Danske politikere får pladser i nye EU-udvalg

FOKUS: Fem danske EU-parlamentarikere får plads i fem nye underudvalg, der skal have fokus på kræft, kunstig intelligens, skattesnyd og desinformation. Få overblik over de nye danske udvalgsmedlemmer.

Danske EU-parlamentarikere får pladser i nye udvalg, som blandt andet skal fokusere på kræft og kunstig intelligens.
Danske EU-parlamentarikere får pladser i nye udvalg, som blandt andet skal fokusere på kræft og kunstig intelligens.Foto: Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix
Jesper Ravnborg

Dyretransport, kunstig intelligens, kræftbekæmpelse, desinformation og skattesnyd. 

Det er fokusområderne for fem nye udvalg, som Europa-Parlamentet tidligere på sommeren nedsatte og som nu har fået danske repræsentanter. 

I puslespillet, hvor parlamentets politiske grupper har foreslået, hvem der skulle repræsentere grupperne, har fem danske parlamentarikere fundet vej til udvalgene.

Asger Christensen (V) har fået plads i undersøgelsesudvalget om dyretransporter, Christel Schaldemose (S) har fået plads i udvalget om kunstig intelligens og digitalisering, og Søren Gade (V) har fået plads i udvalget for kampen mod kræft.

Samtidig har Morten Løkkegaard (V) fået plads i udvalget mod desinformation samt bekæmpelse af indblanding i valg gennem eksempelvis falske nyheder, og Kira Marie Peter-Hansen (SF) har fået plads i skattesnydudvalget.

Større politisk fokus på vitale områder
Skattelyudvalget bliver det eneste permanente af de fem nye udvalg.

Udvalget om dyretransporter er et undersøgelsesudvalg, og dets endelige afrapportering skal ligge klar 12 måneder efter oprettelsen, mens de tre resterende udvalg er specialudvalg. De midlertidige specialudvalg løber i et år og har friere rammer for forlængelsesmuligheder.

Nedsættelsen af udvalgene er besluttet, da EU-parlamentarikerne har vurderet, at der er behov for et større politisk fokus på netop de områder.

Det er første gang, at det nuværende parlament opretter nye underudvalg, men der findes i forvejen to permanente under Udenrigsudvalget. De fokuserer på menneskerettigheder samt sikkerhed og forsvar.

Ud over de fem faste medlemmer skal flere danske politikere være suppleanter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asger Christensen

MEP (V), gårdejer
Bygholm Landbrugsskole (Horsens 1979)

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Kira Marie Peter-Hansen

MEP (SF) 2019-
Bachelorstuderende i international relations (Vesalius College, Belgien) 2020-

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024