Debat

GR: Hvornår er et flertal gyldigt?

DEBAT: Gymnasieskolernes Rektorforening kritiserer Altinget | Uddannelses artikel om, at EUD-direktører og gymnasierektorer ønsker et højere karakterkrav til gymnasierne.
Per Bang Thomsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne-Birgitte Rasmussen
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening

"EUD-direktører og rektorer ønsker højere karakterkrav til gymnasiet". Sådan lyder budskabet fra Altinget | Uddannelse, efter de har gennemført en rundspørge blandt erhvervsuddannelsesdirektører samt gymnasierektorer.

Ovenstående citat viser et klart budskab om, hvad gymnasierektorerne måtte mene om karakterkravene. Alligevel sidder jeg tilbage med en undren og et savn efter evidens for netop denne udtalelse.

Går man ind i tallene bag rapporten, viser det sig, at kun 55 af gymnasierektorerne har besvaret spørgeskemaet, hvoraf 40 procent af disse mener, at der skal højere adgangskrav til gymnasierne. 55 besvarelser ud af 157 mulige svarer til en besvarelsesprocent på 35 - det vil sige ca. en tredjedel af gymnasierektorerne.

40 procent ud af 55 besvarelser giver i alt 22 gymnasierektorer, der mener, at karakterkrav er en god ide. Der er altså 22 rektorer ud af de i alt 157 gymnasierektorer, som rundspørgen er sendt til, som vi med sikkerhed ved mener, at der bør indføres højere karakterkrav. Altinget | Uddannelse mangler derfor besvarelser fra 102 gymnasierektorer, men vælger alligevel at anvende data fra undersøgelsen.

Her undrer det mig, hvordan Altinget | Uddannelse, som ellers er et grundigt medie, der plejer at anvende saglige kilder, kan godtage 22 personer som grundlag for en så markant overskrift og i det hele taget som baggrund for en hel artikel.

Vi er i Gymnasieskolernes Rektorforening ikke modstandere af, at man undersøger sagers forhold gennem brug af undersøgelser og spørgeskemaer - vi gør det selv og bakker op om, at udsagn baseres på fakta frem for myter. Men når dataindsamlingen er så godt som ubrugelig, bør det ikke anvendes til at skabe overskrifter, der giver et direkte fejlagtigt billede af en sags karakter.

Det er fuldstændigt forfejlet at konkludere, at rektorerne ønsker højere adgangskrav til gymnasiet på baggrund af 22 personers tilbagemelding, og vi håber, at Altinget | Uddannelse vil kigge mere kritisk på data næste gang, der skal skrives artikler.

Dokumentation

Kommentar fra Altinget | Uddannelse:

Gymnasieskolernes Rektorforening har ret i, at det er godt en tredjedel af landets gymnasierektorer, der har valgt at deltage i rundspørgen. Det er lavere end blandt erhvervsskoledirektørerne, men det lægger vi heller ikke skjul på i dataafsnittet. Vi havde også gerne set, at flere rektorer havde valgt at deltage, men trods flere opfølgende forsøg var det ikke muligt at hæve svarprocenten.

Når vi skriver i rubrikken, at gymnasierektorerne ønsker et højere karakterkrav til gymnasiet, er det både baseret på de 40 procent, der mener, at adgangskravet til gymnasierne skal være højere end til erhvervsskolerne, samt de 10,9 procent, som selv vil have lov til at fastsætte deres egne adgangskrav. Det fremgår også af teksten, og derfor er det baseret på 28 og ikke 22 rektorer, som Anne-Birgitte Rasmussen skriver. Det kunne dog godt have stået eksplicit i den indledende tekst, og det beklager vi.

Altinget | Uddannelse værner om den grundige, troværdige og kritiske journalistik, og vi står fortsat inde for rundspørgen. Vi mener, at den giver et reelt billede af, hvad gymnasierektorerne overordnet set mener om adgangskrav til gymnasiet. Vi er dog helt klar over, at rundspørgen ikke kan stå alene, og derfor fik vi også efterfølgende indhentet kommentarer fra flere gymnasierektorer samt Gymnasieskolernes Rektorforening. Derudover refererede vi også i artiklen flere af de pointer, som en række af gymnasierektorerne var kommet med i selve rundspørgen. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Birgitte Rasmussen

Fhv. rektor, Københavns åbne Gymnasium
cand.scient. i matematik og fysik (Københavns Uni. 1984), MPG (Copenhagen Business School)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024