Muskel- og skeletsygdomme kræver tværgående løsninger

DOKUMENTATION: Altinget.dk bringer her uddrag af sundhedsministerens tale ved Gigtforeningens møde.

Ved Gigtforeningens møde onsdag havde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mulighed for at fortælle om regeringens indsats, strategi og visioner inden for indsatsen over for mennesker med muskel- og skeletlidelser og nedbringelse af sygefraværet.

Uddrag af ministerens tale. Det talte ord gælder:

[...]

Forløb for kroniske patienter
Regeringen vil have effektive og koordinerede patientforløb. Veltilrettelagte forløb er både vejen til at komme hurtigere igennem et behandlingsforløb og til at komme hurtigere tilbage til en normal hverdag. Derfor har vi sat næsten en halv milliard kroner af til at forbedre forløb for kronisk syge, herunder personer med muskel- og skeletlidelser.

Pengene skal bl.a. bruges til udvikling og implementering af forløbsprogrammer, men også til patientuddannelsesprogrammer.

Forløbsprogrammerne skal overordnet set understøtte en effektiv og koordineret behandlingsindsats og dermed bidrage til, at syge får den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Det sker gennem en klar arbejdsdeling mellem sygehus, kommune og den praktiserende læge. Og muskel- og skeletlidelser skal naturligvis omfattes af forløbsprogrammer for kronisk sygdom.

For regeringen er det afgørende, at pengene fører til mærkbar forbedring for patienterne. Sundhedsstyrelsen er derfor netop nu ved at udarbejde et fagligt input til udmøntningen. Det sker i samarbejde med en række kommunale og regionale fagfolk og i samarbejde med Danske Patienter. Sundhedsstyrelsens bidrag skal hjælpe os til at sikre, at vi får mest muligt for pengene. Jeg mener - og det er Sundhedsstyrelsen enig i - at muskel- og skeletlidelser bør stå højt på dagsordenen.

Almen praksis i fremtidens sundhedsvæsen
I forbindelse med koordination og patientforløb er især almen praksis vigtig. Almen praksis er rygraden i det danske sundhedsvæsen. Det er almen praksis, der er borgerens primære indgang til behandling. Blandt andet som visitator til sygehusvæsenet, fysioterapeuter og fodterapeuter, der er en vigtig del af behandlingstilbuddet til mange af Gigtforeningens medlemmer.

Derfor er det helt afgørende, at de praktiserende læger i størst muligt omfang spiller sammen med de øvrige dele af sundhedsvæsenet. Både i primærsektoren og sygehusvæsenet.

Der arbejdes netop nu på højtryk i et udvalg med Sundhedsstyrelsens direktør som formand. Det skal ruste almen praksis til fremtidens udfordringer. Sundhedsområdet er jo et område i rivende udvikling. Kommunerne er i gang med at etablere sig på forebyggelsesområdet. Og udviklingen i sygehusstrukturen betyder specialisering og samling af funktioner, og dermed længere til sygehusbehandling.

Samtidig ser vi et ændret sygdomsbillede med flere kronisk syge. Og de har ikke nødvendigvis brug for hyppige besøg på de specialiserede sygehuse. Men brug for at blive fulgt, støttet og vejledt tættere på deres eget hjem. Af egen læge og af kommunen.

En af de væsentligste udfordringer for udvalget er derfor at sikre, at almen praksis kan være den samlende figur for sin patient. Det er dén udfordring, som udvalget kommer med et bud på. Blandt meget andet, hvordan vi sikrer, at alle borger kan vælge en praktiserende læge. Som I ved, er det jo en udfordring, der ikke mindst er betydelig i visse egne af landet.

Så der er nok for udvalget at tage fat på, men jeg er sikker på, at udvalgets overvejelser kan hjælpe os med at udvikle og fremtidssikre almen praksis.

Regeringens handlingsplan om nedbringelse af sygefravær
Så vi arbejder på flere fronter for at sikre rammer og vilkår for vores sundhedsvæsen, så det kan tage udfordringen med kronisk sygdom op. Så den enkelte patient oplever sammenhæng og kvalitet i indsatsen og kan få så godt et liv som muligt trods sin kroniske lidelse.

Det andet "ben" i indsatsen, for at sikre borgerne et så godt liv som muligt, er, at bringe sygefraværet ned. Sygefraværet fylder i dag, hvad der svarer til, at vi går glip af 150.000 mennesker i beskæftigelse. Ud af det langvarige sygefravær fylder sygdomme i bevægeapparatet ca. 25 pct. Og tallet er nogenlunde lige så højt i forhold til førtidspension.

For at sætte effektivt ind mod sygefraværet har regeringen før sommerferien udarbejdet en handlingsplan. Og her i september indgik vi en aftale med arbejdsmarkedets parter om den fremtidige strategi.

Jeg er meget tilfreds med handlingsplanen og aftalen. Der lægges op til en bredt funderet indsats, som involverer arbejdspladsen, den sygemeldte, sundhedsvæsenet og aktørerne på beskæftigelsesområdet.

[...]

Forøget samspil mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet giver nye muligheder. Med kommunalreformen samlede vi jo ansvaret for rehabilitering i kommunerne. Det vil sige alt fra sundhedsydelser som forebyggelse og genoptræning over sociale støtteforanstaltninger til beskæftigelsestiltag. På den måde har vi skabt en basis for, at indsatsen kan tænkes sammen.

Mange steder går det godt. Men jeg tror, at der - nogle steder - er mulighed for yderlige forbedringer. Det gælder blandt andet om at synliggøre de bedste eksempler på en koordineret indsats, så alle ikke behøver at opfinde de samme smarte løsninger. Derfor skal der foretages en tilbundsgående analyse af, hvordan samspillet kan forbedres.

[...]

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Sundhed

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024