Debat

Vi har behov for flere motorveje

DEBAT: Det er ikke nok at investere i jernbaner. Der er behov for sammenhængende planer for nye motorveje, mener Dansk Vejforening.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Jens Erik Christensen
Formand for Dansk Vejforening

I juli offentliggjorde Dansk Vejforening sit udspil til fremtidens danske motorveje 'Effektiv og Fleksibel Mobilitet'.

Forslaget indeholder en skitse til det motorvejsnet, som Danmark bør have om 40-50 år, og en række forslag til principper for f.eks. en bedre udnyttelse af vejkapaciteten, indpasning i naturen og bedre vilkår for bustrafikken.

Den opmærksomme avislæser vil have bemærket både den omfattende dækning, som Dansk Vejforenings forslag fik og den række af lignende forslag, der fulgte efter.

Nødvendigt med nye motorveje 
Det er glædeligt, at debatten om fremtidige motorveje nu er kommet i gang. I trafikaftalen fra januar i år var fokus nemlig i helt dominerede grad på jernbanernes fremtid. Det har vi ikke som sådan nogen problemer med, for jernbanerne i Danmark skal også bringes til at fungere bedre. En del af trængslen på vejene skyldes uden tvivl, at jernbanerne underpræsterer og sender utilfredse kunder ud på vejene.

Uanset, hvordan man vender og drejer det, kommer vi ikke uden om, at det vil være nødvendigt at investere i nye motorveje.

Jens Erik Christensen
Dansk Vejforening

Men uanset, hvordan man vender og drejer det, kommer vi ikke uden om, at det vil være nødvendigt at investere i nye motorveje. Det vil det være, hvis man fortsat ønsker en økonomisk vækst og en hverdag for den enkelte dansker, som er til at holde ud at leve i.

Vi har derfor foreslået, at det fremtidige motorvejsnet skal have to strenge - både øst-vest og nord-syd i såvel Jylland som Sjælland. Samtidig vil det være nødvendigt at udbygge en del af de eksisterende motorveje til 3+3 spor. I alt svarer vores forslag til ca. 800 km motorvejsbyggeri - heraf ca. 375 km ny motorvej.

De to strenge skal sikre den fleksibilitet og robusthed over for afbrydelser i motorvejstrafikken, som vi i dag stort set mangler. En enkelt ulykke eller et stykke tabt gods kan forsinke tusindvis af trafikanter og tonsvis af gods i timevis.

Køtrafik er desuden en CO2-synder af de større.

Hvis vi skal undgå den slags spild i fremtiden, er det vigtigt, at der er en aflastning til det nuværende, enstrengede motorvejsnet.

En langsigtet plan 
Det er vigtigt for Dansk Vejforening at understrege formålet med udspillet: at lægge op til, at der vedtages en langsigtet plan. På samme måde som den gamle plan for 'Det store H', der også med tiden blev anerkendt som et fornuftigt mål.

Vi er temmeligt sikre på, at der kommer flere motorveje - uanset hvad. Erhvervsudviklingen og danskerne livsstil kræver det nemlig. Men hvis hver stykke motorvej vedtages hver for sig, efterhånden som forskellige interessegrupper får deres lokale ønsker gjort til politik, havner vi i et kludetæppe af motorveje. Og risikoen for, at der dermed skabes flere trafikknudepunkter end i dag, er overhængende.

Vi kan ikke se noget realistisk alternativ til at investere i både motorveje og jernbaner. At lade som, at en af delene kan klare de trafikale behov alene, er at stikke hovedet i busken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024