Sundhedsudspil vækker bekymring: Ingen plan for regionernes EU-arbejde
BRUXELLES: Regeringens sundhedsudspil indeholder intet bud på, hvem der skal overtage regionernes arbejde i EU. Kompetencer og penge til dansk erhvervsliv er i farezonen, advarer ekspert og regionsrådspolitikere.
Anders Redder
JournalistDer vil gå meget tabt, hvis Danmark ikke har det regionale islæt i EU.
Carsten Greve, professor, CBS
De stod linet op på rad og række, seks ministre, og gennemgik nidkært hovedlinjerne i det længe ventede sundhedsudspil på mere end 140 sider, da VLAK-regeringen inviterede til pressemøde i sidste uge.
Et område blev dog helt forbigået, og det vækker nu kritik og undren fra regionerne og en ekspert i offentlig forvaltning. De efterlyser svar på, hvad regeringen vil stille op med de mange opgaver, som Danske Regioner løser i EU og Bruxelles, hvis regionerne lukkes, som udspillet foreslår.
Alt fra sundhed til miljø, forskningsmidler og erhvervsliv er en del Danske Regioners internationale portefølje – men i regeringens oplæg er EU ikke nævnt én eneste gang.
FAKTA - Hvad er EU's Regionsudvalg?
- Regionsudvalget er et rådgivende EU-organ, der består af repræsentanter fra alle 28 EU-lande, der er valgt lokalt og regionalt.
- Gennem Regionsudvalget kan de give deres mening til kende om EU-lovgivning, der har direkte betydning for regioner og byer.
- EU-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet skal høre Regionsudvalget, når der udarbejdes lovgivning, som vedrører lokale og regionale spørgsmål, f.eks. sundhed, uddannelse, beskæftigelse m.v.
- Der sidder ni danske politikere i Regionsudvalget. Tre er udpeget af Danske Regioner, seks er udpeget af Kommunernes Landsforening.
Kilde: EU's hjemmeside.