Debat

Dansk Erhverv, TDC og RGO: Intelligente trafikløsninger kan tage toppen af trafikpropperne

Teknologi og innovation kan optimere vores transportsystemer og trafikflowet – men politikerne har ikke afsat nogle midler til intelligente løsninger på trængslen. Det bør der rettes op på, skriver Dansk Erhverv, TDC og Rådet for Grøn Omstilling.

Lad os investere i smart mobility og bevæge os mod en fremtid uden trafikpropper, skriver Dansk Erhverv, TDC og Rådet for Grøn Omstilling.
Lad os investere i smart mobility og bevæge os mod en fremtid uden trafikpropper, skriver Dansk Erhverv, TDC og Rådet for Grøn Omstilling.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Jesper Kronborg
Jeppe Juul
Astrid Katrine Kyhl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Trafiktrængsel er et af de store problemer, vi som samfund står over for.

Når vi gang på gang sidder fast i trafikken, spilder vi ikke kun tid, men vi bidrager også til luftforurening, støj og stress.

Den traditionelle løsning på trængselsproblemer har altid været at bygge mere infrastruktur: flere veje, flere motorveje og flere parkeringspladser. Men er det den bedste løsning? 

I nogle tilfælde er det ny infrastruktur, der er brug for, men ganske ofte ville det give mening at arbejde med flere løsninger.

Det vil for eksempel være oplagt målrettet at arbejde med mere grøn – og smart – mobilitet for at nedbringe trængslen på vores veje.

Læs også

Parallelt med ny infrastruktur burde vi altså også fokusere på smart mobility – det vil sige intelligente mobilitetsløsninger, der bruger teknologi og innovation til at optimere vores transportsystemer.

Der ligger her et vigtigt potentiale, som Dansk Erhverv for nylig har udfoldet i et udspil om grøn mobilitet.

Smart mobility handler om at bruge teknologier og data til at forbedre vores transportsystemer, så man skaber et netværk, hvor alle transportformer – biler, cykler, fodgængere, offentlig transport – arbejder sammen på en effektiv og bæredygtig måde.

Det inkluderer alt fra intelligente trafikstyringssystemer og dynamisk rutevejledning til smart parkering og delte transportmidler. Lad os se nærmere på nogle af de helt konkrete muligheder.

Trafikstyringssystemer bør integreres i alle biler

Et af de mest lovende aspekter af smart mobility er intelligente trafikstyringssystemer (ITS).

Ved at bruge sensorer, kameraer og avancerede algoritmer kan ITS overvåge trafikforholdene i realtid og justere trafiklys og vejskilte for at optimere trafikflowet.

Vores politiske opfordring er, at man ikke kun ser på ny infrastruktur for at løse trængselsproblemet, men også bruger midler på at udvikle og udbrede intelligente løsninger

Jesper Kronborg, Astrid Katrine Kyhl og Jeppe Juul

Studier har vist, at ITS kan reducere rejsetiden i byområder med op til 25 procent. Dette er en betydelig forbedring, der kan reducere både trafiktrængsel og luftforurening.

Dynamisk rutevejledning, som mange kender fra GPS og trafikapps, bruger realtidsdata til at foreslå de bedste ruter baseret på aktuelle trafikforhold. 

Dette kan reducere rejsetiden for bilister med 10-20 procent ved at undgå overbelastede veje.

Forestil dig, hvis denne teknologi blev integreret i alle biler og offentlig transport.

Så kan trafikbelastningen fordeles mere jævnt og undgå de værste trafikpropper.

Eksempelvis er TDC NET allerede begyndt at bruge kunstig intelligens og data til at optimere ruterne for de teknikere, der hver dag kører ud og løser opgaver hos kunderne.

Med ruteoptimering opnår man et bedre match mellem den enkelte tekniker og de forskellige typer opgaver hos kunderne. Det skærer op mod 25 procent af transportbehovet. 

Kloge parkeringstjenester og flere delebiler

Parkering er en af de største kilder til bytrafik. Bilister, der leder efter parkeringspladser, kan udgøre op til 30 procent af trafikken i visse områder.

Smart parkering, som informerer bilister om ledige parkeringspladser i realtid, kan reducere den unødvendige trafik betydeligt.

I San Francisco har erfaringer med smart parkering reduceret tiden brugt på at finde parkering og dermed mindsket trafiktrængsel.

Læs også

Deling af køretøjer gennem carsharing og ridesharing-tjenester og mobilitetsknudepunkter er endnu en løsning, der kan være med til at reducere antallet af biler på vejene.

Studier viser, at hver delebil kan erstatte op til 13 private biler. Dette reducerer ikke kun trafikmængden, men også behovet for parkeringspladser.

Hvis sådanne tjenester blev mere udbredte, vil man kunne se en markant forbedring i trafikflowet.

Endelig kan også nævnes optimering af godstransport og leveringstjenester, der ved hjælp af teknologi reducerer antallet af tunge køretøjer på vejene, især i byområder.

MIT Center for Transportation & Logistics har vist, at intelligent logistik kan reducere antallet af tunge køretøjer med 10-15 procent, hvilket kan mindske trængsel betydeligt.

Mangler politisk fokus på trængsel

Eksemplerne viser med al tydelighed, at der er meget markante muligheder for at nedbringe trængslen.

Parallelt med ny infrastruktur burde vi også fokusere på smart mobility

Jesper Kronborg, Astrid Katrine Kyhl og Jeppe Juul

Men det er der desværre ikke nok politisk fokus på.

Da Danmarkshistoriens største infrastrukturaftale blev indgået i 2021, blev der lavet en aftale om, at der samlet skulle investeres og igangsættes nye initiativer på transportområdet for 105,8 milliarder kroner i perioden 2022-2035.

Men aftalen siger dog ingenting om, hvordan trængslen kan nedbringes.

Vores politiske opfordring er, at man ikke kun ser på ny infrastruktur for at løse trængselsproblemet, men også bruger midler på at udvikle og udbrede intelligente løsninger til at reducere trafiktrængsel, forbedre livskvaliteten og mobiliteten i både land og by – og ikke mindst skabe et mere bæredygtigt transportsystem for fremtiden.

Valget er klart. Lad os investere i smart mobility og bevæge os mod en fremtid uden trafikpropper.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Kronborg

Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2007)

Jeppe Juul

Transportpolitisk chef , Rådet for Grøn Omstilling, medlem af bestyrelsen i Transport & Environment
cand.scient.soc. (Roskilde Uni.)

Astrid Katrine Kyhl

Chef for AI og data, TDC NET
cand. scient. fysik (Københavns Universitet, 2012)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024