Både borgerlige og venstresocialister er historieløse i deres kritik af Dybvads arbejdsmoral

Selvfølgelig kæmpede arbejderbevægelsen også for bedre levevilkår: Ordentlig løn, otte timers arbejdsdag, plejehjem til "arbejdets veteraner", ordentlige boliger… Men fundamentet var arbejdet.

Det var stoltheden over, at arbejderklassen skaber samfundets værdier, som gav datidens proletariat selvbevidsthed til at opbygge stærke organisationer og erobre den politiske magt.

Arbejderbevægelsens vigtigste resultat er velfærdsstaten. Også den tog afsæt i arbejdet og behovet for tilstrækkelig arbejdskraft.

Der var i 1930'ernes Europa stor bekymring for, at kvinderne fødte for få børn. I de fascistiske lande var svaret at hylde de hjemmegående mødre og give ekstra tilskud til familier med mange børn. I Sverige skitserede Alva og Gunnar Myrdal en anden vej: Folkehjemmet.

Offentlig sundhedspleje og børnehaver skulle skabe tryghed om flere børnefødsler og få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, altså skabe øget arbejdsudbud.

Frederiksen og Dybvad er i tråd med den socialdemokratiske tradition, når de er optaget af høj beskæftigelse for at finansiere velfærdsstaten

Lars Olsen

Myrdals tilgang inspirerede også kredsen omkring Stauning, men så kom Anden Verdenskrig, og det meste blev først realiseret med velfærdsstaten efter krigen.

Forløbet er glimrende beskrevet i Kaare Dybvads 'Arbejdets Land', men i øvrigt velkendt fra andre skildringer af arbejderbevægelsen og velfærdsstatens historie.

Frederiksen og Dybvad er således i tråd med den socialdemokratiske tradition, når de er optaget af høj beskæftigelse for at finansiere velfærdsstaten.

Det er nutidens venstresocialister, hvor "frigørelse" er frihed fra arbejdet, der ideologisk er et andet sted, måske fordi SF, Enhedslisten og Alternativet har deres primære rødder blandt studerende, akademikere og offentligt ansatte – grupper med andre levevilkår og værdier end den traditionelle arbejderklasse.

Meget af kritikken fra højre lider af en lignende svaghed – også den er løjerlig historieløs. "Man arbejder for sig selv og sin familie og absolut ikke for samfundet (…) Vi har ikke en arbejdsmæssig forpligtelse overfor fællesskabet," siger den liberale Dennis Nørmark til Kristeligt Dagblad. Samme synspunkt går igen hos andre borgerlige.

Realiteten er bare, at familierne i Skandinavien har valgt at løse børnepasning, ældreomsorg og sundhed i det fællesskab, vi kalder velfærdsstaten – og det har vi selvfølgelig forpligtelser overfor.

Måske vil liberalister som Dennis Nørmark en anden samfundsmodel, men det vil flertallet af danskerne ikke, og det må være udgangspunktet for debatten.

Problemet i top-socialdemokraternes meldinger handler netop om de gensidige forpligtelser i samfundskontrakten. En lille historie:

For nogle år siden arbejdede jeg på freelancebasis for fagforbundet FOA, hvor jeg rejste rundt i de lokale afdelinger og diskuterede klassesamfundet. Gang på gang hørte jeg fra sosu'er og andre: "Vi er på deltid, 25-30 timer, med dagens arbejdsforhold kan vi simpelthen ikke holde til mere".

Samfundskontrakten går begge veje

Lars Olsen

Heldigvis er der i den nye trepartsaftale et mærkbart lønløft, der især udløses af fire års anciennitet eller arbejde på skæve tidspunkter.

Forhåbentlig kan det styrke rekrutteringen, for grundlæggende er det et politisk ansvar at sikre rimelige arbejdsvilkår for lønmodtagerne "på gulvet" i den offentlige sektor. Samfundskontrakten går begge veje.

Dette er også mere generelt akilleshælen i top-socialdemokraternes meldinger. De har ret i, at finansieringen af velfærdssamfundet krakelerer, hvis for mange stempler ud.

Forpligtelsen går imidlertid også den anden vej – at der er gode daginstitutioner, ældreomsorg med mere, så lønmodtagerne trygt kan gå på arbejde og levere deres del.

Netop i disse år oplever mange, at kvaliteten i den nære velfærd er under pres. Analyser viser massiv folkelig utilfredshed, og at vi befinder os i en regulær velfærdskrise. Staten – og politikerne – leverer ikke deres del af samfundskontrakten.

Det påpeges også i debatten, men er desværre ikke det mest udbredte. Al for meget bygger på mytologi til højre og venstre.