Dødsfald: Fhv. rektor og forbundsformand, fotochef Jens-Kristian Søgaard (72)
Tidligere rektor for Journalisthøjskolen og formand for Pressefotografforbundet, pressefotograf Jens-Kristian Søgaard, Egå, er død efter længere tids sygdom, 72 år gammel.
![Redaktionen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4694-redaktionen-2-48.png)
Redaktionen
Journalistik kan føre til alt, selv om man ikke forlader faget. Det kunne være den usædvanlige ledetråd for pressefotografen Jens-Kristian Søgaard, der er død efter længere tids sygdom, 72 år gammel.
Jens-Kristian Søgaard studerede først matematik og fysik på Aarhus Universitet men valgte så at uddanne sig til pressefotograf ved det nu hedengangne, socialdemokratiske dagblad Demokraten i Århus.
Jens-Kristian Søgaard var i en årrække formand for Pressefotografforbundet og desuden lektor og siden rektor for Danmarks Journalisthøjskole.
Han vil især blive husket for sin store indsats for give pressefotografiet – og pressefotograferne – en langt mere fremtrædende plads i mediebilledet, skriver Jyllands-Posten.
Hér blev han i 1994 fotochef og stod på broen i den store forvandling af faget, da computere, ny teknik og digitale billeder forandrede hverdagen og hastigheden i formidlingen.
Jens-Kristian Søgaard modtog en lang række priser, senest i november 2021, da Pressefotografforbundet på sin generalforsamling kvitterede for den livslange indsats ved at gøre ham til æresmedlem.
Jens-Kristian Søgaard efterlader sig hustru og to voksne børn.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/17190/jens-kristian-soegaard.png)