Overlæge: Covid-19 peger på systemisk ulighed for hjemløse og misbrugere

Af Karsten Modin
Overlæge og afdelingsleder, Behandlingscenter Odense, Odense Kommune

Den første bølge af covid-19 blev højst sandsynligt bragt med fra Østrig af glade skiturister og efterfølgende spredt i deres sociale omgangskreds.

Fra begyndelsen var de socialt udsatte således barmhjertigt forskånet for eksponering af den nye virus.

Ikke fordi covid-19 er specielt optaget af at skåne socialt udsatte eller andre i særlig risiko, men alene fordi ingen socialt udsatte har råd til skiferie.

Det er socioøkonomiske faktorer, der fra starten har beskyttet mod spredning af covid-19 til den del af befolkningen. 

Ingen lobbyister for hjemløse
Netop i denne situation har marginalisering og stigmatisering af socialt udsatte, hjemløse og borgere i misbrug måske vist sig som en fordel, idet den øvrige befolkning har holdt endnu længere afstand og gået i en endnu større bue uden om dem på gaden.

De socialt udsatte har ikke en hær af stærke lobbyister fra Kræftens Bekæmpelse eller Ældre Sagen bag sig, og da den stærke, velstillede og bekymrede middelklasse råbte op i medierne på test og beskyttelse af skolebørn, fandt politikerne ingen anden udvej end at imødekomme kravene.

Karsten Modin
Overlæge og afdelingsleder, Behandlingscenter Odense, Odense Kommune

Det er de samme faktorer, der har udstillet og manifesteret den ulighed i sundhed, som så mange ønsker at nedbryde, og som politisk har fået stor bevågenhed, ikke mindst med den seneste rapport om social ulighed i sundhed og sygdom.

De socialt udsatte har ikke en hær af stærke lobbyister fra Kræftens Bekæmpelse eller Ældre Sagen bag sig, og da den stærke, velstillede og bekymrede middelklasse råbte op i medierne på test og beskyttelse af skolebørn, fandt politikerne ingen anden udvej end at imødekomme kravene. Test, test, test blev derfra udråbt til en central del af kampen mod covid-19. 

Det første tydelige symptom, at uligheden i sundhed også har gode kår under en pandemi, var, da konsekvensen af ”test, test, test” formede lange køer af biler med raske borgere, der ventede på test omkring hospitalerne.

I samme periode skulle man kæmpe hårdt for at få testet socialt udsatte, hjemløse eller misbrugere, og ofte var kapaciteten her presset.

Området bliver nedprioriteret
Det var ikke i sig selv en modvilje fra regionerne til at levere skræddersyet testmuligheder til socialt udsatte og dermed arbejde mod mere lighed i sundhed, og det er faktisk en indbygget del af DNA’et, at alle borgere tilbydes samme og lige behandling, uanset social, seksuel, kulturel eller religiøs baggrund.

Det var udelukkende politiske og forvaltningsmæssige beslutninger, eller mangel på samme, der gav efter for de stærkeste stemmer i befolkningen.

I Odense har vi senere fået et ukompliceret og velvilligt samarbejde med mobile testteams, der både kan vurdere og teste udsatte borgere.

At simple IT-systemer og udveksling af svar på test med mere endnu ikke er på plads, lever vi med – men det understreger blot tydeligheden af, at området ikke er prioriteret.

På regeringens ønske skrev Kommunernes Landsforening (KL) 30. juni, at der var indgået aftale om, at alle ansatte i plejesektoren systematisk testes for covid-19.

Dette underbygges af en aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet, KL og regionerne, hvor man har beskrevet kriterier for, hvordan testene skal udføres. 

Skrivebordsbeslutninger
Helt aktuelt er covid-19 blusset op, og vi ser dagligt rekordhøje smittetal. Plejepersonalet bliver systematisk testet, således de ældre og sårbare beskyttes bedst muligt. Dette har indtil videre virket ganske godt, med enkelte lokale udbrud.

Covid-19 har på barmhjertig vis styret uden om de socialt udsatte, og på den måde har vi undgået lokale epidemier.

Lad mig blot minde om, at mange hjemløse eller borgere i misbrug må betegnes som særligt sårbare, og at vi formentlig vil se højere mortalitet, den dag covid-19 finder vej ind i netop dette socioøkonomiske nærmiljø.

Udfordringen består i, at KL og andre definitorisk placerer forsorgshjem, alternative plejehjem og misbrugscentre i kategorien ”det specialiserede socialområde”, hvorfor man har vurderet, at systematisk test ikke er nødvendig med henvisning til manglende kapacitet.

På hvilket fagligt niveau eller baggrund, denne diskussion er foregået, er uvist, men der kan næppe være nogen tvivl om, at læger, sygeplejersker og assistenter alle arbejder med sundhed og under sundhedsloven.

Er man så uheldig, at det samtidig foregår på et misbrugscenter eller et alternativt plejehjem, er borgerne med et blevet mindre sårbare, udelukkende baseret på en skrivebordsbeslutning.

Det rene vrøvl
Når vi i skrivende stund kan teste mere end 100.000 borgere om dagen, har argumentet, at det er manglende kapacitet og ikke et prioriteringsspørgsmål, der blokerer for systematiske test, simpelthen ingen gang på denne jord.

Det er det rene vrøvl og udstiller i den grad manglende indsigt i sundhed på det sociale område og manglende lyst eller mod til at stå på mål for prioriteringerne.

Jeg er ganske sikker på, at Astrid Krag ikke vil være tilfreds med, at borgerne under hendes ministerie stilles ringere end dem under Sundhedsministeriet.

Ydermere er udfordringen, at personalet på det specialiserede socialområde ikke har samme reserve at trække på som de store sygehuse. Konsekvensen heraf bliver en høj sårbarhed over for smitte, der potentielt vil kunne lægge hele området ned i en kommune.

Som fagperson og leder i en kommune kan man være hæmmet af, at der reelt set ikke er nogen sundhedsfaglig styring opad i systemet, og således er man underlagt ”normal” ledelse fra faggrupper, der ikke er sundhedsfagligt kompetente eller ansvarlige.