Kritik af ny UPV: Bureaukratisk og uigennemtænkt
PARAT: Blot en uge efter vedtagelsen sår Socialdemokratiet og lærerne tvivl om den nye uddannelsesparathedsvurdering (UPV), der skal lægge vægt på elevernes praktiske evner. UPV'en er dyr, bureaukratisk og uden substans, lyder kritikken.
Anders Redder
JournalistDen nye UPV giver en masse ekstra bureaukrati og arbejde, men ændrer ikke en pind ude i virkeligheden.
Jakob Sølvhøj
Uddannelsesordfører, Enhedslisten
Dygtige hænder skal fremover vægtes lige så højt som et klogt hoved, når vejlederne i grundskolen skal vurdere, om en skoleelev er parat til en ungdomsuddannelse.
Det vedtog et bredt flertal i Folketinget 20. februar, hvor en praksisfaglig dimension blev gjort til en lovpligtig del af den såkaldte UPV - uddannelsesparathedsvurdering.
Men allerede nu sår Socialdemokratiet, der ellers stemte for forslaget, og Danmarks Lærerforening tvivl om effekten.
Fakta om UPV
Alle elever i 8. klasse får vurderet deres uddannelsesparathed.
Vurderingen skal sikre, at de ikke-uddannelsesparate elever støttes med en skole- og vejledningsindsats frem mod afslutningen af 9. eller 10. klasse.
Førhen fik eleverne vurderet deres faglige, personlige og sociale forudsætninger for at begynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. Fremover suppleres disse af en vurdering af elevens praksisfaglige kompetencer.