Sundhedsministeriet får ny styrelse
SUNDHEDSDATA: Endnu en styrelse ser dagens lys, når Nationalt Genom Center oprettes som selvstændig institution per 1. maj. Ny supercomputer skal håndtere op mod 60.000 genetiske analyser af danske patienter.
Signe Løntoft
RedaktørOnsdag får sundhedsvæsenet en ny styrelse, idet Nationalt Genom Center oprettes som selvstændig institution per 1. maj.
Det er målet, at Nationalt Genom Center over de næste fire-fem år skal tilvejebringe op imod 60.000 omfattende genetiske analyser på baggrund af danske sundhedsdata. Det ambitiøse mål skyldes blandt andet, at Novo Nordisk Fonden i december 2018 afsatte en rammebevilling på cirka 1 milliard kroner til genomcentret.
Supercomputer skal betjene landets hospitaler
Nationalt Genom Center vil stille en ny teknologisk infrastruktur til rådighed på nationalt plan. Kernen i infrastrukturen er et supercomputersystem, som tilbyder sin analysekraft til alle landets hospitaler. Centret skal desuden have laboratorier i både Vest– og Østdanmark for at sikre, at patienter over hele landet får samme muligheder for genetisk analyse.
Nationalt Genom Center
Nationalt Genom Center er en del af en national strategi for personlig medicin, som regeringen og Danske Regioner lancerede i 2016.
Centret skal være krumtappen i arbejdet med at implementere strategien, herunder eksempelvis etablere en fælles infrastruktur og understøtte samarbejdet på tværs af sundhedsfaglige miljøer og forskning.
Alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten står bag en politisk aftale om lovforslaget om Nationalt Genom Center, som blev oprettet i 2018 efter en polariseret debat om især datasikkerhed og etik.