Debat

Forældreindflydelse er vejen frem for folkeskolen

DEBAT: Skolen bliver bedre af at have aktive forældre i skolebestyrelsen. Spørgsmålet er, om kommunerne tør give dem chancen, skriver Skole og Samfunds formand, Benedikte Ask Skotte.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benedikte Ask Skotte
Formand for Skole og Samfund

Danmark har en fremsynet lovgivning, der lægger formel indflydelse i hænderne på forældrene til de børn, der går i folkeskolen. Forældrene har flertallet i skolebestyrelsen, og skolebestyrelsen sætter rammerne for hele skolens virksomhed bl.a. ved at beslutte de overordnede principper, som skolens ledelse og medarbejdere arbejder efter ved at fastsætte budgettet og ved at have tilsyn med skolen.

Alligevel ser vi, at mange skoler har svært ved at få forældrene til at interessere sig for at stille op til og deltage i valget af skolebestyrelsen. Og det får nogle til at konkludere, at forældrene ikke har fortjent tilbuddet om indflydelse på skolen gennem flertal i bestyrelsen. Fjern de amatører, der ikke vil tage ansvar, og overlad skolen til fagfolk, er argumentet.

Forældreinvolvering giver spring fremad
Det synspunkt er en falliterklæring. Vi ved fra mange skoler landet over, at et aktivt forældreengagement virker meget konstruktivt udviklende for skolen.
Vi ved også, at nogle kommuner har indset det og satser på det. Som Odense Kommune, der i en pjece henvender sig til forældrene for at få dem til at stille op til skolebestyrelsen:

"Skolebestyrelsesvalget rager dig, fordi din interesse for skolen smitter af på dit barns lyst til at lære og dit barns generelle trivsel. Al forskning viser nemlig, at børn med engagerede forældre lærer mere, hurtigere og med større motivation. Det rager dig også, fordi du kan være med til at hindre mobning, øge sundheden på skolen eller vælge nye veje, når skolen skal vælge undervisningsmaterialer."

Og vi ved fra England, hvordan massive investeringer i skolerne gav relativt små forbedringer i børnenes læring, hvorefter et program for forældreinvolvering udløste et spring fremad. (Se rapporten her)

Forældrene er essentielle
Så, ja: Det er ærgerligt, at mange skoler har haft en lav forældredeltagelse omkring skolebestyrelsesvalget. Men vejen frem er ikke at overlade vores børns udvikling til de professionelle. Vi skal udvikle skolen, og det skal ske med forældrene i en rolle, der er meget mere med i skolens liv, end det vi kender. Mere med omkring det enkelte barn, mere med omkring klassen og mere med omkring skolens ledelse.

Mere, ikke mindre, forældreinvolvering skal udvikle vores folkeskole til at være fundamentet for de generationer, der skal overtage verden efter os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Ask Skotte

Pædagogmedhjælper, Charlottenlund Børnehus, Kastanjegården
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993), erhvervspædagogisk grunduddannelse (DEL), diplom i ledelse (SDU)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024