Tidligere regionsdirektør: Hvorfor skal Medicinrådet behandle lægemidler, som lægerne ikke vil bruge?

Det er brug for et opgør med de opgaver, som Medicinrådet varetager. For selvom rådet er fagligt stærkt, så bruges tiden og pengene på områder, der ikke er hensigtsmæssige, skriver Leif Vestergaard Pedersen.

Danske Regioner bør ændre arbejdet omkring Medicinrådet, så det er de enkelte fagudvalg under Medicinrådet, der kan foreslå, hvilke nye lægemidler der bør vurderes, skriver Leif Vestergaard Pedersen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Medicinrådets kræfter slår ikke til.

På trods af optimeringer af arbejdsgangene og forbedringer af metoder, kan rådet ikke nå at vurdere nye lægemidler indenfor de frister, Danske Regioners bestyrelse har fastlagt.

Problemet er helt forudsigeligt og skyldes grundlæggende den måde, Danske Regioner, har fastlagt rammerne for Medicinrådet. Danske Regioner kan løse problemet ved flere penge i 2025 – men om få år vil problemet formentlig vende tilbage.

Det grundlæggende problem er, at Danske Regioner har sat Medicinrådet til at behandle alle de ansøgninger, der kommer fra lægemiddelvirksomheder, der ønsker, at deres nye lægemidler skal kunne anvendes som standard på de danske sygehuse.

Hvorfor skal Danske Regioner bruge næsten 70 millioner kroner på det arbejde?

Hvorfor skal Medicinrådet betjene lægemiddelproducenterne?
Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd, tidligere regionsdirektør og medlem af Medicinrådet

Bør ændre praksis

Det er meget fornuftigt at have et medicinråd, der kan lave medicinske behandlingsvejledninger for de enkelte sygdomsområder og dermed skabe et grundlag for at sende ligestillede lægemidler i udbud.

Det arbejde løfter kvaliteten af behandlingen i Danmark, og det sikrer regionerne meget store besparelser på lægemidlerne.

Det er også fornuftigt at have et medicinråd, der kan sikre, at nye lægemidler tages i brug på en ensartet måde i hele landet – og at nye lægemidler med en ringe effekt ikke bliver standard i Danmark. Og det er også nødvendigt at kunne sige nej til nye lægemidler, hvor prisen er urimelig høj, fordi lægemiddelproducenten udnytter sit monopol.

Men hvorfor skal Medicinrådet betjene lægemiddelproducenterne? Hvorfor skal Medicinrådet bruge kræfter på at behandle ansøgninger om lægemidler, som lægerne på sygehusafdelingerne slet ikke overvejer at tage i brug? Hvorfor sørger Dansker Regioner ikke i stedet for at bruge kræfter på at være en hjælp til lægerne og dermed patienterne?

Læs også

Sundhedseksperter: Uklar ansvarsfordeling truer sundhedsreformen

Debat

Danske Regioner bør ændre arbejdet omkring Medicinrådet, så det er de enkelte fagudvalg under Medicinrådet, der kan foreslå Medicinrådet, hvilke nye lægemidler der bør vurderes med henblik på at blive standardbehandling på de danske sygehuse.

På den baggrund kan man bede lægemiddelvirksomheden om at lave en ansøgning til Medicinrådet, som så kan behandles af fagudvalg og medicinråd. Det vil nedbringe antallet af sager i Medicinrådet.

Politisk eller fagligt?

Der laves et kæmpe arbejde i fagudvalg og i Medicinrådet. Medlemmer bruger ofte også fritiden på at sikre et godt faglig grundlag for beslutningerne.

Ofte kritiseres beslutningerne for ikke at være sundhedsfagligt gode. Det er en urimelig kritik.

Danske Regioner bør ændre arbejdet omkring Medicinrådet.
Leif Vestergaard Pedersen
Formand, Det Etiske Råd, tidligere regionsdirektør og medlem af Medicinrådet

Det bør fremstå klokkeklart, at behandlingsvejledninger og rapporter fra fagudvalg normalt er solidt fagligt arbejde. Men når Medicinrådet træffer beslutninger om, at et lægemiddel er for dyrt i forhold til effekten, så er det ikke en faglig beslutning. Det er en normativ/politisk beslutning.

Det betyder ikke nødvendigvis, at beslutningen er forkert – men den kan ikke vurderes på baggrund af sundhedsfaglig evidens, måske nærmere ”politisk evidens.” Og på det område har rådet ikke meget at støtte sig til, og det bliver derfor de enkelte medlemmers egne værdimæssige overvejelser, der bliver afgørende for diskussionen og beslutningen.

Af hensyn til tilliden til Medicinrådets faglige arbejde bør det være tydeligt, hvad der er fagligt, og hvad der er politisk/værdimæssigt – og af hensyn til tilliden til de værdimæssige beslutninger burde Danske Regioner fremsætte lidt mere klare værdimæssige vejledninger for rådets arbejde.

Hvor meget vil vi normalt betale for et kvalitetsjusteret leveår? Vil vi betale mere for børns kvalitetsjusterede leveår? Betyder lighed i sundhed, at vi vil betale mere for kvalitetsjusterede leveår for psykisk syge? Er vi villige til at betale mere for en fremadskridende kronisk sygdom end for en tredje linje kræftbehandling? Er det vores vurdering af andres livskvalitet, der skal ligge til grund – eller er det de syges egen vurdering?

Disse spørgsmål og mange tilsvarende har Medicinrådets medlemmer forholdt sig direkte eller indirekte til. Måske skulle vores sundhedspolitikere også med på råd.

Læs også