Rødt kort til Mette Frederiksens midterprojekt

Officielt blev valgresultatet taget helt roligt ned:

"Vi fik de tre mandater, vi havde før. Så gik vi også lidt tilbage, nå ja, men prøv at se, hvor elendigt det er gået regeringspartier i mange andre europæiske lande. Det er en del af tendens."

Sådan lød det hos flere af socialdemokraterne, mens mikrofonerne var tændt, da SF's historiske distancering af Socialdemokratiet var en realitet.

Men bag facaden var alvoren ikke til at skjule: Bestræbelserne på at få partiets vælgere til at acceptere den linje, der blev indledt med dannelsen af SVM-regeringen er faldet sammen, og det dårligste valgresultat til partiet i umindelige tider er en realitet. 15,6 procent er helt og aldeles uacceptabelt for det parti, der altid har været det suverænt største i venstre halvdel af Folketinget. 

Handler ikke om Europa
Ja, faktisk er valget det dårligste resultat for Socialdemokratiet siden folketingsvalget i 1898, og selvom partiet fik et næsten lige så ringe resultat ved EU-valget i 1994, var det i en helt anden situation: Dengang var blodtuden til Socialdemokratiet en protest mod "omvalget" om Maastricht- og Edinburgh-traktaterne i 1993, hvor mange socialdemokratiske vælgere i protest stemte på JuniBevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU.

Denne gang er forklaringen en anden. Der er absolut intet, der tyder på, at de socialdemokratiske vælgere er blevet væsentligt mere begejstrede for SF's Europa-politik, men der er til gengæld rigtig mange S-vælgere, der er dybt utilfredse med samarbejdet med de borgerlige og vælger SF i stedet.

Sidst på aftenen skrev statsminister Mette Frederiksen (S) da også på Instagram, at Socialdemokratiets tilbagegang ganske enkelt er "træls". 

Løkke spiller på bordet
Det gør på ingen måde situationen nemmere for de forslåede socialdemokrater, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, brugte anledningen til at angribe fra den anden side. 

"Vi er nødt til at skærpe vores appetit på forandringer," lød det med en typisk Løkke-formulering.

Dermed udskrev han en recept, der muligvis vil forbedre Moderaternes helbred, men skærpe socialdemokraternes epikrise og sende endnu flere stemmer i favnen på SF. For hvis der er noget, de socialdemokratiske vælgere ikke kan lide, er det reformer a la Løkke. 

Valgresultatet skærper på ingen måde socialdemokraternes appetit på reformer, men det skærper modsætningerne i regeringen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Valgresultatet skærper på ingen måde socialdemokraternes appetit på reformer, men det skærper modsætningerne i regeringen.

Løkkes offensiv er udtryk for en betydelig frækhed, for hans eget parti var på nippet til at floppe totalt ved EU-valget. Moderaterne var ikke i nærheden af at få de to mandater, Løkke havde sat som mål - og som havde givet valg til både Stine Bosse og Bergur Løkke Rasmussen.

Tværtimod var Moderaterne promiller fra at ende med nul mandater, som de lå til i TV 2's exitpoll det meste af aftenen.

Spidskandidat Stine Bosse har ført en helt igennem elendig valgkamp, hvor hun flere gange måtte dementere sig selv, og i betragtning af Moderaternes generøse sponsorer til valgkampen er resultatet kun bestået med det yderste af neglene.

Den uventede vinder
Højst overraskende kunne det tredje regeringsparti, Venstre, derimod fejre resultatet med en entusiasme, som havde man erobret Statsministeriet.

Venstre fik halveret mandattallet fra fire til to, men med 14,7 procent blev Venstre med afstand det største borgerlige parti. Det kommer efter en lang periode, hvor Liberal Alliance har distanceret Venstre i meningsmålingerne, men i Venstre er der nu en følelse af, at man kan mobilisere, når det kommer til stykket.

Venstre har givetvis fået et par procent oveni, fordi partiet med Morten Løkkegaard har haft en både rutineret og super engageret spidskandidat. Der var ild i Løkkegaard under spidskandidaternes tv-debat, og den engagerede indsats oveni hans kendisfaktor har helt sikkert medvirket til Venstres hæderlige resultat.

Før det endelige resultat var kendt, gik Venstres nestor, folketingsformand Søren Gade, ud og opfordrede Troels Lund Poulsen til at gå af som forsvarsminister - og i stedet koncentrere sig om posten som vicestatsminister og partiformand. En melding, der havde givet mening efter et Venstre-nederlag, men som kom til at virke underligt kikset, da Venstre endte med at overpræstere.

LA-flop
Uden for regeringen er presset fra højrefløjen taget af: Liberal Alliance er klart svækket, efter det kun lige akkurat lykkedes at få bjerget et enkelt mandat.

I flere målinger helt op til valgdagen var LA spået to mandater, men en spag indsats fra LA's spidskandidat, Henrik Dahl, kombineret med mærkværdige udtalelser fra den næste på listen, Mads Strange, førte til et langt dårligere resultat end forventet.

LA må nu frygte, at valgdagen bliver et negativt vendepunkt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Der er meget symbolik i den slags resultater, og LA må nu frygte, at valgdagen bliver et negativt vendepunkt. LA var, da det kom til stykket, ikke usårlig, og ingen vil blive overrasket, hvis der kommer en sommer med en stribe dårlige historier om LA.

LA-leder Alex Vanopslagh kan kun prise sig lykkelig over, at han ikke faldt for fristelsen til at erklære sig som blå statsministerkandidat, da LA - for få uger siden - så ud til at kunne gå på vandet.

Dansk venstredrejning
Derimod er presset fra venstre taget til.

Med vilde 17,4 procent scorede SF-formand Pia Olsen Dyhr det suverænt bedste resultat for SF ever, endnu bedre end i de tidligere SF-formænd Gert Petersens og Villy Søvndals storhedstider.

Ironisk nok har Søvndal også sin del af æren for aftenens valgsejr, fordi han valgte at gøre comeback i landspolitik som nummer tre på SF's EU-liste.

De personlige stemmer bliver ikke kendt før i løbet af mandagen, men et godt bud er, at den gamle SF-formand bliver en af de store stemmeslugere. Samtidig har partiet kunnet appellere til de yngre vælgere med den kompetente 26-årige spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen, der har en meget grøn profil.

Enhedslisten fik tilmed også et godt valg, og partiet fik uden problemer valgt veteranen Per Clausen til Europa-Parlamentet, selvom Clausen kørte en energiforladt valgkamp.

Men igen: Såvel fremgangen til SF som til Enhedslisten skal ses i lyset af de gule og røde kort, utilfredse socialdemokrater har valgt at stange ud til det parti, de stemte på ved folketingsvalget, men som siden har skuffet dem grumt.     

En falsk tryghed
Statsminister Mette Frederiksen har tidligere - både til og uden for referat - haft en ukuelig optimisme og bagatelliseret de elendige meningsmålinger med henvisning til, at S også lå dårligt kort tid inden sidste folketingsvalg og alligevel scorede et fantastisk valgresultat. Det har lullet partiet ind i en falsk tryghed om, at man altid kan mobilisere basen, når det kommer til stykket.

Set med den socialdemokratiske kernevælgers øjne er en regering med Troels Lund og Lars Løkke en fejlkonstruktion.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

EU-valget viste, at det kan man slet, slet ikke være sikker på.

Set med den socialdemokratiske kernevælgers øjne er en regering med Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen ganske enkelt en fejlkonstruktion, og det er meget svært at se, hvad Mette Frederiksen har i arsenalet, der kan ændre den holdning.

Regeringen har stadig penge til en række initiativer som en forbedring af sundhedsvæsnet, men det er næppe noget, der kan nå at slå igennem hos borgerne inden valget.

Skærmet mod yderste højre
Som flere socialdemokrater påpegede på valgaftenen, har den stramme socialdemokratiske udlændingepolitik forhindret, at Danmark fik den styrkelse af det yderste højre, der blev resultatet i mange andre europæiske lande.

Udmanøvreringen af højrefløjen er dog ikke et resultat af midterregeringen, men noget man allerede havde opnået med den politik, den socialdemokratiske etpartiregering førte. På det punkt kunne Mette Frederiksen faktisk føre en mere konsekvent og stram udlændingepolitik med sin etpartiregering end nu, hvor hun skal give indrømmelser til Løkke.  

Der bliver noget at tænke over for de socialdemokratiske strateger, der så en regering over midten som en måde at undslippe de besværlige Radikale. Det lykkedes, men spørgsmålet er, om de i stedet er endt i Løkkes åleruse.