Debat

Flere skal fuldføre studiet

DEBAT: Frafaldet på professionsbacheloruddannelser er for stort, og det skal der gøres noget ved, fastslår Gerda K. Thomassen, uddannelseskonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet. Hun peger på, at vejen til mindre frafald er bedre vejledning før og under studiet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto:

I mine øjne er vejledning vejen til at undgå - eller nedsætte - antallet af frafald. Der er brug for en mere proaktiv og målrettet vejledning, som kommer ud til de unge, der vil studere ernæring og sundhed.

Gerda K. Thomassen
Uddannelseskonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet
Fakta

Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Gerda K. Thomassen
Uddannelseskonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet

Der er stor tilstrømning til studiet Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Studiet er populært blandt de unge, som bruger det som personlig udvikling. En væsentlig årsag til studiets popularitet er, at der i medierne er et enormt fokus på kost, ernæring og sundhed. Og alene populariteten får mange til at søge ind på studiet.

Men vejen ind i et fag igennem et studium er noget helt andet og meget anderledes end at betragte faget igennem medierne, hvor virkeligheden er tilpasset medierne, så produktet lettere glider ned. Det kan være en af grundene til, at der ikke altid er overensstemmelse mellem forventningerne hos den studerende og hverdagen på studiet. Den uoverensstemmelse kan ofte resultere i, at den studerende falder fra studiet.

Bedre vejledning
I mine øjne er vejledning vejen til at undgå - eller nedsætte - antallet af frafald. Der er brug for en mere proaktiv og målrettet vejledning, som kommer ud til de unge, der vil studere ernæring og sundhed. Der er samfundsøkonomiske fordele i, at den unge vælger det rigtige studie i første omgang.

Bedre studievejledning kommer jo ikke af sig selv. Den økonomiske krise og de offentlige besparelser, der blandt andet rammer uddannelsesinstitutionerne, gavner ikke vejledningen. Tværtimod er det et udsat område, der bliver offer for nedskæringer. Nedskæringer, der i sidste ende rammer de studerende.

Kvalificeret vejledning før og under studiet er en nødvendighed for, at den studerende kan afstemme sine forventninger i forhold til den virkelighed, der er på uddannelsen. Vejledningen bør derudover indeholde oplysninger om de realistiske fremtidsmuligheder på arbejdsmarkedet. Det vil med stor sandsynlig give flere tilfredse studerende, hvis vejledningen fortæller de unge, hvad de kommer til at møde på studiet og bagefter på jobmarkedet. På den måde kan de unge se, om studiet passer til deres egne forventninger og krav.

Taxameterpenge
En løsning kunne være, at de såkaldte taxameterpenge følger den studerende eller den enkelte uddannelse. På den måde vil der blive flere ressourcer til vejledning, og pengene kan ikke bruges på at finansiere uddannelsesinstitutionens forskning og satsning på efter- og videreuddannelse. Finansieringen af forskning og satsninger på efter- og videre uddannelse må komme et andet sted fra.

Kost & Ernæringsforbundet arbejder målrettet på, at studievejledningen på professionshøjskolerne bliver optimal for de studerende. Det sker igennem professionshøjskolernes uddannelsesudvalg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024