Kronik

DGS: Aftale om seksualundervisning i gymnasiet efterlader en bunke ubesvarede spørgsmål

Seksualundervisning er endelig blevet indført i gymnasiet. Alligevel er aftalen skuffende. Den siger nemlig intet om, hvordan det skal ske, skriver Asger Kjær Sørensen.

Den nye aftale om seksualundervisning siger intet om, hvordan det skal implementeres. Det er op til skolerne selv at finde ud af, og det er ikke nødvendigvis det bedste for eleverne, skriver Asger Kjær Sørensen. 
Den nye aftale om seksualundervisning siger intet om, hvordan det skal implementeres. Det er op til skolerne selv at finde ud af, og det er ikke nødvendigvis det bedste for eleverne, skriver Asger Kjær Sørensen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Asger Kjær Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når tusindvis af gymnasieelever i denne uge starter tager hul på et nyt skoleår, bliver det som noget nyt med seksualundervisning for alle elever. I årtier har vi gymnasieelever kæmpet for at få seksualundervisning på gymnasierne, og efter lange seje træk er det endelig blevet indført. Det er en kæmpe sejr! Men hvis man finder aftalen om seksualundervisning frem, får man dog hurtigt armene ned igen.

Ikke fordi der står en masse dårlige forslag til, hvordan undervisningen skal implementeres. Bare fordi der overhovedet ikke står noget omkring, hvordan undervisningen skal implementeres.

Selv efter man har formået at tygge sig igennem side efter side af tør lovtekst, sidder man stadig tilbage med et undrende blik i øjnene og en fortvivlet følelse i maven. Teksten, der skulle agere rettesnor for etableringen af en helt ny faglighed på gymnasierne, gør nemlig meget lidt for at beskrive, hvordan det skal ske.

Friheden er ikke for elevernes bedste

Man efterlades med en bunke ret centrale, ubesvarede spørgsmål. Hvem skal undervise i seksualundervisning? Hvordan sikrer man, at lærerne er klædt på til at undervise i stoffet? Hvad skal vi elever helt præcist undervises i? Hvor tit? Og hvordan sikrer man, at hele molevitten fungerer som det skal?

Hvordan slipper aftalen, der skulle indføre seksualundervisning på gymnasierne, af sted med at undlade at give svar på, hvordan man skal indføre seksualundervisning på gymnasierne?

Asger Kjær Sørensen
Forperson, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Hvordan slipper aftalen, der skulle indføre seksualundervisning på gymnasierne, af sted med at undlade at give svar på, hvordan man skal indføre seksualundervisning på gymnasierne? Hemmeligheden ligger gemt i en enkelt sætning, som jeg vil tillade mig at citere: “Den enkelte institution vil med forslaget have frihed til selv at tilrettelægge indsatsen, så den passer til de lokale forhold.”

Det kan lyde meget velovervejet, men om det er for os elevers bedste, kan jeg undre mig over. Det lægger nemlig op til, at skolerne ikke kommer til at udbyde den samme seksualundervisning for alle årgange og overalt i landet. Samtidig giver teksten heller ikke noget tilfredsstillende bud på, hvordan man sikrer de tre ting, der skal til for at seksualundervisningen lykkes.

For det første skal der være kvalificerede undervisere, der er uddannede i at undervise i seksualundervisning. Det er helt centralt, at underviseren selv føler sig tilpas i stoffet og klædt på til at varetage opgaven, hvis undervisningen skal fungere. Aftalen siger dog intet om, hvordan man efteruddanner lærerne i at skulle varetage seksualundervisningen og afsætter heller ingen midler til dette.

Hvis man skal have opbygget en faglighed ude på de enkelte gymnasier, kræver det efteruddannelse. Hvis ikke denne efteruddannelse sker, risikerer vi at seksualundervisningen bliver en times oplæg i skolens fællessal fra nogle eksterne undervisere. Og selvom det er bedre med kvalificerede undervisere udefra, end ukvalificerede undervisere indefra, så må endemålet være at seksualundervisningen indgår, som en lige så naturlig del af den almene dannelse på gymnasiet, som resten af undervisningen. For at det skal ske, kræver det at lærerne er klædt på til at varetage den opgave, og det er de ikke i dag.

For sent i gang

For det andet er det vigtigt at der er gode undervisningsmaterialer. For at kunne bedrive undervisning, skal man have noget stof at undervise i. Aftalen definerer blot at vi elever skal “stifte bekendtskab med emner som f.eks. samtykke, grænser, prævention samt seksuelt overførte sygdomme og forebyggelse heraf.”.

Det lægger nemlig op til, at skolerne ikke kommer til at udbyde den samme seksualundervisning for alle årgange og overalt i landet. 

Asger Kjær Sørensen
Forperson, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Hvordan man så går til det, er der lige nu ikke noget klart svar på. Flere organisationer har givet deres bud, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er lige nu i gang med at udarbejde inspirationsmateriale, bestående af artikler omkring undervisning i disse emner med udgangspunkt i 16 fags specifikke fagligheder og 9 inspirationsartikler til tværfaglige forløb, der ville kunne lade os elever stifte bekendtskab med de udvalgte emner.

Det er et enormt vigtigt arbejde, hvor man også har inkluderet flere centrale parter på området, blandt andet os elever. Man er dog kommet for sent i gang. Mens seksualundervisningen lige nu er obligatorisk på alle gymnasier i landet, er inspirationsmaterialet først klar til februar. Man lægger altså asfalt, mens man kører. For slet ikke at tale om den mangelfulde finansiering til projektet, der blot udgør 300.000 kroner.

Læs også

For det tredje og sidste, skal der være nogle lektioner at undervise i. Aftalen sætter ikke nogen moduler af til seksualundervisningen og lader det i stedet være op til gymnasierne at inkorporere den i de lektioner, der allerede er. Om det skal være i form af tværfaglige forløb, fællestimer, eller i de enkelte fags undervisning, ligger frit for. Uden skemasat undervisning risikerer vi, at seksualundervisningen ryger ud med badevandet.

Der er ingen, der sikrer, at vi elever får ordentlig seksualundervisning, og derfor kan der komme enorme forskelle på mængden og kvaliteten af undervisningen. Mens nogle skoler vil gøre alt, hvad de kan for at eleverne kan få fyldestgørende seksualundervisning, ville andre skoler kunne indføre en halv times ekstra biologi, hvor man kan lære at sætte et kondom på en banan, for derefter at kunne sætte flueben ud for seksualundervisning. Denne skævhed i uddannelsessystemet er ikke hvad vi har brug for.

Lyt til eleverne

Selvom det i sig selv er en kæmpe sejr, at vi overhovedet kan skrive debatindlæg omkring, hvordan man skal indføre seksualundervisning og ikke kun omkring, hvorfor man skal indføre seksualundervisning, så er vi langt fra i mål. Der ligger et kæmpe arbejde foran os, før vi når frem til en seksualundervisning, der gør det, den skal og løser de problemer, der fik os til at kræve den til at starte med.

Mens seksualundervisningen lige nu er obligatorisk på alle gymnasier i landet, er inspirationsmaterialet først klar til februar. 

Asger Kjær Sørensen
Forperson, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Det enorme arbejde ligger i høj grad ude på skolerne, og det er sindssygt svært. Politikerne har ikke ligefrem stillet de bedste rammer for at få seksualundervisningen til at fungere. Derfor har mange lærere og ledelser ude på gymnasierne, forståeligt nok, svært ved at finde hoved og hale i det hele.

Med så mange ubesvarede spørgsmål, er det måske svært at vide, hvor man skal starte. Til dem har jeg et forslag: Spørg jeres elever. En af fordelene ved den ukonkrete aftale, er at undervisningen i høj grad kan tilrettelægges efter elevernes ønsker og behov. Det her fylder meget hos rigtig mange elever og flere steder har man allerede en masse gode ideer klar.

Mange elever oplever i den grad, at der er behov for seksualundervisning, og mens man venter på en mere officiel udrulning, kan de oplevelser være et rigtig godt sted at starte.

At udfolde stoffet sammen med os elever, ville også kunne hjælpe lærerne med at føle sig bedre tilpas i rollen. For mange lærere ville det være et kæmpe autoritetstab at skulle begive sig ud over deres normale fagområder og ikke længere være eksperterne, der kan svare på alverdens spørgsmål. Løsningen er en åben, ærlig og undersøgende tilgang til det nye stof. Undr jer og udforsk det sammen med os elever. Vi er i hvert fald klar.

*Rettelse 4. september kl. 11.33: I en tidligere version af indlægget fremgik det, at der der afsat 200.000 kr. til obligatorisk seksualundervisning på de gymnasiale uddannelser. Der er dog afsat 300.000 kr. til implementeringen, har Børne- og Undervisningsministeriet oplyst. Altinget beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asger Kjær Sørensen

Fhv. forperson, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
STX (Århus Statsgymnasium)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024