Jesper Fisker: Hvis ikke man får patienterne på banen, lykkes sundhedsreformen ikke

Helt lavpraktisk er det oplagt at inkludere patienterne i de 17 nye sundhedsråd, eksempelvis ved at give dem observatørstatus, så de har mulighed for at komme med input og råd og offentligt udtrykke holdninger til rådenes arbejde.

Kræftpatienter såvel som andre patienter med somatiske og psykiske lidelser skal være repræsenteret for at sikre, at deres behov og erfaringer indgår i beslutningerne. 

Fokus på det nære sundhedsvæsen 

Lad mig minde om den vigtige baggrund for regeringens udspil: Vi har grundlæggende et godt sundhedsvæsen i Danmark, og de sidste 20 år har budt på store fremskridt, især på hospitalerne. Behandlingen er forbedret, og man er blevet mere effektive i måden at organisere sig på.  

Men det nære sundhedsvæsen er blevet overset. Det er ikke længere nok at fokusere på hospitalerne. Vi har brug for at styrke det sundhedsvæsen, der ligger udenfor sygehusene - i tæt samarbejde med dem.

Det er afgørende for, at vi kan håndtere det stigende antal ældre og kronisk syge patienter. 

Flere af de prioriteter, som vi lagde vægt på i Sundhedsstrukturkommissionen i vores seks tværgående anbefalinger, er afspejlet i regeringens plan. Jeg genkender elementer som digitalisering, bedre sammenhæng mellem psykiatri og somatik, en national sundhedsplan og en reform af praksisområdet. 

Forslaget om 17 sundhedsråd er en vigtig nyskabelse og rigtig godt tænkt af regeringen. Sundhedsrådene kan blive en central motor i udviklingen af det nære sundhedsvæsen og kan sikre bedre samarbejde mellem kommuner og regioner.  

Sundhedsrådene får både formel beslutningskraft og økonomiske ressourcer – noget de tidligere klynger manglede. Det kan give den nødvendige gennemslagskraft.

Der er lagt op til, at kommuner og regioner skal sidde forpligtende sammen omkring bordet i rådene. Det vil stille dem fælles til ansvar for reelt at skabe en forandring og styrke det nære sundhedsvæsen. 

Vigtige pakker 

Også som administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse er jeg positiv over regeringsudspillet.

Som vores formand Helen Bernt Andersen har udtryk det: ’Hvis udspillet realiseres, kan kræftpatienter forvente et sundhedsvæsen med mindre ulighed og bedre sammenhæng’.  

Kræftområdet har om noget mærket de sidste to årtiers fremskridt på sygehusene.

Forbedrede behandlinger og en mere effektiv organisering har resulteret i, at langt flere overlever kræft. Kræftpakkerne spiller også en afgørende rolle. Deres succes har nu ført til, at regeringen som led i sit udspil vil udvide pakke-konceptet til kroniske sygdomme som KOL og gigt.  

Har kræftpatienterne overhovedet brug for mere – kunne man måske spørge?   

Hvis vi spurgte kræftpatienterne, er jeg sikker på, at mange ville svare, at de er dybt afhængige af det nære sundhedsvæsen, men at det desværre ikke fungerer godt nok. 

Tilstrækkelig hjælp

Det med at falde mellem to stole i sektorovergangene i sundhedsvæsenet – det kender kræftpatienter også til. Vi ved fra patientundersøgelser, at mange føler sig efterladt, når de afsluttes på hospitalet og har brug for støtte til eksempelvis senfølger.  

Vores seneste ’Barometerundersøgelse’ med svar fra over 3.000 patienter viser, at syv ud af ti oplever én eller flere senfølger efter et kræftforløb. Hos nogen i en grad, der er invaliderende. Desværre er det ikke alle, der mener, at de har fået tilstrækkelig hjælp. 

I øvrigt vil et stigende antal få diagnosen kræft i de kommende år, fordi befolkningen bliver ældre. Langt de fleste kræfttilfælde opdages efter et besøg hos den praktiserende læge, så også for mennesker med kræft er det afgørende med en ordentlig lægedækning – hvilket regeringen nu meget vil sikre med en ny lægereform, der vitterligt er en reform i reformen.  

Uanset sygdom er der ingen tvivl om, at meget behandling og mange kontroller i fremtiden vil foregå i eget hjem. Så hele den medicinske og faglige udvikling på kræftområdet tilsiger også, at netop det, reformen adresserer, bliver gennemført.

Blot er det vigtigt, at den højt specialiserede kræftbehandling på sygehusene skal bevare den høje kvalitet, ligesom sygehusene stadig skal stå for den specialiserede behandling af andre alvorligt syge. 

Tager fem til ti år 

At gennemføre en reform vil kræve en massiv indsats og tage tid. Der er brug for grundige og gennemarbejdede planer, og vi må ikke forventer hurtige resultater overalt. Vi kigger på fem til ti år, før vi ser de fulde effekter af forandringerne.

Jeg er optimistisk og glæder mig til at bidrage til processen - hvilket Dylan uden tvivl kunne formuleret med større schwung.   

I den gode, gamle ’The Times They Are A-Changin’ opfordrer han magthaverne til ikke at blokere for forandringer. Ingen kan beskylde regeringen for at blokere for forandringer I sundhedsvæsenet. Nu håber jeg bare, at patienterne inviteres med i processen.