Prioriteringer skal frem i lyset

Af Lise Müller (SF),
Sygeplejerske, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden

Alle regioner sender igen sparekrav ud til hospitalerne, til dels på grund af stigende medicinpriser. Samtidig ser det ud til, at der inden for de kommende år lanceres flere meget dyre præparater på markedet. Det har endnu engang sat fokus på behovet for prioritering.

Flere har foreslået et prioriteringsinstitut, hvilket har fået en bred vifte af interessenter på banen med modstand. Sundhedsministeren vil ikke sætte økonomi på et menneskeliv, Danske Patienter er formodentlig modstandere, fordi patienter risikerer at blive frataget rettigheder, og industrien af frygt for at miste indtjening.

Hyppige prioriteringer
Men sagen er den, at prioriteringen foregår allerede nu. Den foregår i størrelsen af budgettildelingen for sundhedsvæsnet generelt, og den foregår i sundhedsvæsnet specifikt. Sidstnævnte er bare overladt til lægerne i front. De prioriterer inden for de rammer, de har. Medicinudgifterne udløser blandt andet sparekrav, der rammer alle typer afdelinger. En overlæge fra Ålborg udtalte, at med den udvikling ville han om få år udlevere medicin til en halv milliard kroner, men kun have en sygeplejerske til det.

Omfattende lobbyisme gør det svært at se, hvem der argumenterer for hvad og hvorfor. 

Lise Müller

Kamp om sundhedsydelser
Behovet for sundhedsydelser er principielt uudtømmeligt. For det første er hele mantraet om ”Jo før, jo bedre” et stærkt mantra, der også driver især medicinsk forebyggelse frem. Det betyder, at enorme ressourcer bruges til at screene en rask befolkning for at finde de relativt få syge. Det bliver paradoksalt, når de syge samtidig ligger i lag på hospitalsgangene og ved det forhold, at vi åbenbart har råd til at give vores ældre medborgere mellem 10-15 medicinske præparater, men spiser dem af med syv dage gammelt vakuum-pakket smørebrød.

For det andet, er dansk vækst blandt andet knyttet an på lægemiddelindustrien. Allan Vaag, en professor fra Rigshospitalet, påpegede dette forhold i en artikel i Politiken 22. februar. At stille krav til industrien har derfor også nationaløkonomiske implikationer.

For det tredje, er der altid nogle interessenter, der står parat til at påpege en underbehandlet eller underprioritet problemstilling. Patientforeninger, industri og fagfolk med netop dette speciale i en skøn blanding. Behandlinger indføres for en indikation, men indikationerne skrider langsomt, men umærkeligt. Omfattende lobbyisme gør det svært at se, hvem der argumenterer for hvad og hvorfor. Problemet er nok snarere det modsatte i mange tilfælde, nemlig overbehandling og overdiagnosticering.

For det fjerde, befolkningens forventninger. Vi har som befolkning en forventning om, at alle skavanker skal ordnes, og det skal gå hurtigt. Ved for lange ventetider forsvinder opbakningen til det offentlige sundhedsvæsen.

Nødvendig gennemsigtighed
Hvis ikke sundhedsvæsnet skal sluge alle midler fra kommunerne, så skal vi prioritere. Vores lægemiddelmyndigheder skal for eksempel have flere muskler i forhold til at vurdere sikkerhed og effekt af nye præparater. Det er ikke nok at bevise, at et nyt præparat er bedre end placebo. Vi skal også prioritere om meget dyr medicin med sparsom effekt overhovedet skal tages i anvendelse. De beslutninger skal være åbne og gennemsigtige. Hertil kommer en diskussion om effekten af at tilbyde alle for eksempel undersøgelser, screeninger og vaccinationer.

Det er også nødvendigt at adressere hele lobby-spørgsmålet. For hvornår er industriens medvirken i forskellige beslutnings-fora mest til deres egen fordel frem for patienternes?

Og så skal politikerne indgå i den meget kedelige øvelse, der hedder at ”forventningsafstemme” med befolkningen. Befolkningen kan nemlig godt tåle at vente lidt af og til eller få et nej. Alternativet er at overlade forventningsafstemningen med borgerne til vores medarbejdere i front – og hånden på hjertet: Det er ikke fair at overlade opgaven til dem!