DI: Øget europæisk grænsekontrol skader erhvervslivet

EU bygger på idéen om det indre marked og den frie bevægelighed for varer og arbejdskraft.

Derfor er det – set med erhvervslivets øjne – en helt gal retning, når flere taler for øget grænsekontrol ved EU-landenes indre grænser.

For nyligt lempede EU kravene til Schengen-aftalen, som går ud på, at vi som EU-borgere kan rejse frit rundt i det ”indre marked”, altså mellem de lande, der udgør EU.

Hidtil har lande undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kunne indføre midlertidig grænsekontrol ved landets grænser i op til et halvt år ad gangen.

Midlertidigheden kan diskuteres, når et land som Danmark siden 2016 de facto har haft grænsekontrol ved hele tiden at forlænge med seks måneder ad gangen. Begrundelserne har blandt andet været migrantkrise og covid-19.

EU er gået diplomatisk til værks og har nu rykket grænsen for, hvor længe EU-lande kan indføre midlertidig grænsekontrol fra et halvt år til to år.

Det er desværre den helt forkerte vej at gå.

Midlertidig grænsekontrol skaber splid i EU

EU er grundlæggende altafgørende for, at et lille land som Danmark kan spille med på den store verdensscene, politisk såvel som i den internationale konkurrence om grøn teknologi, biosolutions, medicin og så videre.

Vi får som land helt utroligt meget ud af det indre marked, at kunne eksportere vores varer frit, at kunne få international arbejdskraft til landet.

Bliver den illegale indvandring løst bedst ved, at EU landene hver især lukker sig om sig selv og svækker hele præmissen for EU, nemlig den frie bevægelighed? Nej.

Karsten Lauritzen
Direktør, DI Transport

Storstrømsbroen og Femern er, hvis man kigger på arbejdskraft, et EU-projekt, bygget af EU-borgere og delvist finansieret af EU.

Er der problemer ved EU’s ydre grænser? Ja.

Der er rigtigt mange, der gerne vil leve og arbejde i EU. Og mange af dem forsøger desværre at komme hertil illegalt. Det sidste er problemet.

Bliver den illegale indvandring løst bedst ved, at EU landene hver især lukker sig om sig selv og svækker hele præmissen for EU, nemlig den frie bevægelighed? Nej.

Løsningen på de ydre grænser skal, som så mange andre svære udfordringer, løses i parlamentet og kommissionen, ikke gennem national lovgivning.

For jo mere vi går enegang med ”løsninger” på problemer, der tydeligvis relaterer sig til EU, jo mere undergraver vi troen på, at det er i fællesskab i EU, at vi løser de store problemer bedst: klimaforandringer, konkurrencen fra Kina og USA og migrantkrisen.

Alene står vi bare svagere, alene batter vores løsninger mindre – sammen bliver summen af påvirkningen så meget større.

God politik tager tid

Jeg kan godt forstå, hvis man sidder herhjemme i Danmark og bliver utålmodig.

Politik tager lang tid, god politik længere og EU-politik længst. Det må det gøre, når 27 medlemslande på 24 forskellige sprog med forskellige kulturer, bagage og forudsætninger skal blive enige.

Men styrken i løsningerne er så stærke, netop fordi de viser, at det er muligt at enes på tværs af grænser.

For EU’s skyld, for de enkelte landes skyld, for Danmarks skyld, for erhvervslivets skyld, for din og min skyld er opfordringen meget klar: hold de indre grænser åbne, kun sådan finder vi løsningen sammen på de ydre grænser i EU.