Debat

Læreroverflytninger skader lokalt selvstyre

DEBAT: Overflytninger af lærere mellem skolerne i en kommune er godt for lærerne, men begrænser skolernes mulighed for at indrette skolerne med lokalt særpræg. Konsekvensen er ensretning i kommunerne, skriver Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Samfund.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Benedikte Ask Skotte
Formand for Skole og Samfund

Du er ansat her på skolen. Sådan kan man ikke sige til lærerne i den danske folkeskole. Lige nu har vi overflytninger i mange kommuner på grund af nedskæringer, besparelser og nedgang i børnetallet. Overflytninger er godt for lærerne, men det kan være svært at forklare forældrene i skolebestyrelserne.

Lad os tage et eksempel: En skole har en ledig stilling. Skolens leder og bestyrelse har arbejdet længe med en visionsplan. Man ønsker at optone et bestemt område af fagligheden, som man gennem undervisningen, organiseringen og projekter gerne vil sætte fokus på i skolen.

En plan hvor den lokale skoles kultur skinner igennem, hvor man ser muligheder og hvor man vil sætte ind for at få en skole med en tydelig profil. Det skal blive en skole som forældrene i lokalsamfundet bare ikke kan lade være med at vælge til deres børn. Der er lokalt flere fri- og privatskoler, men man kæmper for at få elever nok til denne folkeskole og tror på, at det er et kanontilbud, man får lavet.

Visionerne må udskydes
Man får skrevet et rigtig godt stillingsopslag! Inspirerende og flot beskrivelse af, hvad man vil på skolen, at man brænder for læring hos børnene. Man ønsker, at alle børnene skal komme på skolen med gnisten til at lære, de skal bevare nysgerrigheden, og undervisningen skal give mening for den enkelte elev.

Der kommer 42 ansøgninger til stillingen, de 21 har en læreruddannelse, de 9 passer til profilen, og de 3 bliver taget ud til samtale. 18 timer før samtalerne bliver skolens leder ringet op af kommunen: Der er en lærer på en anden skole, som står til overflytning.

Samtalerne aflyses, men det er lidt svært at forklare forældrene i skolebestyrelsen, at vi lige skal vente til næste ledige stilling for at kunne få den lærer, der kunne passe ind i den visionsplan, som man havde udarbejdet.

Læreren starter. En rigtig sød og dygtig lærer.

Frihed til lokalt præg
Kan vi komme frem til, at lærerne er ansat på den enkelte skole, så skolelederen kan lægge en linje for skolen og sætte sit eget hold? Sætte sit præg og lave en profil, som man ønsker på netop den skole. Friheden til at sætte lokalt præg?
Vi ved godt at skoler er forskellige, og vi ønsker at bevare den forskellighed. Der skal ikke være en kommunal ensartethed, men der skal være mulighed for et lokalt præg, som passer ind i den kultur, som skolen ligger i, og som omgivelserne giver mulighed for.

Kan vi give den frihed?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Ask Skotte

Pædagogmedhjælper, Charlottenlund Børnehus, Kastanjegården
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993), erhvervspædagogisk grunduddannelse (DEL), diplom i ledelse (SDU)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024