Bred politisk kritik af ministers tilgang til Muhammedtegningerne
SAMRÅD: En bunke partier mener, at børne- og undervisningsministeren gemmer sig i debatten om Muhammedtegninger i undervisningen. Ministeren afviser og henviser til lærernes undervisningsfrihed.
Tyson W. Lyall
RedaktørBørne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bør melde ud, om – og hvordan – Muhammedtegningerne skal indgå i folkeskolens undervisning.
Det mener en række partier på Christiansborg i alt fald.
De havde derfor kaldt hende i samråd torsdag formiddag. Her krævede de svar på, hvad hun mener om brugen af Muhammedtegninger i folkeskolens undervisning.
Samrådsspørgsmålet blev stillet efter ønske fra Ellen Trane Nørby (V), Alex Ahrendtsen (DF), Jacob Mark (SF), Mai Mercado (K), Mette Thiesen (NB) og Henrik Dahl (LA).
Det lød således:
”Ministeriets presseafdeling oplyser den 24. oktober 2020 til Berlingske, at "Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil hverken ønsker at stille op til interview om den generelle brug af Muhammedtegninger i undervisning eller den specifikke prioritering af læringsportalen", jf. artiklen 'Danmarks officielle læringsportal nævner ikke Muhammed-tegningerne med ét ord', bragt på berlingske.dk 24. oktober 2020.
Udvalget har på den baggrund bedt ministeren redegøre for sin holdning til anvendelse af den generelle brug af muhammedtegninger i undervisningen i folkeskolen og endvidere redegøre for, om hun vil tage initiativ til, at der bliver udarbejdet et undervisningsforløb, som kan blive lagt på læringsportalen emu.dk, som kan give inspiration og hjælp til lærerne, i forhold til hvordan de kan planlægge et undervisningsforløb om muhammedkrisen?”