Seruminstitut fremlægger data bag regional genåbning
Statens Serum Institut forventer inden for den kommende uge at kunne fremlægge de testkorrigerede smittetal, som danner baggrunden for beslutninger om regionale genåbninger.
Kim Rosenkilde
RedaktørSnart vil alle have mulighed for at følge med i de smittetal, som afgør hvorvidt forskellige dele af landet, kan få lov til at genåbne mere eller mindre.
Aktuelt kan man på Statens Serum Instituts hjemmeside finde tal for, hvor mange smittede personer, der løbende registreres på tværs af landets kommuner. Men når der skal træffes beslutninger om regional genåbning, så er det andre tal, eksperterne og politikerne lægger til grund.
For at sikre en mere retvisende opgørelse foretager seruminstituttet en korrektion, hvor der tages højde for, hvor mange der testes i de forskellige områder. Og det er dette testkorrigerede smittetal, den regionale genåbning ifølge anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne skal tages afsæt i.