Debat

Lægeforeningen og Pharmadanmark: Lad farmaceuter aflaste læger og undervise sundhedspersonale

Farmaceuter er eksperter i korrekt brug af lægemidler. Derfor er det oplagt, at få farmaceuter til at hjælpe læger med at gennemgå patienters medicin og undervise sundhedspersonale og apoteker, skriver formændene i Lægeforeningen og Pharmadanmark.

Man kan eksempelvis lade apoteksfarmaceuter undervise plejepersonale, pårørende og beboere på plejehjem og botilbud i korrekt brug af medicin, skriver Camilla Rathcke og Rikke Simonsen.
Man kan eksempelvis lade apoteksfarmaceuter undervise plejepersonale, pårørende og beboere på plejehjem og botilbud i korrekt brug af medicin, skriver Camilla Rathcke og Rikke Simonsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Camilla Noelle Rathcke
Rikke Løvig Simonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark står over for en stor reform af sundhedsvæsenet og oplever samtidig store udfordringer med at få hænder nok til at løse essentielle sundhedsopgaver. Derfor er det rettidig omhu at diskutere mulighederne for opgavedeling, som giver mere kvalitet og sikkerhed i borgernes og patienternes behandling.

Man skal dog samtidig holde sig for øje, at det er kompliceret at flytte rundt på opgaver i sundhedsvæsenet, og at dets mange faggrupper har vidt forskellige styrker og kompetencer. Det sidste bliver nogle gange glemt i den offentlige debat.

En diskussion om en meningsfuld opgavedeling i sundhedsvæsenet bør derfor blandt andet indebære respekt for, at det er én af lægernes kernekompetencer at diagnosticere sygdom korrekt, herunder at afgøre, hvornår en patient fejler noget andet end det mest åbenlyse. Det sætter en naturlig grænse for, hvordan denne opgave kan varetages og af hvem.

Til gengæld er der en del opgaver, som andre faggrupper kan bistå med. Der er for eksempel gode muligheder for at bruge farmaceuters ekspertise bedre i sundhedsvæsenet.

Så lad os derfor se på områder, hvor en ny opgavedeling skaber værdi for patienterne.

Lad farmaceuterne hjælpe lægerne

Ét af de områder, hvor der er udfordringer, er de kroniske patienters behandling med medicin.

Man kan lade apoteksfarmaceuter undervise plejepersonale, pårørende og beboere på plejehjem og botilbud i korrekt brug af medicin.

Camilla Rathcke & Rikke Simonsen
Formand for hhv. Lægeforeningen og Pharmadanmark

1,2 millioner danskere lever med en kronisk sygdom, og nogle har endda mere end én. For kroniske patienter er medicin ofte en del af hverdagen, og den rette medicin er afgørende for at skabe en god behandling.

Størstedelen af medicinen udskrives fra almen praksis, og den praktiserende læge er patienternes første indgang til sundhedsvæsenet. Sådan skal det naturligvis blive ved med at være.

Læger gennemgår også løbende patienternes medicin. Her kan man se, om lægerne kan understøttes i den opgave. For virkeligheden er nemlig, at hverdagen i almen praksis er meget travl. Derfor kan det nogle steder give god mening at inddrage farmaceuters ekspertise i at løse denne vigtige opgave.

Gode erfaringer med samarbejde

Farmaceuter er eksperter i korrekt og sikker brug af lægemidler, og de møder borgere og patienter flere steder i sundhedsvæsenet.

De kan komme endnu tættere på og hjælpe med at højne patientsikkerheden, reducere medicinfejl og have fokus på om medicineringen er optimal. For eksempel om et eller flere lægemidler måske kan undværes, og om der er risiko for bivirkninger.

Flere steder i landet har der været projekter, hvor farmaceuter i et konstruktivt samarbejde med de praktiserende læger har bistået med den nødvendige løbende overvågning og gennemgang af patienternes medicinske behandling.

Læs også

Der har i flere af disse projekter været gode erfaringer med samarbejdet, og derfor bør man forsøge at bygge videre på de gode erfaringer med samarbejde mellem de to faggrupper.

Farmaceuter skal lære fra sig

Der er også andre områder, hvor farmaceuterne kan skabe yderligere værdi i sundhedsvæsenet.

Man kan eksempelvis lade apoteksfarmaceuter undervise plejepersonale, pårørende og beboere på plejehjem og botilbud i korrekt brug af medicin. Apoteksfarmaceuterne kan også hjælpe med at opsætte systemer for medicinhåndtering, som kan medvirke til at reducere medicinfejl på plejehjem og botilbud.

Undervisning og kvalitetssikring gennem det lokale apotek ses allerede rundt omkring i landet, men det vil være et stærkt signal i en kommende sundhedsreform at øge medicinkompetencerne. Den opgave ligger lige for apotekerne at løse.

Det er på tide at se på, hvordan vi deler opgaverne i sundhedsvæsenet. Men det skal ske, uden at vi går på kompromis med patienternes sikkerhed, og hvor det giver mest værdi for samfundet

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Løvig Simonsen

Regionsapoteker, Region Hovedstaden
farmaceut (Farmaceutisk Højskole)

Camilla Noelle Rathcke

Formand, Lægeforeningen 2020-, overlæge og ph.d. ved Herlev-Gentofte Hospital
cand.med. (Københavns Uni. 2003), ph.d. (Københavns Uni. 2010), speciallæge i Intern medicin, Endokrinologi 2019

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024