe deres krav i forhandlingerne. Men ifølge sygeplejerskerne lægger Anders Kühnau og Danske Regioner også op til at ændre på reglerne for sygeplejerskernes arbejdsvilkår.

Dennis Kristensen, næstformand i de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingsfællesskab
FOA’s formand siden 2002, Dennis Kristensen, er en erfaren herre i overenskomstforhandlingerne, og han har også meddelt, at denne gang bliver den sidste omgang, før han går på pension. Som repræsentant for 180.000 FOA-medlemmer, hvoraf størstedelen er ansat i det offentlige som sosu-assistenter eller pædagogmedhjælpere, taler han på vegne af en stor andel af lønmodtagerne i forhandlingerne.

Styrker: Dennis Kristensen er en meget modig og utraditionel forhandler, der er rigtig god til at skabe sympati for sin sag i befolkningen. I løbet af overenskomstforhandlingerne er den 65-årige formand ofte tonet frem på skærmen, hvor han har givet sine holdninger til kende og fortalt omverdenen, hvorfor hans medlemmers krav er vigtige. Krav, som han har stor indsigt i og brænder meget for at få ført ud i virkeligheden.

Svagheder: Det er en bagside af medaljen, at han ikke anses lige godt alle steder i fagbevægelsen, fordi han er en anderledes type fagforeningsformand. Han får også kritik for at føre forhandlinger i offentligheden og dele oplysninger med omverdenen, der burde forblive i forhandlingslokalet. For nogle af forhandlingsparterne virker det, som om han forhandler mere i offentligheden frem for at finde løsningerne i det lukkede rum.

Vigtigste mål: At få løftet lønnen for sine medlemmer, særligt for de lavtlønnede sosu-assistenter, hvilket også skal bidrage til mere ligeløn mellem kvinder og mænd.

Grete Christensen, topforhandler for regionale lønmodtagere
60-årige Grete Christensen har været en central spiller i det fagpolitiske spil i næsten halvdelen af sit liv. Hun er selv uddannet sygeplejerske og har repræsenteret sine fagfæller som formand for Dansk Sygeplejeråd siden 2009, hvor hun også blev formand for forhandlingsfællesskabet Sundhedskartellet. En post, hun besad indtil 2014.

Styrker: Ud over sin lange erfaring i fagbevægelsen er Grete Christensens største styrke, at hun som formand for sygeplejerskerne repræsenterer en meget stor gruppe lønmodtagere, der samtidig nyder stor velvilje i befolkningen. Hun bliver betegnet som en ambitiøs formand, der stiller høje krav til sine medarbejdere.

Hun kan i forhandlingerne trække på solid respekt fra både arbejdsgiveren Danske Regioner og statens forhandler, Sophie Løhde, som ifølge Berlingske særligt peger på Grete Christensens professionalisme og engagement. I 2017 kårede mediet Dagens Medicin hende som den 13. mest magtfulde sundhedsaktør i Danmark foran både Dennis Kristensen og forhandlingsmodparten Anders Kühnau.

Svagheder: Trods sin store erfaring er Grete Christensen ikke lykkedes med at slå igennem i den brede offentlighed og blive en kendt repræsentant for sygeplejerskerne, som flere af hendes forgængere på posten ellers er lykkedes med. Og så skal hun ramme en svær balance mellem at italesætte sygeplejerskernes behov, uden at male billedet af arbejdsvilkårene for sort op og dermed gøre det sværere at rekruttere nye sygeplejersker.

Vigtigste mål: Grete Christensen skal have hævet reallønnen for sygeplejerskerne og de øvrige regionalt ansatte. Det bliver ikke mindre vigtigt af, at hun personligt har været særdeles aktiv i kampen for at få lukket løngabet mellem mande- og kvindefag.

Grete Christensen er tilføjet artiklen 19.3.18