Sygeplejersker: Psykisk syge og sårbare betaler prisen for politisk nøl og omfattende svigt

Hver dag rammer udsultningen af psykiatrien mennesker i sårbare situationer. Hver eneste dag er der børn, som ikke kommer i skole. Forældre der ikke kan tage vare på deres nyfødte. Børn, unge, voksne og gamle med psykiske sygdomme, som ikke får god nok og hurtig nok hjælp.

Det begyndte ellers at se lysere ud. Først med Sundhedsstyrelsens gode og grundige oplæg og siden med de penge, der fulgte med. Lige nu virker det dog mest, som om psykiatrien igen er røget ned i bunden af den politiske prioriteringsliste.

Det er faktisk ikke til at holde ud.

Derfor føler vi også trang til at råbe op. Til at minde om, at det ikke er uden konsekvenser, når psykiatrien igen er sat i venteposition. Dermed svigter vi nemlig nogle af de mennesker, som vi burde kunne hjælpe bedre – det ser vi både i ældreplejen, sundhedsplejen, på misbrugsområdet og i psykiatrien. 

Det tværsektorielle samarbejde halter
De mest udsatte patienter på hospitalerne er ofte ramt af både psykiske lidelser, misbrug og somatiske lidelser. Det er systemet ikke gearet til at håndtere. Både fordi personalet ikke får den nødvendige kompetenceudvikling, og fordi hospitaler og kommuner ikke er gode nok til at koordinere, hvem der tager sig af hvilke lidelser.

Ofte står den somatiske lidelse i vejen for, at borgeren kan være i det psykiatriske system, ligesom misbruget ekskluderer. Konsekvensen er, at nogle af dem, som har allermest brug for sundhedsvæsenets hjælp, er dem, som får det dårligste og mindst sammenhængende tilbud.

Så selv om den øgede specialisering i sundhedsvæsnet er med til at løfte kvaliteten, kan den også gøre det vanskeligt at skabe sammenhæng for patienten. Så sker det eksempelvis, at det bliver overset, at der er børn og unge, som også bliver ramt, når forældre er tilknyttet psykiatrien. Eller det sker, at psykisk sygdom får lov til at udvikle sig værre, fordi medarbejderne i kommunerne ikke har adgang til faglig sparring og eventuelt en specialuddannelse i psykiatri.

Derfor er der brug for hurtige, klare og smidige henvisningsveje, og der er brug for et mere systematisk tværsektorielt samarbejde.

Mere fokus på forebyggelse
Derudover er det et kæmpe problem, at vi ikke tænker forebyggelse nok. Først når det er gået helt galt, er der hjælp at hente.  

Konsekvensen er, at nogle af dem, som har allermest brug for sundhedsvæsenets hjælp, er dem, som får det dårligste og mindst sammenhængende tilbud

Dorthe Boe Danbjørg m.fl.
Se faktaboks for alle afsendere

For eksempel skal vi blive bedre til at opspore angst og mistrivsel hos børn og unge. Vi skal blive meget bedre til at hjælpe børnene og deres familier, inden det udvikler sig til omfattende skolevægring og en kronisk tilstand, som forfølger barnet langt ind i voksenlivet.

På samme måde skal vi blive bedre til at opspore depression i forbindelse med graviditet, fødsel og det at blive forældre. Så kan vi forebygge skår i relationen mellem forældre og børn og give både børn og forældre de bedste vilkår fremadrettet. I den forbindelse er det altså ikke hjælpsomt, at man mange steder har valgt at skære i ydelserne fra sundhedsplejen, ligesom der mangler sundhedsplejersker.

Kompetencerne er ikke fulgt med opgaverne i kommunerne
Meget af det forebyggende arbejde skal foregå ude i kommunerne. Her er det efterhånden en fortærsket nyhed, at medarbejderne skal løfte langt flere og mere komplekse opgaver, og desværre er der en tilbøjelighed til at glemme, at det også kræver fokus på kompetencer. Det gælder ikke mindst, når medarbejderne møder et stigende antal borgere i mistrivsel og med psykiske lidelser. Vi ved, at mange kommunale sygeplejersker ikke føler sig klædt godt nok på og står magtesløse, fordi de ikke har mulighed for faglig sparring og uddannelse.

Det gælder ikke mindst, når vi står overfor organisatorisk kompleksitet. Det er vanskeligt at finde ud af hvem, der skal kontaktes hvornår, fordi psykiatriske borgere ofte har kontakt til mange enheder. Ofte magter borgerne ikke at følge behandlingen, fordi de har alt for mange kontakter i både sundhedsvæsnet og inden for det sociale område.

Vi ved, at mange kommunale sygeplejersker ikke føler sig klædt godt nok på og står magtesløse, fordi de ikke har mulighed for faglig sparring og uddannelse

Dorthe Boe Danbjørg m.fl.
Se faktaboks for alle afsendere

De lange ventetider på behandling i psykiatrien udfordrer, da der ingen faglig hjælp er at få, og hvis kommunen ikke har et akut socialpsykiatrisk tilbud, så tilses borgerne af sygeplejersker, som ikke nødvendigvis har psykiatrisk erfaring. Det gælder også på plejehjemmene, hvor de ældre borgere med psykisk sygdom bliver afsluttet af psykiatrien meget hurtigt, og hvor det er vanskeligt få hjælp og sparring ved forværring i sygdommen.

Vi svigter med vores langsommelighed
Det står også klart med Behandlingsrådets rapport fra januar, at vi er i gang med et omfattende svigt. Den cementerer hvor omfattende uligheden i sundhed er for mennesker med psykisk sygdom.

Ifølge rapporten har man både lavere overlevelseschancer og lavere sandsynlighed for at modtage optimal behandling, hvis man har en psykisk lidelse og bliver syg med eksempelvis hjertesygdom eller kræft.

Det er et demokratisk, etisk og økonomisk problem, som breder sig ud over mange individuelle skæbner. Som velfærdssamfund kan vi simpelthen ikke besidde den viden uden at handle på den, som om vi havde ild i håret. Og som medarbejdere bliver vi frustrerede over at være i et system, der ikke understøtter, at borgerne får den rigtige hjælp og får den rettidigt.

Lad os nu komme i gang. Det står klart og tydeligt i det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen, hvad der skal til. Få nu pengene ud at virke.