Skærpet behandlings- og udredningsret vedtaget

SALEN: Venstres centrale valgløfte om at skære behandlingsgarantien ned til 30 dage og skærpe udredningsretten er vedtaget med stemmer fra partierne i blå blok og Socialdemokraterne.

Foto: colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

I al stilfærdighed fik Løkke-regeringen tirsdag vedtaget et af Venstre centrale valgløfter. Behandlingsgarantien bliver som under VK-regeringen sænket til 30 dage. Samtidig vil patienter under udredningsretten som noget nyt kunne søge udredning i det private på det offentliges regning, hvis sygehusene af kapacitetsmæssige årsager ikke kan udrede en patient inden for 30 dage.

De andre partier i blå blok gik til valg på samme valgløfte, så der har ikke på noget tidspunkt været tvivl, om at forslaget ville blive vedtaget. Behandlingen i Folketinget fik dog alligevel indledningsvis stor opmærksomhed. Socialdemokraterne skiftede kort før 1. behandlingen standpunkt og droppede års indædt modstand mod de to tiltag.

LÆS: S i kovending om behandlingsgaranti

Socialdemokraterne høstede massiv kritik for kursskiftet fra de andre partier i rød blok. Her hæftede man sig ved, at det var ganske få måneder siden, at Socialdemokraterne kritiserede regeringens to forslag.

LÆS: S kritiseret og hånet for kursskifte omkring privathospitaler

Også de to socialdemokratiske regionrådsformænd, Sophie Hæstorp Andersen og Ulla Astman, har kritiseret Socialdemokraternes kursskifte.

LÆS: S-formænd kræver svar på kovending om privathospitaler

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, forklarede blandt andet partiets overaskende holdningsskifte med, at privathospitalerne i dag udfører behandlingerne langt billigere, ligesom at udgifterne til privathospitalerne stadig er lavere end i nullerne.

”Modsat i nullerne er det ikke længere en guldgrube at drive privathospital, her steg udgifterne til privathospitalerne voldsomt. Den daværende VK-regering sænkede til sidst selv taksterne. Og da vi kom i regering i 2011, lavede vi yderligere tiltag, der normaliserede området,” sagde Flemming Møller Mortensen til Altinget kort før 1. behandlingen af lovforslaget.

De nye skærpede patientrettigheder træder i kraft 1. oktober 2016.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024