Social arv spiller stadig alt for stor rolle

For først når vi har skabt lige muligheder for professorens datter og kassedamens søn, kan vi med rette sige, at vi har lige vilkår for uddannelse, og først da støtter vores uddannelsessystem bedst muligt op om Danmarks konkurrenceevne.

Agi Csonka
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)

Elever i de danske ungdomsuddannelser opnår vidt forskellige resultater alt efter hvilken social baggrund, de har. Gymnasieelevers karakterer afhænger stadig i høj grad af deres sociale baggrund, og også når det handler om, hvor langt de unge når i uddannelsessystemet, har deres forældres uddannelsesniveau en afgørende betydning. Vi er kort sagt ikke dygtige nok til at eliminere betydningen af social baggrund.

Alle skal have lige muligheder
Tal fra AE-rådet viste for nylig, at næsten 40 procent af unge fra hjem, hvor forældrene er ufaglærte, selv står uden uddannelse og uden at være i gang med en uddannelse som 25-årige. Mens det blandt unge fra familier, hvor forældrene har en lang videregående uddannelse, blot er 6,5 procent, der står uden uddannelse eller uden at være i gang med en uddannelse som 25-årige.

Vi skal blive bedre til at mindske betydningen af social arv og give alle unge mulighed for at udnytte deres potentiale. Det er ikke bare til gavn for den enkelte unge, men for os alle. For først når vi har skabt lige muligheder for professorens datter og kassedamens søn, kan vi med rette sige, at vi har lige vilkår for uddannelse, og først da støtter vores uddannelsessystem bedst muligt op om Danmarks konkurrenceevne.

Akademisering er både godt og skidt
Der har været talt og skrevet meget om, at uddannelsessystemet er blevet akademiseret og dermed favoriserer de elever, som har de akademiske dyder med hjemmefra. En vej at gå er da også at tilrettelægge undervisningen mere praksis-rettet og anvendelsesorienteret, så alle elever føler sig mødt. Og at sikre at de elever, som er interesseret i og har talent for praktisk uddannelse, også oplever, at deres omgivelser, forældre, lærere osv. har fokus på, at en erhvervsuddannelse kan være den helt rigtige vej for dem at gå.

Men akademisering er ikke kun skidt - især ikke set i lyset af målsætningen om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal tage en videregående uddannelse. Problemet er, at vi ikke er præcise nok om, hvad akademiske dyder er og ikke har fokus på, hvordan man får dem, hvis de ikke lige er med i bagagen hjemmefra.

Lær af USA
I USA har man i det såkaldte AVID-program adresseret lige nøjagtig den problemstilling. Advancement Via Individual Determination er et program, der forbereder middelpræsterende elever fra uddannelsesfremmede og ressourcesvage familier til videregående uddannelse - og målet er, at alle AVID-elever gennemfører en uddannelse på college-niveau. Eleverne optages i et program, svarende til et valgfrit fag 2-4 timer om ugen, hvor eleverne undervises intensivt i studierelevante kompetencer: analyse, refleksion, notatteknik, lektielæsning, samarbejde, problemformulering med mere. Derudover bliver eleverne tæppebombet med information om, hvad det vil sige at tage en uddannelse, og de bliver vejledt af college-studerende som tutorer. Sværere er det faktisk ikke - og det virker. AVID-elever gennemfører en college-uddannelse i langt højere grad end gennemsnittet.

Herhjemme taler vi meget om, hvor vigtigt det er med "studiekompetence", men meget lidt om, hvordan man helt konkret styrker den hos dem, der ikke har den med hjemmefra. Det bliver vi nødt til at begynde på. Så vi sikrer, ikke blot at professorens datter kan blive murer, men også at kassedamens søn kan blive filosof.