Invester i sundhed - det betaler sig

Af Finn Diderichsen
Professor i forebyggelse ved Københavns Universitet

Regeringen har blikket stift rettet på økonomien. Det kan man næppe fortænke dem i. At skabe de bedste forudsætninger for at alle kan yde sit bidrag til samfundet, og sikre at de fælles midler bruges så effektivt som muligt er vigtigt - i særdeleshed i en velfærdsstat, som både skal imødekomme en stigende efterspørgsel på ydelser fra den brede befolkning, men
også skal være der for dem, som mest behøver det og ikke altid er så gode til at efterspørge det.

Regeringens blinde plet 
Men spørgsmålet er, om ikke regeringen har en og anden blind plet i sit skarpe blik.
Præsentationen af ugens kontanthjælpsreform "Alle kan gøre nytte" illustrerer det. Her nævnes ordet uddannelse ikke mindre end 100 gange så ofte som ordet sundhed.

Men problemet er jo, at kontanthjælpsmodtagere har en voldsom oversygelighed sammenlignet med befolkningen, som er i arbejde. Mangedoblet risiko for psykiske lidelser og meget højere forekomst af lidelser i bevægeapparat, hjerte og kar m.m. Det er på ingen måde et nyt fænomen, selvom det er blevet mere udtalt med årene.

Præsentationen af ugens kontanthjælpsreform "Alle kan gøre nytte" illustrerer det. Her nævnes ordet uddannelse ikke mindre end 100 gange så ofte som ordet sundhed. Men problemet er jo, at kontanthjælpsmodtagere har en voldsom oversygelighed.

Finn Diderichsen
Professor i forebyggelse, Københavns Universitet

Forkerte prioriteringer
Men det er, som om det har været usynligt, for prioriteringerne i sundhedsvæsnet har bevæget sig i modsat retning. I 00'erne steg bevillingerne til akutsygehusene med 40 procent, mens de dele af sundhedsvæsnet, som her er kritiske - i særdeleshed psykiatrien og den kommunale rehabilitering - kun voksede med 15 procent. Og netop behandlingen af de to sygdomsgrupper, som dominerer billedet her - psykiske lidelser og smerter i bevægeapparat - er udsat for en høj brugerbetaling til psykologer og fysioterapeuter.

Det er ikke overraskende, at det i meget højere grad er folk med gode indkomster, som bruger disse ydelser, men dermed har man gjort det sværere for dem, som mest behøver dem. Nogen vil måske påpege, at det slet ikke er billigt at hjælpe mennesker med disse lidelser, når
det er kommet så langt, så de er på vej til at forlade arbejdsmarkedet.  

Men holder vi fast i præmissen om det økonomiske blik, så skal der satses på det, som giver mest sundhed for pengene. Også fordi en sådan investering, præcis ligeså meget som uddannelse, kan øge befolkningens arbejdsevne.

Jeg synes ikke, jeg ser mange tegn til, at al den viden, som findes om det Verdensbanken for 20 år siden kaldte "investering i sundhed", bruges.

Koncentrerer vi os for et øjeblik om de forebyggende indsatser, som er en anden af regeringens udtalte prioriteringer, så ved vi ret meget allerede - fx kom en stor international forskergruppe i Australien for nylig med en oversigt over, hvad den videnskabelige litteratur siger om omkostningseffektiviteten af 150 forebyggende indsatser regnet i antal redede leveår per investeret krone - leveår som ellers ville gå tabt i for tidlig død og langvarig nedsat funktionsevne og livskvalitet (såkaldte DALYs).

Læs oversigten her (eksternt link):

Og det er læsningen, som ikke kun kan glæde en minister for forebyggelse og sundhed men også en finansminister.

Penge at spare
Efter at have frasorteret de indsatser, som, man ikke er nogenlunde sikker på, virker, deler forskerne indsatserne op i dem, som er omkostningsbesparende, dem, som er meget omkostningseffektive (koster mindre end 60.000 kr. per DALY), og som er omkostningseffektive (60.000-300.000 kr. per DALY), og så en hel del, som ikke er omkostningseffektive.

Regnestykket baseres på omkostninger for sundhedsvæsen og borger ved at få indsatsen udført, fratrukket de besparelser, som vil kunne hentes i sundhedsvæsnet for sygdomme og skader, som forebygges. De har ikke medtaget de besparelser, som vil kunne findes ved mindre udgifter til overførselsindkomster, men man har til gengæld medtaget de omkostninger, som opstår i sundhedsvæsnet ved, at mennesker, når et tidligt dødsfald forebygges, da bliver ældre og dermed har øget risiko for at få andre sygdomme senere. Alt diskonteres med 3 procent per år.

Nogle eksempler:

• Stop for alkoholreklamer, lovgivning om mindre salt i færdigmad, højere alkohol og tobaksafgifter, aktiv indsats efter selvmordsforsøg, brug af skridttællere - er alle
  eksempler på tiltag, som faktisk kan være omkostningsbesparende, dvs. interventionsudgifterne er mindre end besparelsen i sundhedsudgifterne.
  
• Kort motiverende samtale om tobak og alkohol hos de praktiserende læger, behandling med de patentfri lægemidler mod forhøjet blodtryk og blodfedt, tidlig indsats mod depression hos unge og forældrerådgvining er alle indsatser, som er yderst omkostningseffektive, dvs. de koster mindre end 60.000 kr. per forebygget DALY.
  
• Øget alkoholkontrol i trafikken, HPV-vaccination af unge piger, screening og behandling af uopdaget forstadie til diabetes er eksempler fra en lang liste af indsatser, som koster mindre end 300.000 kr. per reddet leveår (dvs. ca. BNP per indbygger), hvilket er den internationalt brugte grænse for omkostningseffektive sundhedsinvesteringer.

Det siges, at Finansministeriet i sit makropolitiske center har en vidunderlig "DREAM-model", som beregner omkostninger og effekter for alle mulige politiske tiltag. Gad vist, om der er noget om sundhed i den maskine?