Læge: Så regeringen en sten eller en ulv, da coronapandemien ramte?

Af Mike Barnkob
Læge og forsker på Odense Universitetshospital

Coronapandemien blev bekæmpet med beslutninger og love af et omfang ikke set siden Anden Verdenskrig. Nu skal et fempersonersudvalg, ledt af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, evaluere det sundhedsfaglige fundament.

Ekspertudvalget får ikke svært ved at vælge emner: Hvorfor blev brugen af masker frarådt? Hvorfor indførte man ikke kontaktopsporing tidligere? Skulle vi have lukket landet mere ned? Og omvendt: Havde en svenskinspireret "flokimmunitetsstrategi" været bedre? Var forsamlingsforbuddet nødvendigt?

Vi forventer, at store beslutninger hviler på et fundament af faglighed. I det lys er det fornuftigt, at Folketingets beslutninger nu skal vægtes. Alligevel bliver det ikke en let opgave, som landets ypperste eksperter nu skal løse.

Tag grænselukning. Både WHO og de danske sundhedsmyndigheder vidste, at det ikke virkede: "Grænselukning var ikke i vores katalog. Det er blandt andet, fordi der er ret beskeden dokumentation for, at det er effektivt", sagde Søren Brostrøm i marts.

Viden kræver tre ting
Men at vide noget er en sjov størrelse. Det kræver – lidt firkantet skrevet – tre ting: At noget rent faktisk er sandt, at én person tror, at det er sandt, og endelig, at der er en god grund til at mene, at det er sandt.

Forhåbentlig kan ekspertgruppen få kommunikeret, at viden ikke altid er en definitiv størrelse. Vi bliver klogere, og det er i virkeligheden grunden til, at forskning har virket så godt i over 200 år.

Mike Barnkob
Læge og forsker på Odense Universitetshospital

Forskning går i høj grad ud på at etablere den "gode grund" og er ofte succesfuld, fordi der er en metodisk og åben tilgang til, hvordan den opnås. Viden opstår ikke gennem særlig åndelige indsigt, men gennem metoder, som andre kan kopiere og efterprøve.

Grænselukninger havde ikke virket mod andre virus før, og modeller viste, at det ikke ville hindre andre luftvejsvirus i at spredes. Ergo: Vi ved, at grænselukning ikke virker.

Men nu valgte en række lande alligevel at lukke deres grænser. Og hov, så skete der noget: Ny data og forskning viser nu pludselig, at grænselukninger faktisk kan gøre en forskel. Vi har lært noget.

Fagpersoner kan tage fejl
Det bør ikke overraske os, at fagpersoner kan tage fejl. Medicinsk forskning er fyldt med historier om hybris. Hvad man ved, som er effektivt den ene dag, ved man ikke virker den næste.

Alle læger vidste for eksempel, at stress var årsag til mavesår, indtil alle vidste, at mavesår skyldes en bakterie. Det er ikke en svaghed. Det er et grundvilkår: Viden er ikke stationær.

Det betyder også, at myndighederne ikke nødvendigvis tog fejl i marts, da de frarådede en grænselukning. Derimod er det mere tvivlsomt, at den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell har ret, når han fortsat mener, at grænselukninger ikke virker.

Ekspertudvalget vil ikke bare skulle forholde sig til, om en beslutning var fagligt funderet, men også, om beslutningen var korrekt på daværende tidspunkt. Her er det værd at bemærke, at vores viden om coronavirus er eksploderet.

Over 17.000 fagartikler er skrevet i løbet af få måneder. Det er et uhørt højt antal i den akademiske verden. Alene maskers positive effekter findes der over 70 artikler omkring. Det bliver ikke en let opgave at vurdere, hvad der var og ikke var belæg for.