Tear down these walls

Af Stefan Hermann
Rektor på professionshøjskolen Metropol

Videnskabsministeren nævnte Charles Yeager 23. maj 2011 til indvielsesreceptionen for Center for Science Didaktik (CSD) - og sammenflytningen af CSD med Institut for naturfagenes didaktik og Dansk Naturvidenskabsformidling i Observatoriebygningen i København. CSD er et er et samarbejde mellem KU, AU, professionshøjskolerne UCC og Metropol med det formål at skabe et samlet, forskningsbaseret miljø for naturfagsdidaktik fra børnehave- til ph.d.-niveau.

Yeager brød i 1947 som den første lydmuren i et raketfly, og ministeren brugte Yeager som eksempel på, at naturvidenskab kan øge produktivitet og samfundsøkonomisk afkast. Ministeren beskrev CSD og de øvrige to parter i Observatoriebygningen som testpilot i bestræbelsen på at øge sammenhæng mellem naturvidenskabelig teori og praksis på tværs i uddannelsessystemet og på at få flere unge til at vælge naturvidenskabelige uddannelser.

For at nå ambitionen, som jeg deler, er vi nødt til at bryde flere mure ned. Her blot tre styks.

En mur af manglende interesse
Interessen for naturvidenskab blandt danske unge er langt under gennemsnittet i OECD, naturvidenskab er som uddannelsesområde gjort nørdet og usexet og er siden Ørsteds storladne ambitioner i 1800-tallet skridt for skridt afskallet den almene dannelse, der domineres af humaniora og samfundsfag. Den manglende begejstring for naturfagene er i dag tillige en økonomisk udfordring, der er til at føle på, når alt for få unge mennesker søger optag og uddanner sig inden for naturvidenskab.

Erhvervslivet behøver ingeniører, geologer etc., regeringen har satset på den våde forskning, og det kræver et løft i den naturvidenskabelige kompetence at realisere S og SF's vækstambitioner på vand og energi. Trods et tiårs bestræbelser og foretagsomhed på området mangler der interesse for naturvidenskab i befolkningen i almindelighed og blandt uddannelsessøgende i særdeleshed. Det pejler et fremtidigt demokratisk problem, da politiske beslutninger om sundhed, klima og teknologi i de kommende år vil være omfattende og risikerer manglende klangbund i en befolkning, der ikke interesserer sig for naturvidenskaben. Vi nyder dens brugsværdi, men beflitter os ikke med at forstå den. Naturen, hvad rager det mig?, som en undersøgelse konkluderede.

Kapacitetsmuren
Kapaciteten til at stimulere nysgerrighed og skabe et stærkt fagligt udbytte af naturfaglig undervisning er forskningsmæssig spinkel. I Danmark underviser godt og vel 30.000 lærere i matematik og natur, teknik og sundhed på forskellige niveauer. Parallelt med deres gerning er der maksimalt investeret ca. 30 årsværk i udviklingen af, hvordan vi gør undervisningen bedre, udvikler metoder og strategier, der sikrer højt læringsudbytte, og fastholder motivation og nysgerrighed hos både drenge og piger. 30 årsværk understøtter ikke de politiske ambitioner. Den forskning, der bedrives i naturfagsdidaktik, er mestendels finansieret som enkeltprojekter, forfølger ikke en fælles strategi og eksekveres derfor spredt.

Denne forskning bør styrkes og målrettes (ikke detailstyres) i takt med bevågenheden. Det er den ikke blevet. Dertil kommer, at alt for få lærere, der underviser i natur og teknik i folkeskolen, har linjefaglig kompetence til det. Det vil fortsætte. Mindre end 10 procent af lærerstuderende vælger naturvidenskab som linjefag, og kommunernes brug af efter- og videreuddannelse inden for netop naturvidenskab har i hvert fald ikke brudt lydmuren. Politiske ambitioner og afledte økonomiske investeringer kommer skidt fra start, når de ikke er forankret i et uddannelsessystem, der har kapacitet til at understøtte dem.

Infrastrukturmuren
Endelig har vi en udfordring med samspil og sammenhæng mellem uddannelsessystemets niveauer - generelt og ikke mindst for naturvidenskab. Folkeskolen skal (bl.a.) føde ind i ungdomsuddannelserne, som skal føde ind i de videregående, men folkeskole-, erhvervsskole- og gymnasielærere og undervisere på de videregående uddannelser "kender" ikke hinanden, selvom de arbejder med de samme brugere helt ned på personnummer. Det hæmmer samarbejde og tænkning på tværs, der, i det omfang det finder sted, sker på trods af eksisterende strukturer. Her må målet være, at der med respekt for niveauforskelle og specialisering sikres faglig sammenhæng i naturvidenskab i uddannelsessystemet.

Det kræver fagligt stærkere og fysisk større naturvidenskabelige miljøer, end vi har i dag, som fundament for mere overlap i indsatsen mellem eksempelvis udskoling og ungdomsuddannelser. Det er ikke nogen ny tanke. Tjek fx den store strategi for naturfaglige uddannelser fra 2004 eller rapporten Et fælles løft fra 2008, der førte til dannelsen af Nationalt Center for undervisning i natur, teknik og sundhed, der med beskedne midler favner et bredt felt.

Center for Science Didaktik som rambuk
Åbningen af Center for Science Didaktik mørner masser af mørtel i de tre mure. Centeret og de involverede parter arbejder netop for:

- at styrke interessen for naturvidenskab gennem en fælles indsats
- at kapacitetsopbygge ved at bringe forskere, udviklere og undervisere i naturvidenskab sammen og dermed skabe stærke fagmiljøer og derigennem
- at skabe sammenhæng mellem den forskning, der bedrives, og den praksis, som den skal anvendes i.

Mange gode kræfter arbejder på at bryde disse mure ned, og jeg håber, det spreder sig i uddannelsessystemet. Naturvidenskab og dermed uddannelsespolitik står i CSD's arbejde over institutionspolitik, sektorinteresser og fagpolitisk linjevogteri, fordi fokus er faglig sammenhæng og progression. En ret bredspektret medicin i øvrigt.