Socialrådgivere: Coronakrisen viser, hvor systemet svigter socialt udsatte
DEBAT: Coronakrisen bør blive startskud til, at vi gør noget ved de indgroede skavanker, der er i vores sociale og sundhedsmæssige system, skriver Dansk Socialrådgiverforenings formand.
Marie Lagoni Pedersen
RedaktionsassistentMads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening
Coronakrisen har ramt samfundet hårdt. Nu tyder meget dog på, at de vidtgående skridt, der er taget mod epidemien, har båret frugt. Det er imponerende og meget lykkeligt.
Det gælder også for noget af indsatsen for de socialt udsatte mennesker – hjemløse, misbrugere, psykisk syge, prostituerede og kvinder på krisecentre – som hele tiden haft særlige problemer med epidemien: De har større risiko for at blive alvorligt syge, fordi de ofte har andre sygdomme, og smitterisikoen er høj, både for de udsatte og for socialarbejderne omkring dem.
Mange steder er der taget gode initiativer mod disse problemer: Særlige omsorgsenheder til karantæne eller isolation for eksempelvis hjemløse, madudlevering, økonomiske nødpuljer fra fonde, mobil test for covid-19 til socialt udsatte med Region Hovedstadens røntgenbus, en hjælpepakke fra Folketinget til det sociale område.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
I en række tilfælde er der handlet hurtigt og vidtgående fra regering, kommuner og regioner, og de sociale institutioner har fulgt op med stort engagement. Samtidig ser vi, at udsatte mennesker selv er opmærksomme på, at de er truede og i mange tilfælde faktisk passer godt på sig selv.
Men vi er alligevel ikke i mål. Nu da samfundet skal åbne igen, mens epidemien fortsætter i måske lang tid, står vi med vigtige opgaver på kort sigt og med store udfordringer og muligheder på længere sigt.
På længere sigt tvinger epidemien os til at få løst nogle af de systemfejl og forsømmelser, vi som samfund har kendt længe og desværre har vænnet os til at leve med.
Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening
Testprocedure er ikke på plads
Nu og her skal der følges op med afsæt i de gode skridt, der allerede er taget. Ved mistanke om smitte skal man teste alle – både borgerne og personalet – og der skal oprettes omsorgstilbud til karantæne og isolation.
Ingen af delene er på plads overalt i dag. Vi ser eksempler på, at hverken borgere eller socialarbejdere bliver testet, selvom det er nødvendigt.
Sygehusene skal kunne rumme de udsatte borgere, selvom de kan være svære at passe ind i rammerne. Misbrugere skal for eksempel have medicinsk behandling med metadon, så abstinenserne ikke presser dem ud på gaden for at hente stof.
Den mulighed mangler mange steder, så det er svært at nå misbrugerne og fastholde dem i sundheds- og socialsystemet – selvom det er en forudsætning for at kontrollere epidemiens udvikling blandt de udsatte.
Epidemi tvinger os til at løse systemfejl
Indsatserne skal også omfatte borgere uden opholdstilladelse, som selvfølgelig bliver lige så syge som alle andre. De bør have lige adgang til forebyggelse og behandling for corona, både for deres egen skyld og for hele samfundets.
Alt dette vil belaste kommunernes og regionernes budgetter. Derfor er det godt, at regeringen vil kompensere dem for coronarelaterede udgifter. Det er afgørende, at det fastholdes under hele coronakrisen – også når den trækker ud.
På længere sigt tvinger epidemien os til at få løst nogle af de systemfejl og forsømmelser, vi som samfund har kendt længe og desværre har vænnet os til at leve med.
Udsatte borgere har ofte flere og sammensatte problemer, og hjælpen til dem kan være meget usammenhængende.
Derfor har de i høj grad behov for en koordinerende socialrådgiver – en fast socialrådgiver, som følger den enkelte, hjælper med kontakt til myndigheder og sikrer sammenhæng i behandling og indsats. Ikke mindst fordi der nu kræves et tæt samspil med sundhedsindsatsen.
Usikkert samarbejde skal rettes op
Sundhedsvæsnet har velkendte udfordringer med udsatte mennesker. Vi ser for eksempel borgere, der ikke kan få behandling, fordi de ikke passer ind i sygehusene. Udsatte borgere, der udskrives til gaden, fordi kommunen ikke er klar med relevante tilbud og alt for lidt opsøgende sundhedsindsats til de mest udsatte.
Det går ikke i en coronatid. Regioner og kommuner skal sætte massivt ind for at bygge bro mellem systemerne, så udsatte grupper ikke falder mellem stolene.
Det stiller ikke mindst krav til den regionale psykiatri og den kommunale socialpsykiatri, hvor et usikkert samarbejde rammer de mest udsatte særlig hårdt.
Det kan lade sig gøre
Vi har også i mange år accepteret at have for mange hjemløse i Danmark. Danmark er samtidig det land i Norden, hvor risikoen for at blive hjemløs som ung er størst. Det er særlig alvorligt, når vi ved, at livet på gaden og i fyldte herberger øger risikoen for coronasmitte kraftigt.
Kommunerne skal derfor investere markant i metoder som 'housing first' for at hjælpe så mange som muligt ud af hjemløshed. Og så skal man skabe de boliger og bofællesskaber, der kan give en værdig ramme om livet også for de mest sårbare hjemløse.
Coronakrisen gør det klart, at vi skal have styr på sådanne systemfejl og mangler. De hurtige og vidtgående skridt, der er taget i epidemiens første fase, viser, at det kan lade sig gøre.
Når der er politisk vilje til at sætte målrettet ind med sociale og sundhedsmæssige investeringer, så har socialarbejderne i feltet både mod og evne til at finde nye veje.
Langsigtede ændringer bør være politisk fokus
Statsminister Mette Frederiksen sagde på sit pressemøde 6. april, at der skal indledes politiske drøftelser om indsatsen i forhold til socialt udsatte.
Det glæder os, at politikerne fokuserer på den gruppe. Vi mener, at drøftelserne i høj grad bør fokusere på de langsigtede ændringer, der er nævnt ovenfor.
Coronakrisen bør blive startskud til, at vi endelig får gjort noget ved nogle af de indgroede skavanker, der er i vores nuværende sociale og sundhedsmæssige system.