Debat

Glem skolestørrelsen og se på kvaliteten!

DEBAT: Rejseholdets forslag om færre små skoler har intet belæg i forskningen, og derfor skal vi satse på det, som vi ved virker, nemlig dygtige lærere og forældrenes opbakning, skriver formanden for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Benedikte Ask Skotte
Formand for Skole og Forældre

Skolernes rejsehold anbefaler at gøre skolerne større for at styrke fagligheden. Det lyder besnærende, men realiteten er, at der ikke er belæg i forskningen for anbefalingen.

Er det i en debat om skolestørrelse, vi skal lægge kræfterne? Tid, energi og ressourcer? Eller kunne vi gå i gang med noget, der virker?

For et par år siden forsøgte professor Niels Egelund fra DPU gennem PISA-resultaterne at bevise, at elever på store skoler præsterer bedre resultater end elever på små skoler. Men statistikprofessor Peter Allerup - også fra DPU - og tidligere overvismand Christen Sørensen tilbageviste analysen og konkluderede, at der ikke i det danske PISA-materiale er belæg for nogen sammenhæng mellem skolestørrelse og elevresultater.

Ingen sammenhæng
Skolernes rejsehold henviser så til den newzealandske forsker John Hatties oversigt over 52.000 studier af, hvilke faktorer der indvirker på elevernes resultater. Skolestørrelsen kommer imidlertid kun ind på en 59. plads over de faktorer, der indvirker på elevernes resultater!

Skolernes Rejsehold foretrækker også større skoler, fordi de skulle være billigere. Her henviser rejseholdet til et engelsk forskerteam under ledelse af Zoe Garrett. Deres undersøgelse konkluderer imidlertid, at "denne gennemgang giver ikke materiale til støtte for politiske initiativer, der udelukkende har til formål at forøge eller formindske størrelsen på skoler".

I Danmark er udgifterne pr. elev stærkt svingende. En gennemsnitselev i kommunen med de mindste skoler koster stort set det samme som en gennemsnitselev i den kommune, der har de største skoler. Rejseholdets egne undersøgelser tyder heller ikke på, at skolestørrelsen spiller nogen væsentlig rolle for udgiftsniveauet.

Samlet set betyder det, at en meget væsentlig anbefaling fra Skolernes Rejsehold - større skoler - kun i uhyre ringe grad er baseret på forskning.

Sats på det, vi vi ved 
Er en stor skole en nybygget 3-4-sporet skole, som det er let for alle elever at komme hen til, eller er det fire nuværende skoler med fællesledelse? Jeg tror ikke, vi får nye bygninger ... Skulle vi så ikke dreje hovedet?

Hvorfor skal debatten ikke handle om det, som vi ved har størst indflydelse på elevernes læring?

Lærernes kompetence til at give feedback til eleverne, involvering af eleverne i undervisningen, at eleverne kan se meningen med skolen, miljøet i klassen og på en højt placeret plads: hjemmets opbakning til elevernes læring! Vi fra Skole og Forældre, tidligere kaldet Skole og Samfund, vil gerne give vores bud på, hvordan vi kan gøre dette sammen!

Skolen kan ikke klare det alene - lad os være med. Vi melder os til Partnerskabet omkring folkeskolen!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Ask Skotte

Pædagogmedhjælper, Charlottenlund Børnehus, Kastanjegården
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993), erhvervspædagogisk grunduddannelse (DEL), diplom i ledelse (SDU)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024