Politikernes enøjede fokus på skærme fortrænger andre væsentlige årsager til mistrivsel

Senest har den amerikanske surgeon general foreslået, at der skal et advarselsmærkat på sociale medier, på samme måde som på cigaretter.

Men dernæst handler det også om, at emnet (tilsyneladende) er let at forklare og let for almindelige mennesker at forstå – særligt når nuancerne udelades.

For der er bestemt grund til at sætte ind overfor giftige forretningsmodeller, fastholdelsesmekanismer, algoritmisk radikalisering og en række andre problemer knyttet til særligt de store tech-platforme.

Men der er ikke forskningsmæssig solid evidens for, at sociale medier helt generelt er sundhedsskadelige eller den primære årsag til dårlig trivsel.

I en politisk kontekst forekommer dette dog mindre relevant. Her handler det om at agere – og at vise, at man gør noget – i forhold til en stemning blandt forældre, lærere og andre, der har med børn og unge at gøre, og som oplever, at digitale devices forstyrrer og forhindrer den gode undervisning og det gode børne- og familieliv.

Børns fysiske og mentale trivsel er først og fremmest betinget af de rammer, de lever i.

Stine Liv Johansen

Den oplevelse er reel nok; jeg har selv lavet interviewundersøgelser blandt forældre, der giver udtryk for, at reguleringen af deres børns brug af digitale medier er den største udfordring i deres forældreskab.

Og derfor giver det også god mening, at man som politiker ønsker at tale ind i denne udfordring og gerne på en måde, hvor man kan se handlekraftig og ansvarlig ud. Og det giver især mening, hvis man ukritisk køber narrativet om, at sociale medier er den vigtigste årsag til, at vores børn mistrives.

Men problemet er, at det kontinuerlige politiske fokus på sociale medier som det værste i børn og unges liv fjerner fokus fra emner, som formentlig har langt større betydning, men som er vanskelige – og meget dyrere – at reagere politisk på.

Børns fysiske og mentale trivsel er først og fremmest betinget af de rammer, de lever i: familien, dagtilbuddet, skolen og fritidslivet.

Når man måler på faktorer, der har indvirkning på børn og unges trivsel, så er det – ikke overraskende – gammeldags, demografiske faktorer som forældres indkomst og uddannelsesniveau samt kvaliteten af skole og dagtilbud, der har den allerstørste betydning.

Ifølge Mødrehjælpen lever omkring 47.000 danske børn i fattigdom, og både social og økonomisk fattigdom er geografisk ulige fordelt.

En analyse fra Eva viste i 2023 at omkring 40 procent af dagtilbud for nul til to-årige vurderes at have utilstrækkelig kvalitet, hvilket forstærkes af mangel på pædagogisk uddannet personale i mange kommuner.

Og bare inden for de seneste par uger har man kunnet læse, at adskillige skoler i hele landet har fået påbud fra Arbejdstilsynet på grund af vold og utrygt arbejdsmiljø, og at flere og flere skoler ikke længere har råd til renoveringer, materialer og aktiviteter ud af huset, herunder lejrskoler.

Der er altså rigeligt med problemer i børn og unges liv, som man politisk kunne vælge at rette fokus mod.

Problemer, som årelang forskning har vist, har afgørende og langvarig betydning for trivslen, og som løber i generationer. Hertil kommer naturligvis det altoverskyggende problem med klimaforandringer, som påvirker os alle, men som især må forventes at få alvorlige konsekvenser for dem, der er børn og unge i dag.

Hvor er drømmene om at indrette et børneliv med nok voksne og ordentlige rammer for, at alle børn – uanset baggrund og udfordringer – kan trives og udvikle sig?

Stine Liv Johansen

Men man har valgt igen og igen at fokusere på "skærme". Formentlig fordi man oprigtigt tror og mener, at det er et af de mest presserende problemer.

Men det er svært ikke at få en fornemmelse af, at det også bunder i, at det en god sag, der resonerer godt i den brede befolkning og får regeringen – og i særdeleshed Socialdemokratiet – til at fremstå som børnenes beskyttere.

Desværre får det også regeringen til at fremstå uambitiøs i forhold til faktisk at gøre noget reelt ved børn og unges trivsel. Hvor er drømmene om at indrette et børneliv med nok voksne og ordentlige rammer for, at alle børn – uanset baggrund og udfordringer – kan trives og udvikle sig?

Og hvor er drømmene om en skole med ordentlige toiletter, gode boldbaner og en årlig lejrskole, som kan være med til at styrke de fællesskaber, som vi ved er afgørende for trivslen?

Et bredt og realistisk blik på børn og unges trivsel omfatter naturligvis også deres brug af digitale teknologier, både derhjemme og i skole og institution, men det giver ikke mening at opfatte det som den vigtigste, endsige afgørende faktor.

Der er adskillige andre problemstillinger, som er af langt større betydning, og som man kunne ønske, fik lige så meget opmærksomhed.