Sygehusdirektør: Børn på Lolland skal have samme chancer for et godt og sundt liv som børn på Frederiksberg
DEBAT: Vi kan ikke løse den store ulighed i børns sundhed, så længe vi ikke kan skaffe sundhedspersonale til yderområderne, skriver sygehusdirektør på Nykøbing Falster Sygehus, Ricco Dyhr.
Ricco Norman Dyhr
Sygehusdirektør, Sjællands UniversitetshospitalBørn på Lolland har fire gange større risiko for at dø, inden de fylder fem år, end børn på Frederiksberg.
Det er helt uacceptabelt for et velfærdssamfund som det danske, og vi skal se med alvor på at få skabt mere lighed i sundhed.
Nye undersøgelser fra Rigshospitalet viser, at børn fra Lolland Kommune har fire gange større risiko for at dø end børn fra Frederiksberg Kommune, inden de fylder fem år.
Tallet blev offentliggjort i foråret, men er i disse coronatider gået under radaren. Det fortjener ikke desto mindre opmærksomhed, fordi det endnu engang understreger en meget vigtig sundhedsmæssig udfordring, som vi står med i Danmark – også når coronakrisen er bag os:
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Vi er meget langt fra at have lighed i sundhed – også når det gælder vores børn.
Socialøkonomisk slagside
Borgere, der bor på Lolland, lever i gennemsnit cirka 3,5 år kortere end borgere, der bor på Frederiksberg.
Sidst vi slog en uddannelsesstilling op i pædiatri, fik vi ingen ansøgninger
Ricco Dyhr
Sygehusdirektør, Nykøbing F. Sygehus
Den kortere levealder skyldes blandt andet, at de socialt mere velstående i højere grad flytter væk fra Lolland, mens de borgere, der flytter til kommunen, ofte er syge og socialt udsatte.
Det gælder også socialt udsatte familier med børn. Det kan vi ikke se igennem fingre med – heller ikke i denne sammenhæng.
Fra forskningen ved vi, at forældres økonomi og sociale status spiller ind på børnenes risiko for at dø. Har man rige forældre, er risikoen mindre. Det betyder, at vi som samfund skal løfte – ikke bare børnene, men i særdeleshed også deres forældre.
Fra et sundhedsperspektiv ser jeg to afgørende udfordringer for vores yderområder i Danmark:
Afstanden til sundhedstilbud, og at vi har svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med sundhedspersonale til sygehusene i yderområderne.
Langt til sundhedstilbud i yderområderne
I en rapport om ulighed i sundhed fra Sundhedsstyrelsen (2011) blev der peget på, at jordemødrenes screening af gravide for fysiske, sociale og adfærdsmæssige risikofaktorer er af stor betydning for barnets og moderens sundhed.
Men hvis man er gravid og bor i Nakskov, har man i flere år skulle køre til Slagelse for at få foretaget blandt andet nakkefoldskanning i 12. uge. Der er 145 km og tager over tre timer og 252 kroner i tog, hvis man ikke har en bil.
Afstanden rammer de sårbare gravide hårdest. Heldigvis er der per 1. september igen etableret et skanningstilbud til de gravide på Nykøbing F. Sygehus.
Vi ved fra tal fra Danmarks Statistik (2018), at antallet af kontakter til en børnelæge, fra barnet er nul til 20 år er mere end fire gange så højt i Frederiksberg Kommune sammenlignet med Lolland. Det samme gør sig gældende for antallet af besøg hos praktiserende læge, som også er væsentligt højere på Frederiksberg.
Forskellen på sundhedstilbud i Danmark er måske ikke så stor, men det er afstanden altså. Hvad ville en gravid på Frederiksberg sige, hvis hun blev bedt om at køre til Nyborg for at blive skannet?
Sundhedspersonale vil ikke til yderområderne
En væsentlig forudsætning for at skabe optimale sundhedsfaglige rammer for patienterne er højtkvalificeret sundhedspersonale.
På Nykøbing F. Sygehus gør vi det bedste, vi kan, for at tiltrække sundhedsfagligt personale. Det er vores pligt og bidrag til at skabe gode sundhedsmæssige forhold for borgerne i vores område.
Det har vi blandt andet gjort ved at forbedre rammerne for vores medarbejdere med personalehotel, madordninger, uddannelses- og forskningsmuligheder og stor fleksibilitet, så det bliver mere attraktivt for eksempelvis læger at vælge sygehuset som sin arbejdsplads.
Og det går faktisk fremad, men vi står over for et generationsskifte for en stor del af vores overlæger og umiddelbart ringe mulighed for at genbesætte stillingerne.
Vores placering er en stor hæmsko. Sidst vi slog en uddannelsesstilling op i pædiatri (børn og unge), fik vi ingen ansøgninger. Området er et af de mest søgte i hovedstadsområdet.
Kan ikke løfte udfordringen alene
Udfordringen med at få det sundhedsfaglige personale til at vælge at arbejde på et sygehus, der er placeret i et yderområde, er ikke en udfordring, som vi som sygehus kan løfte alene.
Derfor er det relevant at drøfte, hvordan vi kan skabe større incitamenter for, at sundhedspersonalet vælger at arbejde der, hvor patienterne har allermest brug for det.
Måske skal der være mulighed for særlige forløb for unge læger, der vil uddanne sig i yderområderne? Måske skal vi implementere med mere fleksible ansættelsesformer?
Rigshospitalets forskning viser, at det er bydende nødvendigt, at vi forholder os til, hvordan vi skaber lighed i sundhed for alle børn i Danmark – uanset postnummer og socialøkonomisk status.
Vi skal have lighed i sundhed og sundhedstilbud, så børn trods deres forældres situation og deres bopæl kan få et godt og sundt børneliv.
Vi giver ikke op. Vores nuværende, meget dygtige sundhedspersonale på Nykøbing F. Sygehuse er jo en del af succeshistorien om, hvor langt vi er kommet. Nu skal vi det sidste stykke i mål.