Hf-elev: Hpx'en er et cirkusnummer, så lad være med at bruge penge på endnu en reform

Hvis det ikke er det rigtige at starte direkte på en af de allerede eksisterende ungdomsuddannelser, er det nok heller ikke den bedste idé at stå på standby, mens man får en kvart af hver.

Jeg var selv alt for ung til at starte i gymnasiet, da jeg gik ud af 9. med mine 14 år, og jeg havde stor glæde af at være i praktik, følge et par gymnasiefag og tage del i frivilligt arbejde, indtil jeg omsider var klar til at tage kampen op igen, med et klarere mål end at blive hurtigt færdig.

Var det ikke for VUC-institutionerne, var jeg helt sikkert ikke kommet igennem en ungdomsuddannelse.

Kristine Haven
Hf-elev

Det virker som om, hpx'en er et påfund, der skal skabe lidt pusterum, lige et par år mere til at vokse og vælge. Et pusterum som selvsamme partier har slået hårdt ned på og nu kan se skaderne af.

Det er positivt, at man vil give pauserne tilbage, men så skal det være en oprigtig pause, uden forsøg på prægning, som skal skubbe eleven i den retning, der er i politisk høj kurs på det givne tidspunkt.

Hvis politikerne gerne vil sælge meget pasta carbonara i den uddannelsespolitiske restaurant, må den være velsmagende og have ingredienser af god kvalitet.

Det koster penge at købe gode ingredienser, ligesom det kræver penge at købe hammere nok, og det er en realitet, hvis erhvervsuddannelserne skal ligge øverst på listen fremadrettet.

Lige nu ændres der blot på kryderisammensætningen i stedet for at bide i det sure æble og investere i frisk pasta.

Besparelserne på VUC kan mærkes

Til noget andet på menukortet som påvirkes betydeligt, er VUCérne. Der er den fleksibilitet og den tid, man ikke finder andre steder.

Var det ikke for VUC-institutionerne, var jeg helt sikkert ikke kommet igennem en ungdomsuddannelse. For efter at måtte opgive stx, htx og den almene hf virkede det at skulle komme igennem som en større udfordring end at bestige Kilimanjaro ved at gå på hænder, uden et kort.

Den økonomiske situation er særligt ustabil på VUC. 

Kristine Haven
Hf-elev

Og nu står jeg snart på den anden side med et rimeligt snit. Kort sagt har VUC'erne en enorm løfteevne, og det gælder ikke kun mig. Ni ud af ti har job eller er i uddannelse to år efter at have afsluttet hf'en, selvom rigtig mange kommer med forudsætninger og erfaringer, som ikke ruller den røde løber til succes ud af sig selv.

Der sker så meget fantastisk på VUC-skolerne, både i de fysiske klasselokaler og på e-learning, men jeg har desværre også set fag på fag blive nedlagt og kompetente, passionerede undervisere forsvinder.

I modsætning til andre institutioner, som udbyder gymnasiale uddannelser, påvirkes VUC'erne betydeligt af konjunkturudviklingen.

I sidste uge skrev en af mine medkursister for eksempel, at hun ikke skulle til eksamen og så videre, fordi hun havde fået tjener job og ikke kunne få fri.

Når der er ufaglærte jobs at få, falder elever fra og færre starter. Når arbejdsløsheden stiger, stiger søgningen til VUC også.

Når taxameterpengene følger antal elever, betyder det, at den økonomiske situation er særligt ustabil på VUC.

For at man kan opretholde det fundament som VUC står på, og som er grunden til, at man kan tilbyde så meget fleksibilitet, kræver det, at der er finansiering både, når der er lavvande og højvande.

Det nytter ikke noget at skulle opbygge og afvikle stærke specialiserede fagmiljøer hvert ottende år. For slet ikke at snakke om bygningerne, som jo ikke bare eksisterer i et vakuum ved færre årskursister. Stinkskabene skal vedligeholdes, taget lappes og gulvene vaskes.

Det er ikke kun i forhold til konjunkturudsvingene, at taxametersystemet ikke hænger sammen, for man får kun 75 procent tilskud til fjernkursister i forhold til undervisningstilskuddet og intet bygningstaxameter, men vi bruger bygningerne, selvom vi går på e-learning.

Jeg har taget langt de fleste fag online, men vi bruger stadig scenen til dramatik, laboratoriet til kemi, og bøgerne jeg låner skal stå på et bibliotek frem til den næste kursist skal plages af Shakespeare.

Om torsdagen er der matematikcafé i kantinen – også for fjernkursister – og her kunne man overveje som politiker at tage et smut forbi, købe dagens ret til den nette sum af 35 kroner og tygge lidt på, om ikke det er investeringen hver at opretholde de faglige miljøer på VUC'erne uanset konjunktur?

Om ikke det var værd at finansiere erhvervsskolerne, så hver elev kan få en hammer og slå igennem med sit potentiale?

Jeg tror på, at den bedste løsning er at kigge lige frem for næsen og se de enorme muligheder, som ligger i de uddannelser, vi allerede har i stedet for at bruge pengene og kræfterne på endnu en reform.