Debat

Plads til talenterne på erhvervsuddannelserne

DEBAT: Erhvervsuddannelserne skal toptunes og give bedre adgang til videregående uddannelser, hvis de vil tiltrække de dygtige elever, mener Gerda K. Thomassen fra Kost & Ernæringsforbundet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto:

Erhvervsuddannelserne trænger til en forskønnelseskur - så de bliver attraktive og får høj status og anseelse hos forældrene og de unge.

Gerda K. Thomassen
Uddannelseskonsulent, Kost & Ernæringsforbundet
Fakta
Vil du blande dig i debatten? Skriv til [email protected]

Af Gerda K. Thomassen,
Uddannelseskonsulent i Kost & Ernæringsrådet

De dygtigste elever fra folkeskolen vælger sjældent en erhvervsuddannelse, og det bør der ændres på. Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft inden for håndværksfagene. Og fagene kan ikke leve, uden at nogle af landets bedste hjerner vælger den retning.
Hvis vi kan trække de mere demotiverede elever op på et højere niveau, ville de være guld værd på erhvervsuddannelserne. Vi skal jo leve af know how og innovation i fremtiden, men også for at hæve uddannelsesniveauet generelt i befolkningen.

Vejen kunne gå igennem en eux-uddannelse. EUX er en eksamen på gymnasielt niveau, som gennemføres samtidig med en erhvervsuddannelse og giver direkte adgang til de videregående uddannelser.

Erhvervsuddannelserne skal toptunes
Hvad skal der til? Blot nogle få justeringer af erhvervsuddannelserne, så det ikke er nødvendig at tage en omvej omkring gymnasiet for at være sikker på at kunne læse videre, hvis det er ønsket. Sådan er det i dag. Og jeg er sikker på, at det får en hel del til at vælge gymnasiet frem for en erhvervsuddannelse. Det er absolut nødvendigt, at erhvervsuddannelserne trimmes og toptunes, hvis de skal tiltrække de bedste talenter fra en ungdomsårgang.

Der skal især gøres en indsats over for forældrene, fordi erhvervsuddannelse har lav status hos dem. Gymnasiet anses for at være en sikkerhed for at have noget at falde tilbage på. Det gør erhvervsuddannelserne, hvor der læres et fag eller et håndværk, underligt nok ikke.

Bedre muligheder for at læse videre
Med en studentereksamen i hånden skal den unge først til at vælge hvilket fag, der skal gøres karriere inden for. Med en fuldført erhvervsuddannelse i ryggen er der valgt en retning og opnået nogle færdigheder, der giver en god ballast for at få et job eller videreuddanne sig.
Der er bare et problem i forhold til at læse videre. Universiteter og professionshøjskoler anerkender ikke de kompetencer, som en erhvervsuddannelse giver.

Erhvervsuddannelserne trænger til en forskønnelseskur - så de bliver attraktive og får høj status og anseelse hos forældrene og de unge.
Erhvervsuddannelserne skal justeres med eux, så de giver direkte adgang til at læse videre i uddannelsessystemet på for eksempel professionshøjskoler. Det kræver en solid markedsføring af uddannelserne, UU-vejlederne skal klædes bedre på til at vejlede om uddannelserne, og jobmulighederne efter endt uddannelse skal fremhæves.

EUX kombinerer teori og praksis
Til at løfte niveauet og tiltrække de bedste talenter kan eux bruges. På den måde får studenterne en håndværksmæssig uddannelse med adgang til at læse videre. Det vil være topmotiverende og tiltrækkende for de elever, der i dag synes, at de vil spilde gode karakter fra folkeskolen og flere år, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.

En eux-uddannelse giver både et svendebrev og et eux-eksamensbevis. Det er en kombinationsuddannelse, hvor eleven uddanner sig inden for et fag eller et håndværk. Den teoretiske undervisning fylder mere end på en almindelig erhvervsuddannelse, fordi eleven også tager eksamener inden for de mere boglige, gymnasiale fag. Uddannelsesmuligheden er ny.
Med eux-uddannelsen kunne elever fra ernæringsassistentuddannelsen gå direkte videre til at læse professionsbachelor i ernæring og sundhed på en professionshøjskole, hvis ambitionerne er til det. Det er ikke muligt i dag.

Hvis den kommende regering beholder målet om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, er en eux-uddannelse en oplagt mulighed, der kan motivere flere unge til at uddanne sig og rekruttere talenterne til erhvervsuddannelserne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024