Kjærs talepapir til samråd om "Multivitaminjuice"

Det hele begynder, da en importør søger om tilladelse til at markedsføre en juice, tilsat vitaminer.

I overensstemmelse med den procedure, vi har etableret efter EF-dommen sidste år gennemførte Danmarks Fødevareforskning en risikovurdering af juicen: Konklusionen var, at juicen var helt og aldeles ufarlig . På den baggrund gav Fødevaredirektoratet tilladelse til, at juicen kunne sælges i Dan-mark.

Men Fødevaredirektoratet krævede samtidig som vilkår for til-ladelsen, at importøren ændrede navnet på juicen. Juicen måtte ikke kaldes ”multivitamin juice”.

Direktoratet begrundede sin afgørelse med, at fødevareloven ikke tillod ”mærkning med, at en fødevare ved tilsætning af vitaminer og mineraler har opnået en øget eller særlig nærings-værdi”.

Importøren klagede herefter til departementet, og i sin klage henviste han til, at juicen kunne markedsføres under navnet ”multivitamin juice” i andre EU-lande.

Som det er udvalget bekendt omgjorde departementet direktora-tets afgørelse.

Lad mig derfor gennemgå det juridiske i sagen:

I EU-retten er det sådan, at en mærknings- eller reklameregel er en teknisk handelshindring, hvis den kan begrænse afsætningen af varer og dermed importen af varer fra andre EU-lande.

Sådanne tekniske handelshindringer er kun lovlige efter EU-retten, hvis de forfølger et beskyttelsesværdigt formål – som for eksempel folkesundheden. Og de må ikke være mere vidtgående end absolut nødvendigt for at opnå dette formål.

Som nævnt tabte Danmark sidste efterår en sag ved EF-domstolen om tilsætning af vitaminer og mineraler til fødevarer. Domstolen udtalte, at en regel eller praksis er for vidtgående, hvis den betyder et automatisk forbud. Domstolen krævede, at der i hvert enkelt tilfælde undersøges, om der er en trussel for det formål, man vil beskytte.

Ifølge dommen må Danmark godt inddrage forsig-tighedsprincippet og lægge vægt på videnskabelig usikkerhed. Men det skal altså ske fra sag til sag.

EF-domstolen fandt med andre ord, at man godt kunne beskytte forbrugerne uden at have et så vidtgående forbud mod stort set al form for berigelse, som Danmark havde.

Dommen har betydet, at Danmark efterfølgende i hvert enkelt sag har måttet foretage en konkret risikovurdering af, om en påtænkt tilsætning af vitaminer eller mineraler kan betyde fare for sundheden.

Og i dag er det derfor sådan, at vi tillader berigede varer, som er ufarlige; mens vi forbyder markedsføring af produkter, som kan føre til risiko for sundheden. Senest har vores afslag på en række ansøgninger fra Kellogs vakt en del opmærksomhed.

I sagen med Kellogs var der konkret tale om sundhedsskadelig tilsætning af næringsstoffer.

I modsætning hertil vil jeg godt slå fast med syvtommersøm, at den juice vi taler om er helt og aldeles ufarlig.

Det følger af EU-reglerne og af dommen, at hvis en vare lovligt kan indføres og omsættes, så kan vi ikke uden videre bestemme, at den ikke må bære sit navn.

Vi kan ikke først godkende tilsætningen af vitaminerne fordi de er ufarlige, og derefter under påberåbelse af sundhedshensynet forbyde, at importøren skriver på produktet at vitaminerne er tilsat.

Dommen siger, at de danske regler hindrer samhandlen med fødevarer, tilsat vitaminer og mineraler, fordi Danmark ikke tillader fødevarer med tilsatte vitaminer og mineraler, som lovligt kan markedsføres i øvrige EU-lande.

Med andre ord har Danmark tilsidesat sine forpligtelser i forhold til traktatens almindelige regler om varernes fri bevægelighed ved at man systematisk forbød markedsføringen af alle fødevarer tilsat vitaminer og mineraler.

Men det følger også af domstolens faste praksis, at krav om mærkning, præsentation og emballage udgør en teknisk han-delshindring, der er forbudt, medmindre kravet kan begrundes i et tvingende alment hensyn som eksempelvis den offentlige sundhed.

Et forbud mod anprisning ville i realiteten være en omgåelse af dommen. Og det ville domstolen naturligvis ikke acceptere.

EU-retten er helt klar. Justitsministeriet, som også har været hørt i sagen, mener oven i købet, at vi ikke havde behøvet at gå ind i traktaten for at komme til det resultat. Justitsministeriet har tilkendegivet, at det allerede følger af mærkningsdirektivet, at Fødevaredirektoratets afgørelse var i strid med EU-retten.

Vi må slå fast, at reglen i fødevarelovens § 20, stk. 1, nr. 4 ophørte med at eksistere i sin daværende fortolkning med EF-dommen.

Fremover skal vi i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af om en mærkning er ulovlig.

Jeg vil gerne understrege, at vi fortsat kan forbyde anprisning, der er vildledende, eller som skaber bekymring hos forbrugerne for deres helbred eller spiller på en sådan bekymring.

Men vi kan ikke længere automatisk afvise enhver anprisning af tilsatte vitaminer eller mineraler!

Nu kan man så mene, at det her bygger på nogle juristers vurderinger, som kan være behæftet med tvivl, og at det alt sammen i det hele taget er meget usikkert. Og hvis retstilstanden ikke er helt sikker, kunne man jo vente til Kommissionen kommer efter os.

Hertil er at sige, at retstilstanden ikke er usikker. Sagen har både været behandlet af juristerne i Familie- og Forbrugerministeriets fagkontor, og af juristerne i Fødevareministeriets juridiske kontor. De er alle kommet til samme konklusion: Importøren havde ret.

Justitsministeriet, som har et tværgående EU-specialkontor har også været hørt i sagen, ikke mindst for at vurdere forholdet mellem EU-retten og national ret. Også Justitsministeriet er enig i, at den afgørelse som er truffet er den eneste lovlige.

Alle er de kommet til samme klare konklusion: Der er intet at komme efter.

Justitsministeriet har udarbejdet et notat om sagen. I notatet skriver Justitsministeriet, at de danske fødevaremyndigheder ikke først kan finde at produktet ikke indebærer nogen sundhedsrisiko, og derefter kan begrunde et afslag på at benævne produktet ”multivitamin juice” med hensynet til at beskytte den offentlige sundhed.

Justitsministeriet finder heller ikke, at myndighederne kan forbyde navnet med henvisning til forbrugerbeskyttelse. Der er ikke tale om vildledning. Justitsministeriet fastslår, at produktet ”multivitamin juice” skal tillades.

Jeg har taget Justitsministeriets notat med og jeg vil gerne om-dele det til udvalgets orientering.

Hvis jeg havde valgt ikke at følge de råd, som jeg modtog fra departementets embedsmænd, ville jeg ikke alene have handlet i strid med EU-retten og dermed i strid med gældende dansk ret. Jeg ville også have tilsidesat en dansk borgers klare rettig-heder.

Det ville have været forkert, og det ville have været i strid med ministeransvarlighedsloven.

Det forholder sig altså sådan, at toget kørte fra perronen i september 2003.

Det kan man selvfølgelig ærgre sig over, men jeg synes, at tiden må være inde til at stoppe diskussionen om jura. Jeg vil gerne se på det fremadrettede og indbyde til politisk samarbejde om vores fremtidige kurs.

Efter min mening må vi kaste al vor energi ind i at få forhandlet bedre EU-regler i forbindelse med de forhandlinger, der foregår her i efteråret om vedtagelse af fælles EU- forordninger om både næringsstoftilsætning og om anprisninger.

Danmark deltager ihærdigt i forhandlingerne og vi har indtil nu sat aktivt præg på debatten i arbejdsgruppen.

Ud fra et dansk synspunkt lægger vi afgørende vægt på, at regler om berigelse og anprisninger ikke strider mod anerkendte ernæringsprincipper og vejledning om sund kost.

Vi er klart modstandere af, at usunde fødevarer som for eksem-pel slik, chips, kager og sodavand peppes op via tilsætning af næringsstoffer og anprisninger.

På den baggrund har jeg skrevet til min hollandske ministerkol-lega i EU og understeget vigtigheden af, at ernæringsaspektet inddrages i forhandlingerne. Ikke mindst i lyset af den foruroli-gende udvikling i fedme. Jeg har i brevet understreget, at det er væsentligt at forhindre, at usunde fødevarer får tillagt et skær af lødighed via berigelse og anprisninger.

Jeg har også inviteret de danske Europaparlamentsmedlemmer til et møde med henblik på at drøfte, hvordan de kan bidrage til at styrke de danske holdninger i EU.

Og endelig har Forbrugerrådet under et møde med mig tilken-degivet, at rådet vil gøre sit yderste for at fremme danske synspunkter og interesser i denne sag. Vi har derfor aftalt, at Forbrugerrådet griber fat i sine søsterorganisationer i de andre EU-lande for at udøve maksimal indflydelse ad den vej – dels i forhold til politikere i andre EU-lande dels i forhold til EU-parlamentet.

Vi vil i EU-regi fastholde, at der skal ligge en risikovurdering til grund for markedsføring af berigede produkter. Den nye danske model, som er udformet i overensstemmelse med EF-dommen, vil være udgangspunktet. Det vil sige, at vi ikke blot vurderer, om den konkrete tilsætning isoleret set giver pro-blemer, men også om tilsætningen som del af den samlede sum af stoffer, som vi indtager, kan gå hen og blive problematisk. Jeg vurderer, at vi har gode muligheder for at opnå enighed om en sådan model for risikovurdering.

Når vi taler om sundhedsanprisninger, må vi fastholde, at det er vigtigt at få fastsat kriterier for, hvilke grupper af fødevarer, der kan tillades anprist.

Sundhedsanprisninger skal være i overensstemmelse med aner-kendte ernæringsgrundsætninger. Og effekt og sikkerhed skal kunne dokumenteres.

Vi vil også arbejde for, at vi får indført ernæringsprofiler sådan at vi kun tillader at bestemte produktgrupper beriges. I den forbindelse kan jeg orientere om, at Sverige har stillet forslag om at udarbejde en liste over fødevarer, der ikke må beriges – som f.eks. slik og sodavand. Der er altså andre end Danmark som tænker i disse baner. Jeg vil derfor se på hvilke muligheder der eksisterer for at samle flertal om forslag, der kan imødekomme vor holdning om, at underlødige produkter ikke bør beriges med henblik på få dem til at fremstå som mere lødige.

Jeg håber, at forhandlingerne i EU vil lede til regler, der beskyt-ter forbrugerne, og som samtidig er mere overskuelige og logi-ske, end dem der findes i dag.

For der er hårdt brug for klare, fælles regler på EU-niveau.

Der er brug for, at alle gode kræfter arbejder sammen om, hvor-dan vi i størst muligt omfang kan fremme danske interesser på det her område.

Fra dansk side har vi længe haft stærke holdninger om berigelse og anprisning. Og vi er i front, når det gælder hvordan vi gennemfører risikovurdering af berigede fødevarer.

Men vi har måske ikke haft tilstrækkeligt fokus på den virkelighed, der findes på den anden side af vore grænser. Vi har derfor ikke i tide gjort vor indflydelse gældende i Europa.

Jeg vil derfor sætte øget fokus på berigelse og anprisning, og på forhandlingerne i EU. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at fremme danske ernæringspolitiske interesser i forhandlingerne."