Udbrud af fugleinfluenza i Vietnam

Udbrud af fugleinfluenza i Vietnam. To børn og én voksen er døde i Hanoi-regionen.
Sandra Schwartz
Dokumentation
WHO har udsendt en pressemeddelelse vedrørende et udbrud af fugleinfluenza i Vietnam. To børn og én voksen er døde af fugleinfluenza A (H5N1) i Hanoi-regionen. Siden oktober 2002 er der konstateret 14 tilfælde, 13 børn og én voksen, af alvorlig luftvejsinfektion i Hanoi og i omkringliggende provinser. Elleve af børnene og den voksne er døde. Indtil videre er det kun tre af patienterne, der har fået konstateret fugleinfluenza. Der er formentlig ikke nogen enkeltårsag til alle disse sygdomstilfælde.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er noget der tyder på, at virus smitter fra person til person. Nogle af patienterne kommer fra den samme familie, men der er sandsynligvis smittet fra samme smittekilde fra fjerkræ. Der er udbrud af fugleinfluenza blandt fjerkræ i det sydlige Vietnam. Forskere undersøger nu, om virus i fjerkræ og mennesker er identiske.

Der er endvidere rapporter om udbrud af fugleinfluenza blandt fjerkræ i Japan og Sydkorea, men ikke om tilfælde blandt mennesker. Der er heller ingen umiddelbar forbindelse mellem udbruddene i Japan, Sydkorea og Vietnam.

Første gang man fandt fugleinfluenza A (H5N1) hos mennesker var i Hongkong i 1997, hvor seks af i alt 18 patienter døde. Der var ingen smitte fra person til person. Mere end 1 million fjerkræ blev aflivet.

Sundhedsmyndighederne i Vietnam og WHO følger situationen nøje. Der er ingen rejserestriktioner i forbindelse med det aktuelle udbrud.

Læs WHO's pressemeddelelse
.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024