Patienter skal lettere kunne genkende lægemidler

Se hvad ministeren lovede i 2004:

7.2.2.2 Generisk ordination

Det fremgår af regeringens handlingsplan for regelforenkling og administrative lettelser, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til hensigt at give lægerne mulighed for generisk ordination af lægemidler. Forslaget forudsætter drøftelse med berørte parter, herunder læger, apoteker og lægemiddelindustri m.fl., og der sigtes mod gennemførelse senest medio 2005.

Generisk ordination indebærer, at den ordinerende læge i stedet for lægemidlets navn kan nøjes med at angive lægemiddelstoffets navn på recepten. Det er herefter op til apoteket at finde det billigste præparat inden for den pågældende substitutionsgruppe.

I den gældende § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om recepter er kravene til, hvorledes lægen skal angive ordinationen formuleret som følger: "En recept på et lægemiddel, hvortil der er udstedt markedsføringstilladelse, skal indeholde lægemidlets navn, lægemiddelform, styrke (hvis lægemidlet findes i flere styrker) og mængde. Styrke og mængde skal anføres entydigt og på en sådan måde, at ændringer ikke kan foretages. Receptudstederen kan ved at understrege mængden tilkendegive, at denne ikke må fraviges, jf. § 30."

Lægemidlets navn er således efter gældende regler det bærende element. Såfremt man i stedet gør det muligt at anføre lægemiddelstof (i kombination med lægemiddelform, styrke og mængde) på recepten, vil der umiddelbart være åbnet op for, at apoteket kan udlevere det billigste præparat, som svarer til angivelserne på recepten.

Generisk ordination kan i denne forstand siges at understøtte et tilskudsprissystem baseret på det billigste lægemiddel.

Dette indebærer samtidig, at eksisterende bagatelgrænser i receptbekendtgørelsen mister deres betydning i de tilfælde, hvor lægen har foretaget generisk ordination – medmindre man vælger at omfortolke bagatelgrænserne til et "bælte", inden for hvilket der kan udleveres lægemidler med det angivne aktive stof.

Generisk ordination vil gøre det lettere for de læger, der ønsker at anvende de generiske navne ved ordination, og vil samtidig lette apotekernes ekspedition af lægemidler i disse tilfælde. Generisk ordination har gennem mange år været anvendt på de danske sygehuse. På sygehusene overlader sygehuslægerne det således i visse tilfælde til sygehusapotekerne at finde det billigste synonyme lægemiddel til patienterne.

Såfremt lægen alene skal koncentrere sin indsats mod at finde og ordinere det egnede lægemiddelstof, vil lægen desuden have mindre fokus rettet mod lægemiddelnavne og producent. Det bliver således lægemiddelstoffet, som er i centrum for lægemiddelordinationen. Det må derfor også antages, at den potentielle effekt af lægemiddelreklamer vil reduceres i forhold til et system, hvor lægen ordinerer konkrete lægemidler.

Ved indførelsen af generisk ordination skal der dog tages højde for, at der findes lægemidler med samme indholdsstof og i samme formulering, som i dag er anbragt i forskellige substitutionsgrupper, fordi patienter ikke umiddelbart kan skifte fra den ene gruppes produkter til den anden gruppes produkter uden problemer. Der er særligt tale om depotformuleringer - som for eksempel depottabletter med indhold af metoprolol [10]. Lægen vil i forbindelse med ordination af disse lægemidler have behov for at kunne angive, at det ordinerede lægemiddel skal komme fra én bestemt gruppe, men at der kan substitueres inden for den pågældende gruppe.

Det er udvalgets opfattelse, at generisk ordination vil kunne finde sted i primærsektoren, ligesom det i dag er tilfældet i sekundærsektoren. Udvalget har i den forbindelse lagt særligt vægt på, at generisk ordination vil understøtte et synonymt (generisk) tilskudsprissystem, hvor tilskudsprisen er fastsat på baggrund af prisen på det billigste lægemiddel.

Udvalget finder det mest hensigtsmæssigt, at generisk ordination indføres som en frivillig ordning for lægerne i en overgangsperiode, idet lægerne vurderes at have behov for en periode, hvor de kan vænne sig til ordningen. Ordningen bør dog efter udvalgets opfattelse evalueres efter en periode med henblik på at få belyst, hvorledes ordningen anvendes i praksis, og om ordningen efter udløbet af en overgangsperiode eventuelt bør gøres obligatorisk.

Udvalget har desuden drøftet, hvorvidt lægen ved generisk ordination skal fravælge substitution, eller om lægen kan nøjes med at skrive et produktnavn, hvis patienten af sundhedsfaglige grunde ikke kan tåle at få det billigste lægemiddel udleveret. Udvalget finder i den forbindelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at lægen ved fravalg af substitution fortsat skal angive Ej S samt handelsnavnet på recepten. Årsagen hertil er, at det må antages, at lægerne har brug for en vis periode til at vænne sig til generisk ordination. Såfremt lægerne ikke skal anføre Ej S på recepten ved indførelsen af generisk ordination, risikerer man, at apotekerne vil modtage forholdsvis mange recepter, hvor substitution er fravalgt, uden at der reelt set er tale om et aktivt fravalg fra lægens side.