To regioner bryder brystkræfts-aftale

KRÆFT: Region Syddanmark og Region Sjælland kan ikke leve op til aftalen om brystkræftscreening af kvinder mellem 50 og 69.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) meddeler i en orientering til Folketingets Sundhedsudvalg, at Region Syddanmark og Region Sjælland varsler forsinkelser af brystkræftscreening af kvinder mellem 50 og 69 år.

Kvinderne i de to Venstre-ledede regioner kommer til at vente et godt stykke tid ind i 2010, før de kan få foretaget en mammografi. Det skriver JydskeVestkysten.

Det sker på trods af den oprindelige frist, som var udgangen af dette år. Aftalen blev indgået mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti i 2005, hvor Lars Løkke Rasmussen var sundshedsminister. Aftalen var en udvidelse af kræftplan 2, som skulle løfte den landsdækkende indsats på kræftområdet.

"Det er drønærgerligt, at screeningen er forsinket nogle steder. Det er jo ikke det, der var tanken, da regeringen sammen med Dansk Folkeparti satte penge af til at fremrykke det her tilbud. Nu forventer jeg, at de to forsinkede regioner gør, hvad de kan for at komme i mål i en fart," siger Jakob Axel Nielsen til JydskeVestkysten.

Region Syddanmark og Region Sjælland, som ikke opfylder aftalen, forklarer, at de har manglet tilstrækkeligt personale, og derfor ikke har kunnet overkomme opgaven.

Næst efter aldersbetingede sygdomme er brystkræft den hyppigste dødsårsag blandt danske kvinder. Hvis sygdommen opdages på et tidligt tidspunkt, kan sygdommen behandles og derved nedsætte antallet af dødsfald.

Efter den oprindelige aftale skal 700.000 raske kvinder i alderen 50-69 år have tilbuddet om screening.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024