Hjerteforeningen: Sådan bør ulighed i lægedækning og økonomisk kassetænkning løses med sundhedsreformen

Det skal være slut med, at læger og andet sundhedspersonale kun er tilknyttet ét hospital. Herudover er der nødt til kun at være én pengekasse på sundhedsområdet, hvis patienterne skal opleve bedre sammenhæng, skriver Anne Kaltoft.

Selvom Danmark er et lille land, er der desværre store forskelle på, hvilken behandlingskvalitet man kan få. De knappe ressourcer i sundhedsvæsenet, og dermed også kompetencerne, er ganske enkelt skævt fordelt, skriver Anne Kaltoft.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Anne Kaltoft

Adm. direktør, Hjerteforeningen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Spændingen stiger, og det føles lidt, som om det er dagen før dagen. Snart kommer Sundhedsstrukturkommissionen med sine anbefalinger til modeller, man fremadrettet kan indrette sundhedsvæsenet efter, og senere på året forventer regeringen så at kunne præsentere sit bud på en sundhedsreform.

Det kræver ikke mange sekunders gennemtrawling af medierne at finde problematiske sager fra hospitalsgangene, hvor patienter er blevet tabt mellem stole, og hvor patientorganisationer som vores har modtaget henvendelser fra utrygge patienter, som føler sig efterladt i systemet.

Man bliver nødt til at gøre op med nogle af de grundlæggende tanker om personalets eksklusive tilhørsforhold til enkelte matrikler.
Anne Kaltoft
Adm. direktør, Hjerteforeningen

Der er ganske enkelt brug for at gøre mange ting fundamentalt anderledes i vores sundhedsvæsen, som mangler sammenhæng.

Sammenhængen er nemlig helt essentiel, når vi ved, at danskerne lever længere, og den øgede levetid samtidig medfører en ny virkelighed, hvor langt flere kommer til at leve et liv med kronisk sygdom.

Dagens sundhedsvæsen er ikke gearet til at håndtere patienter med flere kroniske sygdomme på én gang, og især ved sektorovergangene er der problemer. Allerede nu er fire ud af ti danskere multisyge, og når det kommer til hjertepatienterne, er det faktisk to ud af tre, der har mindst en anden sygdom.

Derfor er der helt grundlæggende behov for, at der systematisk indarbejdes en langt mere helhedsorienteret, tværfaglig og ikke mindst individualiseret tilgang til patienternes forløb.

Fordeling af ressourcer

Selvom Danmark er et lille land, er der desværre store forskelle på, hvilken behandlingskvalitet man kan få, afhængigt af hvor man har slået teltpælene ned. De knappe ressourcer i sundhedsvæsenet, og dermed også kompetencerne, er ganske enkelt skævt fordelt.

På hjerteområdet skyldes det i høj grad, at der er en enorm forskel på, hvor mange hjertelæger og -sygeplejersker der arbejder rundtom i landet.

Tag Region Sjælland som eksempel.

Når en hjertelæge i regionen dækker 16 patienter, dækker kollegaen i Region Hovedstaden kun 10. Det skyldes, at der forholdsmæssigt er 63 procent flere borgere med hjertesygdom i Region Sjælland, og samtidig er der særdeles store rekrutteringsudfordringer af det nødvendige personale.

Det kan måske gå an i en kort periode, men over tid vil det føre til forskelle i behandlingskvaliteten. Uvægerligt vil det føre til fejl og utryghed. Det er dog ikke personalets skyld. De gør alt, hvad de kan. Problemet er strukturelt.

Læs også

Onsdag tegnede Mette Frederiksen de første konturer af sundhedsreformen. Og det handler om de praktiserende læger

Hvis Sundhedsstrukturkommissionen og politikerne skal have nogen som helst reel chance for at imødegå og gøre op med den geografiske ulighed i sundhedsvæsenet, bliver man nødt til at gøre op med nogle af de grundlæggende tanker om personalets eksklusive tilhørsforhold til enkelte matrikler.

I stedet for at være tilknyttet ét enkelt sygehus bør sundhedspersonalet i højere grad være tilknyttet et geografisk område. Vi skal fordele ressourcerne og sammen løfte i flok, hvis vi skal kunne gøre op med uligheden i sundhedsvæsenet.

Et godt liv med sygdom

Fremskrivninger viser en stigning på 33 procent alene i forekomsten af hjerte-kar-sygdom frem mod 2050.

Dertil ved vi, at hjerte-kar-sygdom rammer socialt skævt, hvorfor en stor andel af dem, som får hjerte-kar-sygdom, kan have mere brug for hjælp end andre.

Faktisk har mænd og kvinder med en grundskoleuddannelse henholdsvis 41 og 71 procent højere risiko for at få en hjerte-kar-sygdom, end hvis man sammenligner med deres jævnaldrende med en lang videregående uddannelse.

Derfor må og skal rammerne for et liv med (hjerte)sygdom forbedres markant.

De fleste borgere er ligeglade med, hvilken kasse der har ansvaret. De vil bare have et rimeligt og retfærdigt forløb.
Anne Kaltoft
Adm. direktør, Hjerteforeningen

Som det er i dag, er der tusindvis af patienter, der ikke får den rehabilitering, som kan være så væsentlig for det liv, de skal leve med sygdommen. For hjertepatienter er det kun godt 47 procent, der deltager i en form for rehabilitering, efter de er blevet syge. Til sammenligning er den nationale målsætning, at 70 procent skal deltage.

Årsagerne kan være flere, men mange snubler uomtvisteligt i det bureaukrati, der findes i overgangen mellem sygehus og det nære sundhedsvæsen. Et bud på en løsning kunne være, at det samlede forløb på tværs af aktører i sundhedsvæsenet skulle finansieres fra den samme kasse.

Én finansieringskilde

De fleste borgere er ligeglade med, hvilken kasse der har ansvaret. De vil bare have et rimeligt og retfærdigt forløb. De vil have, at nogle har det samlede ansvar, og at de ikke bliver tabt mellem forskellige sektorer.

Med én finansieringskilde har alle aktører i sundhedsvæsenet den samme interesse i at sende patienten rettidigt videre og skabe et optimalt forløb for patienten. Det vil give et klarere og mere bindende fællesansvar for sundhedsaktørerne, som med stor sandsynlighed vil medføre et løft af sundheden i hele det område, de dækker.

Der er nok, der skal gøres.

Mit håb er, at Sundhedsstrukturkommissionen – og efterfølgende politikerne – tør tage fat om nældens rod og for alvor tage ansvar for, at der bliver skabt en sammenhæng for patienterne på tværs af almen praksis, hospitaler og kommunale sundhedsbud.

Men også formår at træffe beslutninger, der sikrer, at sundhedsvæsenet kommer til at hænge sammen over hele landet, og at fordelingen af de vigtige ressourcer rent faktisk kommer til at afspejle den reelle sundheds- og sygdomsbyrde.

For uden fokus på kvalitet og sammenhæng kan det egentlig være tæt på ligegyldigt med en ny struktur.

Politik har aldrig været vigtigere