Tidligere PLO-formand: Større pengepose risikerer at forværre sundhedsvæsenets problemer

De aktuelle udfordringer i det danske sundhedsvæsen er ikke skabt af coronaepidemien. Epidemien har blot tydeliggjort nogle af problemerne.

Det reelle problem er et velkendt og fortsat voksende behandlingsbehov blandt befolkningen – først og fremmest, fordi vi bliver ældre, men også, fordi sundhedsvæsenet bliver dygtigere. I samme periode har der udviklet sig en ret "omstændig" ledelsesstruktur. En ledelsesstruktur, som vi nu bør tage op til revision.

Med en dansk økonomi i topform kunne det være tillokkende blot at hælde flere penge i sundhedsvæsenet, måske ændre et par organisationsdiagrammer, og så bede sundhedsvæsenet om at løse problemerne. Det kommer bare ikke til at ske.

Penge er ikke nok

De sidste 10-15 års udvikling af sundhedsvæsenet har ikke kun medført højere effektivitet og bedre overlevelse. De har også medført stigende stress og udbrændthed blandt de grupper, der arbejder tættest på patienterne.

Vi har især set det i psykiatrien, på de mange sygehusafdelinger, der arbejder med døgndækning, i almen praksis, i Lægevagten og i 1813.

Enhver, der er tæt på personalet disse steder – enten som patient, pårørende eller kollega – har set, hvad stress og besværlige arbejdsgange får af konsekvenser for patienterne: Dårligere overblik, mere spild af tid og ressourcer, flere fejl og mindre medmenneskelighed og omsorg.

Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet. Det er nødvendigt

Christian Freitag
Speciallæge og tidligere formand for PLO

Det kommer en stor pose penge ikke til at ændre. I værste fald vil ekstra midler blot kunne forstærke problemerne, hvis det er det eneste, som vi gør.

Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden kommer til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet. Det er nødvendigt, hvis vi både skal kunne finansiere bedre rekruttering, bedre forskning, bedre medicin og etablering af nye og bedre arbejdsgange. Men vi bliver nødt til at revurdere, hvad vi putter pengene i.

Vi har brugt de sidste 15 til 20 år på at digitalisere og effektivisere sundhedsvæsenet ud fra devisen "flere data" og "flere patienter per tidsenhed". Det var der behov for, men vi har nået et mætningspunkt.

Nu handler det om at bruge tiden på de rigtige data, og samtidig kommer "effektiviseringer" ikke bare til at bestå af flere patienter og flere behandlinger per tidsenhed. De kommer i højere til at bestå af bedre patientforløb og på nogle områder endda færre behandlinger.

Nationale databaser er gode til blandt andet at registrere aktivitet, fejl og forbedret overlevelse, men de er ikke særligt gode til at registrere gode patientforløb.

I almen praksis har vi ledt efter "det gyldne datasæt", der skal adskille det gode patientforløb og de gode læger fra de mindre gode. Det datasæt kommer vi ikke til at se i de næste ti til 20 år – mindst. Vi skal derfor en anden vej.

Store krav til ledelse af sundhedsvæsenet

Hvordan kan vi mindske stress i sundhedsvæsenet og samtidig forbedre patientforløbene?

Det lette svar findes ikke, men vi ved, at noget af det, som mindsker stress blandt medarbejderne, er omfanget af medarbejderens indflydelse på egen arbejdsdag, og at de kan se meningen med det, som de laver. Vel egentligt ret rimelige krav?

Når man har arbejdet både i den offentlige og den private del af sundhedsvæsenet lærer man, at både de gode og dårlige eksempler findes begge steder.

Det, der adskiller de gode fra de mindre gode, er i høj grad evnen til at give medarbejderne rum til at arbejde med deres faglighed og give dem indflydelse på deres egen arbejdsdag. Det er godt for både medarbejderne og patienterne.

Vejen væk fra stresset personale og vejen hen mod bedre patientforløb går ikke i hver sin retning. Tværtimod – de er nærmest parallelle.

Det kommer dog til at kræve en både organisatorisk og mental omstilling i ledelsen af sundhedsvæsenet fra allerøverste niveau. En omstilling, der kan sammenlignes med den, som overlægerne og professorerne helt fornuftigt måtte acceptere i 60'erne, 70'erne og 80'erne.

Dengang handlede det om, at magten alene lå hos nogle meget få og fagligt meget dygtige læger. Det havde sine begrænsninger.

I dag ligger magten i et kompliceret netværk af politikere og administratorer i både stat, regioner og kommuner. Det har vist sig også at have sine begrænsninger.

Reform skal give plads

Vi får naturligvis fortsat behov for ledere i sundhedsvæsenet, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund.

Men deres fornemste opgave bliver at give rum og tid til de mellemledere, der befinder sig tættest på medarbejderne og patienterne. Topledelserne bør også udgive færre rapporter, udsende færre detaljerede retningslinjer og gennemføre færre projekter.

Hvis en kommende sundhedsreform blot skruer på de velkendte knapper, så gør vi bare vores sundhedsvæsen endnu mere stresset

Christian Freitag
Speciallæge og tidligere formand for PLO

Politikerne skal naturligvis fortsat sætte retningen for udviklingen af sundhedsvæsenet, og Sundhedsstyrelsen skal naturligvis fortsat stille tydelige nationale krav til kvaliteten. Men når retningen er sat, skal politikerne primært – understøttet af deres embedsmænd – følge udviklingen over lange terminer.

De skal ikke ustandseligt korrigere små afvigelser med nye love, forsøgsordninger, høringer og betænkninger. De skal derimod vise sundhedsvæsenet tillid.

Hvis den tillid er ægte, vil den kunne mærkes på den spidsbelastede afdeling på Bispebjerg, den vil kunne mærkes, når sygemeldingen rammer demensafsnittet på det kommunale plejecenter i Odense, og den vil kunne mærkes i Lægevagten i Ringkøbing klokken 23 en torsdag aften.

Denne tillid til de sundhedsfaglige medarbejdere vil være den vigtigste faktor i at kunne rekruttere sygeplejersker til akutafdelingerne, sosu-assistenter til plejehjemmene og speciallæger til hele landet.

Hvis en kommende sundhedsreform blot skruer på de velkendte knapper: Flere penge til gengæld for "mere aktivitet", "mere rapportering", "mere kontrol" og "flere resultater inden for 12 måneder", så gør vi bare vores sundhedsvæsen endnu mere stresset. Det gavner ikke patienterne.

En kommende sundhedsreform bør handle om at give sundhedsvæsenet plads til at træffe beslutninger, mulighed for at råde over egne ressourcer og tid og politisk tålmodighed til at skabe resultater.

Hvis det lykkes, vil politikerne kunne bryste sig af at have vist ægte politisk lederskab.