Her er sundhedsvæsenets syv økonomiske udfordringer

DEBAT-TEMA: Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra SDU indleder med dette indlæg et tema om de økonomiske udfordringer i sundhedsvæsenet. Indlæggene stammer fra en SDU-konference om emnet.

Anders Leonhard Jensen

Researcher

Studerende i samfundsfag og mediefag på Aalborg Universitet. Researcher på portalerne Altinget | Christiansborg, Altinget | Arbejdsmarked samt Altinget | Miljø.

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor ved Center for forskning i sundhedsøkonomi, SDU

Syv udfordringer
Det danske sundhedsvæsen står over for mindst syv udfordringer. De er her allerede, og der er taget hul på, hvordan man skal håndtere dem, men der er ingen masterplan. Det centrale problem er, om de tiltag, man kan skimte omridsene af, er tilstrækkelige til at håndtere en årrække med nulvækst i sundhedsudgifterne.

De syv udfordringer er i punktform:

1. Den demografiske udvikling, der fører til stigende sundhedsudgifter
2. Den økonomiske krise med lav økonomisk vækst frem mod 2020
3. Tilpasse sig til nul-vækst i sundhedsudgifterne
4. Høste fordelene af sygehusbyggerier til i alt 41 mia. kr.
5. Nye behandlingsmæssige fremskridt, som der skal være ressourcer til at ibrugtage
6. Uudnyttet potentiale i forebyggelse: MEN med effekt på mellemlang og lang sigt
7. Befolkningens forventninger

Fakta

TEMA

COHERE - Center for Sundhedsøkonomisk Forskning på SDU holdt forleden tema-dag om fremtidens økonomiske udfordringer for sundhedsvæsnet.

En del af oplægsholderne til konferencen, der tæller ledende eksperter på området og embedsmænd, vil i den kommende tid skrive indlæg på Altinget.dk på baggrund af deres oplæg.

Læs mere om konferencen her

Flere ældre skaber økonomiske udfordringer
Den demografiske udvikling giver øgede udgifter i social- og sundhedssektoren. Den demografiske udvikling peger ubestrideligt mod en aldrende befolkning og dermed øgede udgifter, fordi forbruget stiger med alderen.

Antallet af 65+-årige stiger med godt 50 procent fra 967.000 i 2012 til knap 1,5 mio. i 2040, hvoraf knap 500.000 vil være over 80 år gamle mod 230.000 i 2012. Middellevetiden øges med fem år frem mod 2040.

For praktiske formål må man i sundhedsvæsenet indstille sig på i bedste fald nulvækst i de kommende år. Det vil være historisk. Selv i perioden 1975-1991 med energikrise og genopretningen af dansk økonomi var den gennemsnitlige årlige vækst på 1,3 procent.
Kjeld Møller Pedersen
Professor ved Center for forskning i sundhedsøkonomi, SDU

I skattefinansierede systemer er der skæbnefællesskab mellem landets økonomisk vækst og væksten i sundhedsudgifterne. Lav eller ingen vækst i bruttonationalproduktet smitter direkte af på sundhedsudgifterne.

Den økonomiske krise har givet nulvækst - og endda fald - i bruttonationalproduktet, BNP. I 2012 faldt BNP med 0,7 procent. Regeringens optimistiske sigtepunkt i VækstplanDK er en gennemsnitlig økonomisk vækst i BNP på mindst to procent årligt frem mod 2020. Når det er optimistisk, skal det ses på baggrund af, at den årlige vækst 2000-2012 var på 1,5 procent.

Hvis alle de planlagte reformer lykkes, og en uspecificeret moderniseringsgevinst på 12 mia. kroner i perioden frem til 2020 bliver realiseret, vil der i bedste fald være plads til en årlig stigning i det samlede offentlige forbrug på 0,4 procent per år frem til 2020.

Sundhedssektoren må indstille sig på nulvækst
Bruger vi nationalregnskabets tal for sundhedsudgifterne, har det årlige fald været på 0,7 procent i inflationskorrigerede priser fra 2009 til 2012.

Den favorisering af sundhedsudgifterne, der fandt sted i perioden 2001 til 2009 med en årlig vækstprocent på 3,1 procent, som lå noget over den øvrige offentlige sektor - og 2,3 procent per år 1992-2000 - er brat ophørt.

For praktiske formål må man i sundhedsvæsenet indstille sig på i bedste fald nulvækst i de kommende år. Det vil være historisk - selv i perioden 1975-1991 med energikrise og genopretningen af dansk økonomi var den gennemsnitlige årlige vækst på 1,3 procent.

Læser man både VækstplanDK fra 2013 og 'Danmark i arbejde' fra 2012 nævnes sundhedsvæsenet stort set ikke.

Finansloven for 2013 var historisk ved, at man direkte fjernede penge fra sundhedsvæsenet. Eksempelvis forblev kun en beskeden del af besparelsen ved at ændre tilskuddet til tandrensning i sundhedsvæsenet. Besparelserne ved at nedsætte tilskuddet til høreapparater forsvandt også ud af sundhedsvæsenet.

Spørgsmålet er, om regionernes gode budgetoverholdelse - endda med uforbrugte midler - frister Folketings-politikerne til at sige: "Jamen, så kan vi jo tilsyneladende godt skære lidt i budgettet?".

Mulige løsningsstrategier
Hvordan skal og kan en nulvækstperiode håndteres? Otte af strategierne er samlet i tabellen.

Øget produktivitet	Hvis sygehusenes produktivitet kan øges yderligere eller blot holdes på det nuværende niveau, skaber det rum til at behandle flere og nye behandlinger. Produktivitetsvæksten har i det sidste tre år været på 4-5 procent. Spørgsmålet er, om det holder i en længere periode. Det interessante bliver, om de øgede produktivitetskrav til de nybyggede eller stærkt renoverede sygehuse kommer til at betyde noget afgørende - om end meget af det først kommer omkring 2018-2020. Presset på det øvrige sundhedsvæsen, inklusiv kommunerne, om at levere og dokumentere produktivitetsvækst vil stige, jævnfør den løbende debat om de praktiserende lægers overenskomst.
Kvalitetsstrategi	Meget kvalitetsarbejde, eksempelvis reduktion af infektioner og medicingeringsfejl og utilsigtede fejl i øvrigt, kan medføre besparelser. Meget tyder på, at god kvalitet forstået som evidensbaserede, kliniske retningslinjer medfører mindre ressourceforbrug og, i modsætning til hvad mange ofte tror, går hånd-i-hånd med produktivitetsstigninger.
Hårdere prioritering: Indikationsprioritering Mindske behandlingsintensitet	Fravalg af dyr medicin med beskeden effekt samt kritisk gennemgang af indikationer for væsentlige behandlingsområder, jævnfør tilskudsgennemgangen i Tilskudsnævnet. Ændring af indikationerne for en række behandlinger fører til et fald i antal behandlinger som illustreret ved fedme-og rygoperationer. Der er også fokus på behandlingsintensiteten per patient. Hvor stor en vækst per behandlet patient er faglig og økonomisk rimelig, for eksempel antal ambulatoriekontroller eller kontroller hos praktiserende læge? De annoncerede ændringer i kontrolforløb for kræftopererede patienter illustrerer denne tilgang.
Kommune/region-arbejdsfordelingen	Kan kommunerne aflaste det regionale sundhedsvæsen og give nettobesparelser? Dette er jo grundtanken i kommunernes nye rolle på sundhedsområdet. Det er endnu for tidligt at fælde dom over graden af aflastning som for eksempel reduktion af genindlæggelser, subsidiært graden af serviceudvidelse. Det er åbenbart, at dette vil være et fokusområde i de kommende år. Fokus skal ubetinget være på, om der sker en reel substitution og dermed en samlet besparelse i sundhedsudgifterne.
Øget egenomsorg, forebyggelse og telemedicin	Kronikergruppen vil vokse eksplosivt. Øget egenomsorg og telemedicin kan være en del af en omkostningsbesparende strategi, men fordrer omhu med hensyn til evidens for effekt. Der udstedes mange løfter om mulighederne i telemedicin. Det er mere sparsomt med dokumentationen heraf.
Øget privatisering	Dette er ikke per definition omkostningsbesparende løsninger, men en åben og afprøvende holdning til ændret arbejdsdeling og bedre samarbejde kan være én af mulighederne.
Forventningsstyring: Færre løfter og garantier	Dette er en politisk opgave. Politikere - især på Christiansborg - skal afgive færre løfter og garantier og skabe forståelse for de historisk stramme økonomiske rammer og konsekvenserne heraf.
Budgetloven	Folketinget vedtog i juni 2012 budgetloven i medfør af en EU-beslutning. Loven har til formål at sikre balance eller overskud på de samlede offentlige finanser og en hensigtsmæssig udgiftsstyring i stat, kommuner og regioner. For regionerne fastsættes der et udgiftsloft, som består af to særskilte dellofter for henholdsvis sundhedsområdet og de regionale udviklingsopgaver. Alt andet lige vil budgetloven gøre den økonomiske styring af sundhedsvæsenet endnu strammere, og koblingen til landets samlede økonomiske situation vil blive endnu tydeligere.