Svend Brinkmann: Det er kun fantasiløse politikere, der vil have os til at arbejde mere

Det er korrekt, at den gennemsnitlige arbejdstid er mindre i Danmark, end den er i mange andre lande. Til gengæld er den høj per familie, da næsten alle kvinder er på arbejdsmarkedet og på lige fod med mænd.

Et centralt spørgsmål er desuden, hvad man måler den nuværende arbejdsmængde i forhold til. Kaare Dybvad Beks socialdemokratiske logik udspringer af industrisamfundet, hvor partiet fødtes, og det var uden konkurrence den epoke i verdenshistorien, hvor man har arbejdet mest.

I dag arbejder vi heldigvis mindre, men som arbejdslivsforskeren Juliet Schor har påvist, er det en myte, at den moderne kapitalisme har reduceret arbejdstiden.

Ikke mange flytter til Ærø for at arbejde mindre. Men mange lader til at have længslen, og den bør politikerne tage alvorligt.

Svend Brinkmann

Vi arbejder tværtimod stadig mere end på næsten alle tidligere tidspunkter i historien - mere end i middelalderen og enormt meget mere end i de jæger-samler-kulturer, som mennesker har levet i gennem mere end 90 procent af menneskehedens historie. Her arbejdede man to til fire timer om dagen, hvilket interessant nok svarer til Bertrand Russells ønske til den ideelle arbejdstid.

Forskere diskuterer i dag, om de epidemier af stress, udbrændthed og psykiske lidelser, vi bevidner i moderne og i øvrigt velfungerende samfund, kan skyldes et mismatch mellem den menneskelige natur og det arbejdssamfund, vi har skabt.

I 2017 udkom en interessant forskningsartikel af Alex Bryson og George MacKerron i The Economic Journal, der stillede spørgsmålet: Er du lykkelig, mens du arbejder?

Det er politisk fantasiløst at mene, at der intet alternativ er, for selvfølgelig er der alternativer.

Svend Brinkmann

På baggrund af mere end en million registreringer, foretaget internationalt af titusindvis af mennesker, der har anvendt en app til at angive deres velvære på forskellige tilfældige tidspunkter af døgnet, konkluderer forskerne, at der kun er én aktivitet, der er værre end at arbejde, nemlig at ligge syg i sengen.

Bortset fra sygdom er der altså intet, der gør os mere ulykkelige, end at arbejde.

Lykketopscoreren er elskov, fulgt af deltagelse i teater og koncerter, samvær med venner og familie samt alverdens andre aktiviteter med iboende værdi for mennesker. Folk rapporterer overraskende nok om højere niveauer af lykke, når de gør rent, pendler eller står i kø, end når de arbejder.

Forskerne giver ikke noget svar på, hvordan det kan være. Men måske havde Bertrand Russell svaret allerede i 1932: Når ”effektivitetskulten” fører til, at alting gøres for noget andets skyld, og aldrig for dets egen, da bliver mennesker ulykkelige, for da forsvinder meningen.

Jeg er heldigvis ikke politisk rådgiver, men jeg tror på den baggrund ikke, at man kan vinde befolkningens hjerte gennem en ny konkurrencestat med fokus på arbejdsudbud. Folk ønsker andre ting, hvilket eksempelvis udtrykkes gennem bevægelser som The Great Resignation og quiet quitting, som det nu kaldes.

Ikke mange flytter til Ærø for at arbejde mindre. Men mange lader til at have længslen, og den bør politikerne tage alvorligt.

Regeringen og midterpartierne har på dette område lagt sig fast på sin egen Thatcher-doktrin kaldet TINA, There Is No Alternative – der er intet alternativ.

Den politiske diskussion burde tage alternativerne alvorligt.

Svend Brinkmann

I 1980 holdt Margaret Thatcher, daværende britisk premierminister, sin berømte tale om det manglende alternativ:

”Vi bliver nødt til at få vores produktion og indtægter i balance. Der er ingen nem popularitet i det, vi foreslår, men det er grundlæggende sundt. Alligevel tror jeg, at folk accepterer, at der ikke er et reelt alternativ,” sagde hun.

Der er intet alternativ til arbejdssamfundets produktivitetsforbedring, effektivisering og øgning af arbejdsudbuddet. Men det er politisk fantasiløst, for selvfølgelig er der alternativer.

Én fløj vil gerne betale mere i skat for at kunne bevare velfærden, mens en anden vil beskære velfærdsydelserne. Atter andre vil importere arbejdskraft. Den politiske diskussion burde tage disse alternativer alvorligt frem for at moralisere over mennesker, der modsætter sig ”effektivitetskulten”.