Spiseforstyrrelser forebygges

30/5-06: Regeringen er meget opmærksom på nødvendigheden af en forstærket indsats mod spiseforstyrrelser, og der er anvendt mange midler til forebyggelse og behandling af spiseforstyrrelser.
Dokumentation
Spørger: Mogens Jensen (S)

Spørgsmål S 4409: Vil ministeren kommentere de 4 krav som PS Landsforeningen har stillet i et åbent brev til socialministeren samt indenrigs- og sundhedsministeren i december 2005, jf. uddraget af brevet ”Derfor kræver vi nu på vegne af en bred vifte af borgere fra både det offentlige og private behandlingssystem, kommuner og frivillige foreninger, der arbejder med spiseforstyrrede:
- behandlingsgaranti for spiseforstyrrede
- visitationsteam og vejledningsteam i alle amter/regioner
- kvalificeret hjælp til alle, med forskellige tilgange
- adgang til specialiseret behandlingstilbud uanset hvor i Danmark man bor

Svar: Regeringen er meget opmærksom på nødvendigheden af en forstærket indsats mod spiseforstyrrelser, og der er de senere år anvendt mange midler til forebyggelse og behandling af spiseforstyrrelser.

Sundhedsstyrelsen har efter aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet udarbejdet en rapport med anbefalinger til en bedre organisering og behandling af spiseforstyrrelser. Det anbefales af Sundhedsstyrelsen bl.a., at spiseforstyrrelser først og fremmest behandles ambulant og at der i hvert amt oprettes et tværfagligt spiseforstyrrelsesteam, som skal varetage central amtslig visitation, samle behandlingen i amtet og udføre konsulentopgaver. Sundhedsstyrelsen anbefaler tillige en styrkelse af landsdelsfunktionerne, så disse kan varetage behovet for behandling af de alvorligste spiseforstyrrelser og være ressourcecentre for de amtslige teams.

Regeringen aftalte i efteråret 2004, sammen med parterne bag satspuljeaftalen for 2005 at afsætte 30 mio. kr. årligt med det formål at styrke indsatsen på området i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Regeringen og satspuljepartierne ønsker med denne aftale således dels at øge kompetencen i sundhedsvæsenets tilbud, dels at tilskynde til en mere ensartet behandling og en mere hensigtsmæssig organisering af den samlede indsats.

Hertil kommer, at der i aftalen om amternes økonomi for 2005 blev udtrykt enighed om, at amterne indenfor det afsatte økonomiske råderum kan prioritere en øget indsats for sindslidende, herunder en øget indsats for børn og unge med spiseforstyrrelser.

Det frie sygehusvalg gælder også for psykiatriske patienter, herunder patienter, der lider af spiseforstyrrelser. Det frie sygehusvalg betyder, at psykiatriske patienter med en lægehenvisning til sygehusbehandling frit kan vælge mellem alle offentlige sygehuse og afdelinger i landet. Dog bemærkes det, at psykiatriske patienters adgang til at vælge sygehus kan begrænses, hvis hensynet til den pågældende taler for det. Det beror på en konkret lægefaglig vurdering, om valgfriheden kan begrænses.

For at sikre en fortsat positiv udvikling og for at arbejde hen mod at give spiseforstyrrede samme rettigheder som i det udvidede frie sygehusvalg blev partierne bag psykiatriaftalen 2003 – 2006 i forbindelse med Folketingets behandling af forespørgsel F 22 om udviklingen i pigers og unge kvinders psykiske velbefindende målt på spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg i vedtagelse V 53 blandt andet enige om at anvende 16,5 mio. kr. til at øge kapaciteten på spiseforstyrrelsesområdet.

Disse partier er enige om at stille midlerne til rådighed i form af en incitamentspulje, som amterne/regionerne kan søge til medfinansiering ved benyttelse af private behandlingstilbud. Partierne ønsker hermed dels at bidrage til en udvidelse af behandlingskapaciteten her og nu og dels at opnå mulighed for at vurdere kvaliteten af de private tilbud, der er til rådighed, eller som ventes at blive etableret i nær fremtid.

Partierne blev i V 53 endvidere blandt andet enige om at prioritere spiseforstyrrelser ved forhandlingerne om en ny psykiatriaftale.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024