Debat

Drop særbeskyttelse for voksenelever

DEBAT: Det skal være nemmere at hyre og fyre voksenelever, for uopsigeligheden i uddannelsesaftalerne er forældet, skriver Svend Berg fra Dansk Erhverv, som mener, at elever over 25 år skal have almindelige overenskomstmæssige vilkår i uddannelsesaftalen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Svend Berg,
uddannelseschef, Dansk Erhverv

Det skal være nemmere for den enkelte virksomhed at opsige en elev, hvis f.eks. efterspørgslen svigter. Virksomheden skal have mulighed for at opsige en voksenelev med samme ret og opsigelsesvarsel, som det der gælder for øvrige medarbejdere under den pågældende overenskomst.

Samtidig skal elever, der har indgået uddannelsesaftale med en virksomhed, efter de er fyldt 25 år (voksenelev), have mulighed for at opsige deres uddannelsesaftale igen med samme ret og opsigelsesvarsel som de øvrige medarbejdere i virksomheden.

I Lov om erhvervsuddannelser er bestemmelserne om elevers ansættelse udformet som en beskyttelse af eleven som den svage part i ansættelsesforholdet. Bestemmelserne om uddannelsesaftalens uopsigelighed efter prøvetidens udløb og om elevernes ansættelsesvilkår er stort set ikke ændret i lovens levetid (1990) og kan ligeledes genfindes i tilsvarende formuleringer i erhvervsuddannelseslovens forløbere: Lov om erhvervsfaglige grunduddannelser (1976) og Lov om mesterlære (1956).

Derimod har vilkårene på arbejdsmarkedet ændret sig væsentlig siden erhvervsuddannelseslovens tilblivelse i 1990. Det gælder både arbejdsstyrkens sammensætning, hastigheden i produktionsskift, kompleksiteten i arbejdsopgaverne og ikke mindst de unges syn på uddannelse og deres opfattelse af den forpligtigelse, de påtager sig ved at indgå i et læreforhold.

Frafald skyldes praktik-utilfredshed
Langt de fleste af de faglige uddannelser slås med høje frafaldsprocenter under uddannelsernes hovedforløb. En væsentlig del af frafaldet skyldes, at eleverne vælger at afbryde uddannelsen, fordi de skal flytte, er utilfredse med deres praktikvirksomhed, eller de har fundet sig en anden læreplads, de hellere vil være i.

Tilsvarende er der også virksomheder, der ophæver en uddannelsesaftale, fordi de har svigtende ordrenedgang og må tilpasse deres arbejdsstyrke, men det har altid konsekvenser for virksomhederne.

Erhvervsuddannelserne er ungdomsuddannelser med de 16-19-årige som målgruppe. Det stemmer meget dårligt sammen med en gennemsnitsalder på 22,9 år, når uddannelsesaftalen indgås, som UNI-C netop har offentliggjort i "Årsstatistik for praktikpladsområdet 2010".

Svend Berg
Uddannelseschef i Dansk Erhverv

Loven dikterer ganske vist uopsigelighed af uddannelsesaftalen for såvel virksomhed som elev, men reelt har det ingen konsekvenser for en elev, hvis vedkommende siger op eller simpelthen udebliver. Tvistighedsnævnets praksis er at idømme en bod til eleven på højres en halv måneds løn, hvorfor de fleste afbrudte læreforhold aldrig bliver indbragt for retten.

Virksomhederne lader som regel disse elever løbe. Der er ingen grund til at holde på en elev, som ikke længere har lyst til at være ansat. Alene af den grund burde det være muligt at ophæve en uddannelsesaftale eller indgå et ansættelsesforhold med en elev, der ikke samtidig er uopsigelig.

Foto: Pressefoto

Flere ældre på ungdomsuddannelser
Erhvervsuddannelserne er ungdomsuddannelser med de 16-19-årige som målgruppe. Det stemmer meget dårligt sammen med en gennemsnitsalder på 22,9 år, når uddannelsesaftalen indgås, som UNI-C netop har offentliggjort i "Årsstatistik for praktikpladsområdet 2010".

Det er samtidig et forsvindende lille antal elever under 18 år, der har indgået uddannelsesaftale. Efter UNI-C opgørelsen kun 5 procent af samtlige indgåede uddannelsesaftaler i 2010.

I dag har rigtig mange unge erfaring fra arbejdsmarkedet, når de påbegynder en erhvervsuddannelse. De har ofte afprøvet flere uddannelser undervejs og er vant til at omgås ældre kollegaer. Det gælder ikke mindst de 32 procent unge over 25 år og voksne (voksenelever), der indgik uddannelsesaftale i 2010.

Langt de fleste overenskomster på arbejdsmarkedet indeholder i dag bestemmelser om betaling af voksenløn til voksenelever. De voksne elever får med andre ord i forvejen et forsørgelsesgrundlag, der gør den uafhængig af deres forældre.

Det er derfor også naturligt at lempe på den stærke elevbeskyttelse ved at gøre det frivilligt for elev og virksomhed, om man ønskede at indgå en uddannelsesaftale med uopsigelighed eller en uddannelsesaftale, hvor begge parter har mulighed for at opsige ansættelsesforholdet efter de almindelige opsigelsesregler i den uddannelsesbærende overenskomst eller funktionærloven. I første omgang kan vi jo gøre det for vokseneleverne, der i forvejen har særlige ansættelsesvilkår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Berg

Fhv. uddannelseschef, Dansk Erhverv
møbelsnedker, diplomuddannelse i ledelse

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024